Der var engang for efterhånden længe siden, hvor Danmark vågnede op til en helt ny og lysere tid. Det var den 5.maj 1945, og de lyse nætter var meget passende lige begyndt. Solen skinnede, flagene gik til tops og vajede i den lidt kølige forårsvind – det var forår og Danmark frit. Den dag var noget særligt, og den lagde sig dybt i min erindring. Jeg var knapt tre år gammel, men må have vidst, at det her var stort. Selv om jeg selvfølgelig ikke forstod rækkevidden, og min verden hovedsagelig kun strakte sig omkring Rolfsgade 125, Zions Kirke, havnen, Sømandshjemmet Ny Havn og Missionshuset i Skolegade, har jeg aldrig glemt den dag. Nu må jeg så lige indskyde en bemærkning til alle de, der mener og tror, at man ikke kan huske så langt tilbage. Det kan man altså godt. Det handler selvfølgelig om, at nogle pejlemærker har gjort indtryk. Den slags var der mange af under besættelsen. Jeg er ikke i tvivl om, at min mor ofte har været bange, hvilket sætter sig enten som en fortrængning eller en klar erindring. Der er måske også noget arveligt, for alle mine søskende husker også langt tilbage, også de der er født efter besættelsen. Det der undrer mig er, at netop denne dag har fæstnet sig i min hukommelse, da den for mig bare var en rolig og glad dag. Jeg fornemmede dog, at det her var noget særligt. Jeg husker selvfølgelig ikke alle detaljer, men det jeg husker er: Det var morgen. Jeg kunne se min mor og storebror på knap fem år ligge i deres senge og sove. Der var noget underligt, og det tog lidt tid, inden det gik op for mig, at de mørke rullegardiner var oppe. Meget mærkeligt – jeg kravlede ud af sengen og vækkede min mor. Min far var ikke hjemme. Han var for snart længe siden sejlet til England, sagde de voksne, men de så altid så alvorlige ud, når man spurgte om, hvornår han kom hjem. Man fik aldrig noget klart svar. De voksne var underlige. De gik og hviskede om det ene og det andet, og de så tit lidt bange ud. Vi børn skulle vist ikke vide for meget, men min bror og jeg vidste alligevel det meste. Når vi sad musestille under spisebordet, kunne vi følge med i, hvad der foregik, selv om de voksne ikke altid var lige nemme at forstå – vi kunne ikke spørge, for så blev vi sendt ud at lege, og hvordan skulle man så få noget at vide? For eksempel det der med at man kunne gå under jorden. Hvordan kunne man det? Jeg havde været med på kirkegården, hvor der lå mange mennesker under jorden, og de kom aldrig tilbage, hvilket var sørgeligt, men Carl Muff og familie, som boede på første sal, var pludselig gået under jorden. Det snakkede de voksne om, og jeg kunne forstå, at alle var lettede. Det var derfor, min farbror og moster kunne bo i deres lejlighed, mens de var smidt ud fra Sømandshjemmet Ny Havn af tyskerne. De skulle selvfølgelig flytte, når familien Muff kom tilbage, men hvordan kunne de det? Og hvad lavede de nede under jorden? Det gav i hvert fald stof til eftertanke. Men denne morgen var glad og fyldt med smil. Da vi var kommet op og havde fået morgenmad, fortalte min mor, hvad der var sket. Hun smilede hele tiden, og jeg troede ikke kun, det var fordi, hun havde fødselsdag, det smittede os alle sammen og gav en glad og tryg stemning. Min mor havde også en overraskelse til os. Hun havde lavet et Dannebrogsflag og hamret det på vores grønne kosteskaft. Det var meget flot. Hun havde også syet armbind til os. Sidst på formiddagen fulgte hun os ned på hjørnet af Sjællandsgade og Rolfgade, hvor der stod en frihedskæmper med armbind og våben.
EBA 63479-070
Som jeg husker det, var der mange frihedskæmpere over alt i byen, men nede på vores hjørne, foran købmandsbutikken, som i dagens anledning holdt lukket, fik min bror og jeg med flag og armbind,lov til at stå vagt med frihedskæmperen. Jeg husker, at det var lidt køligt, men solen skinnede, og alle smilede til os. Jeg var meget stolt og tænkte ikke nærmere over, at det kun var min bror, der skulle holde flaget. Det lå bare i luften, da han jo var en dreng. Kønsrollerne var meget fastlagte. Senere på dagen gik så alle frihedskæmpere, politi, brandværn osv. i optog gennem byen. Der var musik, og min bror og jeg gik med. I mange år troede jeg, at vi gik med i optoget ganske uden opsyn, men da jeg som voksen spurgte min mor, hvordan hun turde lade os gå med helt alene, når vi nu var så små, fortalte hun, at hun selvfølgelig var med, men det husker jeg ikke. Tiden lige efter besættelsen fik også en betydning for mig. Der var meget, der skulle ryddes op og renoveres. Blandt andet, var der mange miner, der skulle fjernes, og man gik i gang i Strandskoven. Minerne skulle afmonteres, hvilket krævede en vis viden om netop det, og der ankom så en lille familie, der blev indlogeret på Sømandshjemmet, hvor min farbror var bestyrer. For at familiens treårige datter, Buller, ikke skulle kede sig, blev jeg sendt afsted, så vi kunne lege sammen. Det var sjovt, og vi kunne finde på meget at foretage os. Vi fik at vide, hvad vi ikke måtte, og så fik vi ellers lov til at passe os selv, indtil der skulle spises. Det var meget anderledes end i dag, hvor børn hele tiden har en voksen i hælene. Vi fik lov til at være i fred og selv gå på opdagelse. Men en dag gik det galt, men ikke med os. Der skete en stor mineeksplosion, og Bullers far blev dræbt.
Mærkelig nok husker jeg ikke braget og de knuste ruder, men jeg husker at, min far, som var kommet hjem fra England, fortalte mig, at det var meget synd for Buller, og at jeg nu måtte ned og lege og snakke med hende, mens de voksne skulle hjælpe Bullers mor. Jeg kan også huske, at jeg havde ondt af pigen, så jeg var parat. Nu kunne man tro, at det var dette dødsfald, som gjorde dybest indtryk, men sådan var det ikke. Da jeg kom ned på Sømandshjemmet, viste Buller mig, at hun havde fået en rigtig cykel. Jeg havde aldrig set noget lignende. Det var en rigtig cykel i miniformat. Den var lilla med gummihjul, ringeklokke og håndbremse. Det var i det øjeblik jeg så cyklen, jeg tænkte den frygtelige tanke, som gav mig dårlig samvittighed langt ind i voksenlivet. Jeg tænkte: »Gid det var min far, der var død«. Ak, ja. I samme øjeblik indså jeg, hvor dårligt et menneske jeg var, når jeg godt ville bytte min fars liv for en cykel. Jeg havde hørt tit nok i mit indremissionske miljø, at det var den slags ting, der kunne få Jesus til at græde. Senere har jeg tænkt over, hvor den cykel mon kom fra. Man kunne slet ikke købe en sådan cykel i Esbjerg, men min far var lige kommet hjem fra England, og jeg har fået den tanke, at han havde haft den med hjem til mig, men at den, i god kristen ånd, blev givet til en, der havde mere behov. Jeg ved det selvfølgelig ikke sikkert, men det kunne godt passe ind i familiens tankegang. Selv fik jeg så min første cykel, da jeg begyndte i børnehaveklassen. Den var også lilla, og den var brugt, men jeg havde vist heller ikke fortjent bedre.
Arkivnyt Maj 2020