Besættelsens sidste
dramatiske tid
Af Verner Gorridsen, Ans
Verner Gorridsen voksede op på Sømandshjemmet Ny Havn, hvor hans far var bestyrer. Verner var 15 år den 5. maj 1945 og fortæller her levende om befrielsen og dagene omkring denne dato.
Den 11. april 1945 – en onsdag og på min storesøster Aases 17-års fødselsdag – kom en tysk motorordonnans ind på fars kontor ved 9-9.30-tiden med en besked til en tysk officer. Far oplyste, at her boede ingen tyske officerer. Ordonnansen kørte igen, men vi undrede os. Vi børn var ikke i skole. Årsagen er glemt, men grundet tyskernes besættelse af nogle skoler havde vi til tider de underligste skoleskemaer og mødte også enkelte gange på andre skoler. Jeg gik en overgang på privatskole oppe i Skolegade lige ved Missionshuset.
Kl. 11 fik vi forklaringen på ordonnansen.
Da kom der en bil med tyske officerer og
meddelte, at de beslaglagde hele Sømandshjemmet. Vi skulle være ude om en time og måtte tage vores private ejendele med.
Der skulle efterlades alt i køkkenet og opdækning til 100 personer i restaurationen.
Far fik fat i adskillige unge fiskere, og der mødte vognmænd op med hestekøretøjer.
Vejret var godt, så alt vores grej blev sat ud på fortovet. Det blev i hast kørt til opmagasinering, men hvor husker jeg dog
intet om.
Hvor skulle vi flytte hen? Far kendte fiskeskipper Carl Muff, som ejede villaen Rolfsgade 125, hvor moster Grethe og farbror Anders boede. Villaen havde to lejligheder i stueetagen, en på 1. sal og en i tagetagen.
Sammen med sin bror Christian ejede Carl kutter Ellen E.198. Carl Muff med familie var gået under jorden – vist et
sted i Sønderjylland – men far havde kontakt med ham. Kort og godt: Vi kunne flytte ind i hans lejlighed, da den stod tom, men fuldt møbleret, og det gjorde vi samme eftermiddag.
Jeg var en senere dag med far inde på Sømandshjemmet, da far ville have nogle papirer, der attesterede beslaglæggelsen
og var underskrevet af en tysk ansvarlig.
Den tyske officer var uhyre flink. Far fik sit ærinde forrettet, og vi gik efter en times tid. I den time gik jeg lidt rundt på værelserne. Tog en pistol med ammunition, men fortrød, gik tilbage og lagde den i skuffen igen. Der lå dog også en lille faldskærm til en brandbombe. Af hvid silke. Når jeg pakkede den helt sammen, kunne den bæres
under skjorten og være næsten skjult. Det gjorde jeg, og den blev til en kjole/bluse til
en søster efter besættelsen.
Befrielsesbudskabet
Den 4. maj efter aftensmaden var jeg på mit værelse i gang med lektier, da far kaldte: »Kom ind i stuen straks«. Vi nåede lige at høre frihedsbudskabet fra London: Tysklands betingelsesløse overgivelse i Holland, Nordvesttyskland og Danmark fra næste morgen kl. 8.
En uovertruffen glæde greb os alle. Ubeskrivelig. Af ejendommelige grunde måtte man ud – skulle man ud. Ud på gaden for at juble med andre. Jeg fik lov at løbe op i Kongensgade og husker ganske klart det
første, der skete: Jeg løb ud på Rolfsgade og løb imod en ung kvinde, som jeg genkendte som ekspeditrice fra Jespersens Boghandel i Kongensgade. Hun var vel 25 år mod mine 15, men vi sprang hinanden om halsen og gav kindkys som den naturligste ting.
Kongensgade var ganske enkelt stuvende fyldt med mennesker. Jeg mødte ingen bekendte, men alle kendte alle og omfavnede i en uendelighed. Da jeg var på højde med Varde Bank, gik der panik i folkemængden. Der kom tyske militærkøretøjer kørende fra Torvet. Jeg mener at mindes skudafgivelser – sikkert i luften og måske også grundet tysk begejstring. Folk søgte ind i porte og ned i kældre. Også jeg forsvandt fra gaden og søgte hjem ad hurtigste vej gennem baggårde og sidegader.
Der skete ingen uheld. Mine to ældste søstre var kommet hjem. Mine forældre var blevet hjemme hos vores lillesøster Kirsten på otte år.
På Sømandshjemmet havde vi naturligvis tobakssalg. Og jeg husker far sige – da vi var samlet – »Det er vist nu, at man skal have en god cigar«. Han fandt en kasse frem, som var gemt til en særlig lejlighed. I min erindring var det fra fabrikken Schmaldfelt.
Kassen blev pedantisk åbnet. Cigarspidsen blev skåret af med det korrekte instrument. Far tændte med en nydelse i ansigtet, jeg aldrig vil glemme.
I øvrigt: Jeg havde lige afsluttet grundskolen med mellemskoleeksamen og skulle efter sommerferien begynde i 1. gymnasieklasse på Esbjerg Statsskole. Så i tiden til sommerferien skulle jeg gå i 1. realklasse på Stormgades Skole. Far sagde ganske bestemt: »Nu skal du straks ud af skolen, for nu får vi travlt med at få Sømandshjemmet ordnet og få flyttet hjem«.
Carl Muff med familie dukkede jo frem totre dage efter og skulle flytte ind i deres hus.
Næste dag, den 5. maj kl. 8.00, kimede alle byens kirkeklokker i en time, ligesom de gjorde over hele landet.
En fiskeskippers hustru i Cort Adlers Gade boede alene i sin lejlighed. Måske var hun enke, eller måske var manden illegalt i England. Jeg husker det ikke, men hun kunne midlertidigt flytte til noget familie i
Esbjerg. Det skete, og vi fik hendes lejlighed, til vi kunne vende tilbage til Sømandshjemmet.
Der var et særdeles praktisk, militært problem: Englændere var ikke kommet til Esbjerg, og byens tyske kommandant ville ikke overgive sig til Frihedskæmperne. Tyskerne havde parade eller opstilling på Torvet, og i Borgergade – jeg tror uden for Falck eller var det kaffekompagniet – stod Frihedskæmperne opstillet. Tilsyneladende ønskede man ikke en konfrontation. Jeg var oppe at se begge opstillinger. Der var en yderst spændt stemning.
Far og jeg tog ned til Fiskerihavnen for at vurdere muligheden for at komme ind på Sømandshjemmet. Vi blev stoppet af en patrulje frihedskæmpere mellem radioforretningen Oxbølls Radio og Sømandshjemmet. Dvs. ca. 100 meter før Sømandshjemmet. Vi kendte i øvrigt de fleste af frihedskæmperne. Tyskerne havde afvist dem og truet med skudveksling, hvis de ikke holdt sig på afstand. Hvad kunne otte-ti mand med Stenguns udrette i et sammenstød med tysk militær? Vi blev stående og snakkede med dem om situationen.
Umiddelbart efter så vi et tysk marinefartøj af type som en motortorpedobåd komme ind i første havnebassin og bakke til kajen, hvortil der straks blev lagt en landgang. Samtidigt gik Sømandshjemmets hoveddør op, og i hastig rækkefølge kom der ca. 15 militærpersoner og enkelte civile ud. De gik hurtigt de godt 50 meter hen til kajen og om bord. Landgangen blev straks taget, og for fuld skrue forsvandt skibet ud af havnen og drejede nordpå efter Grådyb.
Utvivlsomt var det, som vi lige havde set, en helt tilsigtet plan med netop at beslaglægge Sømandshjemmet med dets beliggenhed lige ved havnekajen. Kort og godt:
En gruppe tyske officerer havde forberedt flugten til f.eks. Argentina. Og alt gik tilsyneladende, som det skulle – og lige før engelsk militær holdt sit indtog.
For ikke at handle overilet undlod både Frihedskæmperne samt far og jeg at gå ind i Sømandshjemmet. Der kunne være lureminer, tidsindstillede eksplosiver og lignende.
Jeg erindrer intet om, hvorledes man »indtog« Sømandshjemmet, men få dage senere var vi inden døre. Der var et ubeskriveligt rod allevegne. Ledninger var ført
fra rum til rum ved at afsave dørenes øverste hjørnetrekanter. Både ude og inde flød det med radioapparater og specielt radioudstyr i uoverskuelige mængder. Baggården kunne ikke betrædes, da lignende apparatur var kastet ud af vinduerne og lå
overalt.
Ude i vores redskabshus stod et såkaldt Stalinorgel: Et kraftigt maskingevær med fire løb, der synkront kunne styres fra en stol med styringspult. Den blev hentet få dage senere af dansk militær, tror jeg.
Englænderne kom først efter et par dage.
Rygtet lod vide, at de havde passeret egnen ved Ribe. Jeg tror, det var den 6. eller 7. maj. Jeg tog op til Torvet, hvor de netop var kommet: Tre Tommy’er i en Jeep.
De blev hyldet af befolkningen. Jeg kom »om bord«, fik underskrifter, som desværre er forsvundet nu, og fik lov at køre med et lille stykke vej fra Politistationen og ned ad Skolegade. De skulle hurtigt ud til tysk militær, så formalia kunne ske fyldest. Det skete, uden befolkningen mærkede uro.
Vi levede i en lykkerus i flere dage, der går helt i et for mig.
Der blev på kort tid ryddet op i rodet på Sømandshjemmet, så vi kunne flytte ind.
Jeg tror, der var håndværkere i få uger, før sporene var fjernet. I en af restaurationerne hang der på væggen et stort og flot billede af »Der Führer«. Vi fandt bl.a. en pistol med ammunition og fik en times tid til at gå med at skyde til måls efter den forhadte person. Pistolen blev derefter afleveret til vores politimester, da far ikke mente, det var forsvarligt at beholde den.
Mineeksplosionen i Strandskoven
Kort tid efter den 5. maj blev der samlet landminer ind på en plads ude bag Stadion.
Efterhånden lå der et stort antal. Man sagde måske flere tusinde. Jeg ved det ikke, men en formiddag under oprydningen lød der en kæmpe eksplosion. Den skyldtes en forkert håndtering af en landmine. Hele lageret eksploderede, og det medførte, at byens forretningsvinduer røg med som en konsekvens. Et ragnarok af splintret glas.
Så vidt jeg husker, omkom der to mænd, som havde med indsamlingen at gøre.
Ganske få dage efter den 5. maj kunne vi forvente, at min farbror Anders nok ville afsejle fra England til Esbjerg. Jeg var på havnen helt ude på molen ved indsejlingen til Fiskerihavnen hver dag for at se efter,
om der kom kuttere ude bag Fanø. En sådan formiddag i klart vejr med blå himmel stod jeg derude med to andre drenge i samme ærinde. De så efter deres fars kutter. Jeg kendte dem ikke, men vi faldt selvfølgelig hurtigt i en meget engageret snak.
Vi så tre kuttere ude bag Fanø. Det var spændende. Vi blev stående. De havde alle deres navnestander oppe på stormasten og Dannebrog på mesanen. Da de passerede Jerrig, kunne jeg kende EKKO E.257.
Farbror Anders hang ud af styrehusets styrbords vindue og vinkede. Jeg råbte med våde øjne »Velkommen hjem«.
Han lagde til ved kajen ved Toldboden. Det blev en varm modtagelse. EKKO blev hurtigt lagt til et blivende sted, og farbror Anders skulle skynde sig hjem til sin kone, min moster Grethe, som var gravid.
Det er minderige dage og tider, hvilke man kun kan mindes med de følsomme stemninger, hvis man selv har været til stede. Ubeskriveligt og for vores familie endte det lykkeligt. Man fandt atter og ret
hurtigt sin daglige rytme igen i et frit Danmark.
