Strofer af mit liv. Startet d.11.9.2019
En vigtig strofe: I dag for 70 år siden fulgte jeg Ally hjem fra et ungdomsgilde hos dyrlæge Nyengaard i Gjern. Dette første kys i det hele taget blev bestemmende for mit liv i alle dets afgørende faser. Datoen blev da også graveret i vore ringe.
Siden denne dato har vi holdt sammen i tykt og tyndt – men det er en historie ganske for sig. Vi blev gift d.2.juli 1955 i Gjern Kirke. Fik 3 børn: Christin født 14.maj 1956 på Fødselsstiftelsen i Aarhus, Marianne født d.5.december på Kjellerup Sygehus og Jarl født 25. januar 1968 i vort soveværelse på Søndermarksgade 19 i Ans. Jeg var fødselshjælper ved de sidste 2 fødsler.
Barndom på sømandshjemmet
Jeg fødtes på Sømandshjemmet Ny Havn i Zions Sogn, Esbjerg d.24.februar 1930 som søn af hjemmets bestyrerpar Hans Peter Johan Gorridsen og hustru Kirstine født Jensen. Den samlede søskendeflok blev Aase (1928), Verner (1930), Karin (1931) og Kirsten (1937).
Vore forældre var meget optaget i deres job, så vi er vokset op med en privat barnepige, hvis arbejdsområde kun var privaten og børnene. Men vore forældre var meget nær, så vort forældrebehov er på alle måder dækket i alle måder. Vi havde kun 3-4 barnepiger i hele vor lilletid, så der var intet stort gennemtræk af forskellige personer.
Vi var den eneste familie på havneområdet – bortset fra et ældre par, der bestyrede en restauration på den anden side af gaden. Så vi søskende – i hvert fald vi 3 ældste – havde uhyre megen fornøjelse af hinanden. Efter skoletid var vi alene – stort set daglig. Kun ved fødselsdage havde vi kammerater med hjem. Det er aldrig oplevet af mig som et savn. Jeg havde et nært forhold til mine forældre. Sad ofte hos min far på hans kontor eller fulgte ham rundt på havnen på besøg på kutterne eller i den nærliggende Trafikhavn på damperne. Jeg har haft en rig drengetid med et måske nok lidt specielt – men meget alsidigt program og haft evnen til at få stillet min nysgerrighed ved at høre på voksensnak mellem skipperne, kaptajnerne og far. Om sejlads, fiskepladser i Vesterhavet, praktiske problemer, uvejr og kutterbyggeri.
I ca. 1935 fik far sin 10 år yngre lillebror Anders til Esbjerg for at føre ham ind i et større fiskeri, end han var vant til i Skærbæk ved Koldingfjord og Lille Bælt, hvor deres storebror Laurits havde en kutter Elvira på ca. 12-14 tons.
Anders var en tiltalende og rolig person, vellidt af alle og en dygtig fisker uden de store armbevægelser. Far havde absolut ej heller store armbevægelser og store ord. Var mere præget af at kunne lytte for dernæst at konkludere med en ganske naturlig myndighed og autoritet. Virkede overbevisende og skabte tryghed. Både mor og far var rolige mennesker. Aldrig hidsige eller vrede, men føltes at have situationen under kontrol og forstod at lægge ryg til deres afgørelser. Kort sagt: begge tillidsvækkende og vellidte i alle kredse.
Sømandshjemmet var ejet af og drevet i afgjort indremissionsk livsholdning og var som sådan lidt af et kraftcenter på fiskerihavnen: Morgenandagt med personalet. Aftenandagt hver aften for de fiskere, der boede på hjemmet og de fiskere, der boede ombord, men som fik aftenerne til at gå med snak, spil (skak – billard osv. i hjemmets restauration. Og der var hver aften en del fiskere at underholde sig med. Mange af de udenbys fiskekutteres besætning indfandt sig frem for at sidde ombord. Mange ganske unge fiskerdrenge fra Nymindegab, Holmslands Klit, Hvide Sande og Thyborøn eller nordligere fra Vestkysten (Vorupør/ Klitmøller) var forhyret med Esbjergkuttere og boede ombord. Indfandt sig – når kutteren lå i havn – ofte for at spise til aften og blev så til almindeligt samvær til sengetid. Enkelte havde også lejet værelse på Sømandshjemmet og levede helt med hjemmet som hjem.
Rigtig mange blev fuldstændig kendt med bestyrerfamilien gennem flere år og dermed også med os børn. Det var på rigtig mange måder et stort familieliv med mange kontakter, mange dialekter og mange fremmede sæder, talemåder og forskelligheder i skikke i hverdagen. Mor og far kunne i mange situationer være deres hjælpere og rådgivere i forældrenes sted. Der var rimelig mange unge i 16 – 17 års alderen, der også havde brug for en voksen at tale med, når verden gav problemer og der var langt til deres hjem.
En fri opdragelse
Vi børn blev opdraget meget frit, når man ved, at Indre Mission hvilede over stedet. Vore forældre ønskede at gøre os bevidste om, at ærlighed, sandhed og redelig adfærd skam også fandtes mange andre steder i samfundet end just i ”missionssamfund”. Det tror jeg, har givet os alle 4 en styrke i dagligdagen, som få er forundt at have fået via opdragelsen. Ingen af os forråder vor opdragelse, men lever ikke specielt i såkaldte ”missionskredse”.
Når vi som små blev lagt i seng af mor, bad hun aftenbøn og sang aftensang med os i vort fælles børneværelse, som erstattedes med vort eget værelse få år efter påbegyndt skolegang.
Kun morgenmåltidet blev indtaget i privaten. Middags- og aftensmad blev altid indtaget i spisesalen, hvor bestyrerfamilien havde sit eget bord. Førsteservetricen gik kl.12. og kl.18. rundt i husets stueetage og dermed i kafferestaurationerne (der fandtes 2 store restaurationslokaler og 2 mindre foruden spisesalen) med en fin messinggong-gong og kaldte til spisning. Det hørtes også på førstesal, hvor værelserne lå, så alle var informeret. Havde vi kaptajner eller fremmede skibsofficerer boende fra fremmede dampere i havnen, spiste de i et mindre restaurationslokale, da det virkede mere privat og ikke så kollektivt. Ganske rimeligt og tiltalende, da Sømandshjemmet ofte blev benyttet som hotel for andet end fiskerbefolkningen, der nærmest levede hos os som på en højskole.
Udover disse kom der eventuelt toldere, officerer fra redningsdamperen, kaptajner med familiebesøg. Flere år i træk kunne en skagensskipper fiske fra Esbjerg i sommertiden, hvorfor hans hustru og barn boede fast på Sømandshjemmet, så de spiste sammen, når kutteren landede i Esbjerg.
Kort og godt: Dagligdagen var meget levende med et utal af kontakter. Interessant og mangefarvet. Vi lærte høflig omgang med alle typer. Mange bekendtskaber og langvarige venskaber skabtes i dette multifacetterede selskab. Såvel negre som hvidklædte mænd fra Arabien havde vi kontakt til længe før vi fyldte 10 år.
Vi havde rimelig langt til skole med den første kilometer via øde havneområde med fabriks- og kontorbygninger. Måtte afsted kl. 0730 på vintermorgener. Mor fulgte med første gang. Derefter solo, men vi var som oplyst ret jævnaldrende, så vi var oftest fælles om situationen, så der er ingen dårlige minder eller oplevelser.
Vore nabobygninger mod nord (bort fra byen) var isværker.
For at kutternes fiskefangst ikke skulle fordærves på ofte lange fangstture (1 -2 uger) havde kutterne flere tons is (frosset ferskvand) med ombord. Dette is blev transporteret udelukkende med hestevogne forspændt 2 store jyske heste. Disse vogne kom tidligt hver morgen til havneområdet, der var belagt med brosten på alle gader og kajer. Disse hestetransporter var morgenmusik hver morgen med de jernbeslåede hjuls rullen på brolægningen og hestenes tramp af hestesko på samme belægning. Det er en morgensang, som endnu med en vis fryd sidder i mine øren. Utvivlsomt har det – forunderligt nok – været med til at skabe min tryghed ved som lille purk at trave frimodigt på min skolevej med tornyster på ryggen. Man følte sig ikke ene. Langtfra.
Modsat denne trygge spektakel var derimod i tåget vejr havnens advarende og højtlydende tågesirene med sin langsomt stigende og faldende jamrende klagelyd, der advarede skibe om ikke at komme havnemolerne for nær. Dette lydbillede pyntedes nu og da med en kuttermotors bankende duk- duk- duk-tøf`en.
Når dette lydfoto fremkaldes, rykkes jeg straks tilbage til min lilledrengetid på skolevej en mørk vintermorgen i Esbjerg. Men det er en ihukommende og dejlig tryg oplevelse hver gang. En ganske tydelig følt eneret just til denne sansning. Tryg? Ja.
Kutter EKKO E. 257
Som tidligere nævnt fik min far sin lillebror Anders til Esbjerg, hvor han blev forhyret på en esbjergkutter: ”Fylla” – E.68. Skipper Johs. Nielsen, en af fars gode venner.
Kort fortalt medførte det, at de 2 brødre i 1938 besluttede at lade bygge en kutter i fællesskab. Skibet blev bestilt på Kjeldsens kutterværft. Den fik navn og nummer: EKKO E. 257 og var på 39 bruttoregister tons eller sagt med andre ord: som den gængse størrelse på en nordsøkutter fra Esbjerg. Jeg fulgte dens bygning under hele forløbet, hvilket gav mig et ganske særligt forhold til både et kutterværft, men absolut indseende i og forståelse af netop teknikken og skønheden i et træskibs skønhed og tilblivelse.
EKKO`s historie blev på mange måder en del af vor tilværelse, som bl.a. blev karakteriseret ved fiskeriet under besættelsestiden samt EKKO`s totalforlis onsdag før Skærtorsdag 1951, hvor skib og besætning forsvandt efter en minesprængning – afgjort ved Søretten, som optog sagen til afgørelse grundet specielle forhold af forsikringsmæssig karakter: Livsforsikring til de efterladte var betydelig større ved krigs ulykke end ved et stormforlis eller påsejling.
EKKO sejlede bl. a. illegalt til England i slutningen af krigen og returnerede mit i maj 1945. Se senere.
4. Julen på sømandshjemmet og kirketraditioner.
Min families måltidsrytme er tidligere nævnt. Denne rytme medførte, at jeg kun erindrer at have indtaget et hovedmåltid 2 gange i privaten under min opvækst.
Vi børn levede som på en højskole, hvor alt foregik i fællesskabets model. Også i Julen, da der altid lå fremmede dampere i Trafikhavnen. Alle kutterbesætninger holdt Jul og var rejst hjem. hvis de ikke boede i Esbjerg.
Søfolk fra udenlandsk handelsflåde, som lå ved kaj i Esbjerg blev inviteret til at holde Juleaften på Sømandshjemmet. Bl.a. af den grund kunne hjemmets personale ikke alle få fri.
Juletræet blev ofte købt hos en gårdmand i Hjertingområdet. Hos ham købte hjemmet ofte sine kartofler. Han havde også et stykke granskov, hvor jeg husker at have været med far et par gange for at finde træet. Ellers købtes det på et marked i byen. Træet var stort og nåede med topstjernen næsten til loftet. Stod altid i et af de små resturationslokaler med egeparketgulve og stor svingdøre med slebne glasruder og hjemmets bibliotek i fine reoler.
Pyntningen af træet var en fuldstændig fasttømret tradition. Fandt sted 23.12. formiddag. Far og mor var travlt optagne og deltog aldrig. Men lederen af fiskernes navigationsskole, der havde til huse på Sømandshjemmet Gl. Havn, kom hvert år og pyntede sammen med os børn. Han hed Lindqvist og denne familie var en meget nær del af vore forældres omgangskreds. Lindqvist havde skibsførereksamen og var gået i land til et par job på landjorden. Han var elsket af mine søstre og mig, da han var en formidabel ”storyteller” og kunne Danmarks historie i detaljer. I øvrigt den store pedantiske planlægger, hvilket kom pyntningen til gode. Så denne formiddag var særdeles populær med efterfølgende god frokost. En fast tradition i hele min tid som barn og ung på Sømandshjemmet.
Juleaften holdt vi julemåltid med personalet og de søfolk, der havde modtaget invitationen. Der var ”gæster” i alle årene til julegås med ris à l`amande med mandelgave. Derefter sang omkring juletræet – oplæsning af Juleevangeliet ved far. Han havde i 1920-21 være assistent ved det danske sømandshjem i Hamborg og var rimelig god til tysk. Var der tyske søfolk til stede oplæstes Juleevangeliet også på tysk med en kort bøn (tysk) bagefter. Naturligvis også på dansk.
Der var gaver til alle. Alt var godt forberedt og jeg har kun de bedste minder om hygge og ro og samhørighed i fælles juleglæde i mindebogen. Men disse forberedelser medførte, at vi aldrig nåede i Zions Kirke Juleaften.
I øvrigt vedr. familiens kirkegang: Begge forældre var særdeles meget med i den daglige arbejdsgang. De levede afgjort ikke nogen direktørtilværelse. Hjemmet havde 2 køkkener: et ”koldt” til kaffe, the, frokost og et ”varmt” til hovedmåltiderne kl. 12 og kl. 18.
Om søndagen, hvor ingen kuttere lodsede fisk, lå havnen rolig hen, men alle de udenbys kutterbesætninger holdt fri ombord og indtog søndagsmåltiderne på Sømandshjemmet. Det betød, at der med reduceret personale var øget pres på helligdagene, så mor var meget optaget.
Om søndagene kunne man bedst træffe besætningerne ombord på fremmede kuttere og dampere, så det benyttede far sig af.
Således blev søndagene belastede, men hele familien fulgtes ad til Zions Kirke nok 1 gang hver anden måned. Vi børn gik til søndagsskole over middag om søndagen i Zions Kirkes store kirkerum, som var ”opdelt” i f.eks. 4 kirkebænke til hver klasse.
Og hver ”lærer” fortalte bibelhistorien, som den skulle fortælles til børn.
Af og til overværedes det hele af vor sognepræst pastor Poul Bentzen, der sad oppe i koret, der var hævet 6-8 trin over skibets gulv. Han blandede sig ikke, men nød tydeligt at høre de mange dæmpede stemmer fortælle. Jeg syntes, at han pyntede deroppe.
Formanden for Folkekirkens søndagsskoler var provst Rendtorff, sognepræst ved Gurre Kirke, Nordsjælland. Hans søn Hakon var min onkel, gift med min moster Edith. De boede i Snekkersten og var folkeskolelærere i Helsingør.
Provst Rendtorff kom enkelte gange på ”visitats” til Esbjerg. Så boede han hos os. Det var både festligt, men også lidt skræmmende. Han var stor og overvægtig. Havde et smittende humør, men virkede også autoritær på os børn. Havde børnetække, men yndede at stille os spørgsmål vedrørende vort bibelkendskab. F.eks. Hvad hed Abrahams hustru og havde de børn? Eller hvad hed Isaks bror?
Vi blev ikke hængt ud, men vi kunne næsten aldrig svare korrekt. Det var under besættelsen han kom, så vi gik – ham og jeg sammen – til Zions Kirke søndag over middag. Hyggelig samtale hele vejen. Jeg ”fik lov” at bære kufferten med præstekjolen i. Han gik rask så jeg småløb ved siden af ham. Det kastede 50 øre af sig – en god betaling. Hjem bagefter på samme måde. Jeg følte mig betydningsfuld og alle mine kammerater kunne se: Verner kender skam ham den fremmede præst.
Vinteren igennem indkaldte far til møde, foredrag, underholdning 1-2 gange på søndagsaftener i måneden. Det kunne være en oplæser, et lille privat orkester, en fremmed præst af såvel grundtvigsk som missionsk ståsted. Eller en kendt landspolitiker. Far havde et bredtfavnende livssyn. Havde selv som ung været på Askov Højskole og ønskede at være en øjenåbner for fiskerbefolkningen. På mange måder skabte mor og far et rimeligt kraftcenter på Esbjerg Fiskerihavn i Sømandshjemmet Ny Havn.
I det store restaurationslokale havde vi et orgel, som mor altid spillede på til sange og salmer.
I juleugen var forældrene optaget af forskellige arrangementer på Sømandshjemmet og i Esbjerg Missionshus. Sådan var det og det accepteredes af alle.
Nytårsaften holdtes på samme måde som Juleaften. Der var næsten ingen søfolk, men et par private familier af vor omgangskreds.
De tidligere nævnte 2 gange, som jeg erindrer at have spist hovedmåltid i privaten var følgende:
Den ene gang havde vi besøg af Indre Missions formand Bartholdy, hvilket medførte ønsket om en mere privat atmosfære. Den anden gang kom dr. Hoff, tidl. forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus, på besøg med sin hustru. Far var uddannet diakon fra Aarhus i dr. Hoffs tid og havde en ganske særlig stjernestatus hos ham. Dr. Hoff var læge, men benævntes altid ”doktor Hoff”. Dette besøg fandt sted i min gymnasietid,
som var 1945-48
5. Skoletid – sommerhus –sejljolle
Min skoletid forløb uden de store begivenheder med hensyn til det skolemæssige. Jeg klarede mig pænt og nød kammeratskabet i skoletiden.
Efter skoletid levede jeg så ganske afgjort en interessant tilværelse på fiskerihavnen. Mange bekendtskaber bragte mig ombord på mange kuttere. Fulgte ofte far på hans dagligdag havnen rundt med skippersnak. Levede mig ind i denne lidt specielle verden med ind- og udsejling af kuttere og dampere, vejrudsigter, nybygning af kuttere og har været på mange såkaldte prøvesejladser:
Når kutteren som nybygning blev leveret fra værftet, tog den en tur få sømil ud i Vesterhavet og prøvede diverse funktioner af. Man valgte en dag med godt vejr og inviterede bekendte med på turen, som altid var en oplevelse. Der var medbragt kaffe, sodavand og wienerbrød.
Med stigende alder fik jeg mange kontakter til jævnaldrende fiskerdrenge fra den jyske vestkyst.
I øvrigt havde mine forældre købt et par strandgrunde ved kysten syd for Hjerting, hvor der opførtes et dejligt sommerhus. Far ville absolut have, at jeg lærte at sejle en sejljolle. Som ung havde han i flere år fisket fra store sejljoller uden motor fra Skærbæk ved Kolding Fjord. Derfor sejlet i flere uger i farvande fra Samsø til Sønderjyllands østkyst.
Far købte en lækker 15 fods spejlgattet, klinkbygget jolle på et skibsbyggeri i Strandhuse ved Kolding Fjord. Den blev rigget hos en sejlmager ved havnen i Esbjerg med spidst storsejl og stagfok – såkaldt Marconirig.
Da jeg så den græd jeg. Den forekom mig for stor og svær at sejle. Far trøstede og forklarede mig den store glæde ved virkelig at kunne sejle i mere end en lille pram.
Far var en storslået læremester og inspirator. Jeg lærte diverse knob og splejsning samt praktiske ting vedrørende omgang med båd, sejl og tovværk. Den dag i dag kan jeg ikke tåle at se en tovende – en tamp -, der ender i en knude for at hindre de 3 kordeler i at splittes op. Tampen skal takles, hvilket er en bestemt snøring af den, så den ikke splittes op. En takling er beviset på den rette omgang med skøder og løbende rig.
Ligeså skulle håndliner – fiskeliner uden fiskestang – vindes op på trærammer, så de tørrede og der til enhver tid var styr på grejet. Indlæringen var sjov og hensigtsmæssig. Har været mig en glæde at praktisere i resten af mit liv.
Jeg lærte at grave orm på flakkerne i Ho Bugt og sy en tat. Det er ca. 50 orm trukket på en tynd sytråd, som rinkes op til en lille ring af orm, der med synk sænkes ned i vandet. Når fisk bider på, får fisken tråden om tænder og fisken hales forsigtigt op. Man slipper for at påsætte nye orm på krog. En tat kan fiske flere snese fisk op, før den er itu eller slidt op. Det hænder, at der kommer 2 fisk op samtidigt.
Et særdeles praktisk redskab til fiskeri fra båd i den lavvandede Ho Bugt. I hundredvis af ålekvabber og fladfisk har jeg hjembragt til mor i sommerhusets køk til familiens aftensmåltid. Fisket på sejlture rundt i den nordlige del af Ho Bugt og ovre ved Langlis østkyst.
Al trafik på vandet måtte rette sig ind efter ebbe og flod. Lavvande og højvande. Ca. hver 12. time er der lavvande og højvande – dvs. 2 gange lavvande og 2 gange højvande i hvert døgn. Det forskydes ca. 1 time pr. døgn.
Disse tidspunkter for høj- og lavvande var en del af livsvilkårene for livet omkring og på Vadehavet. Tidspunkterne for høj- og lavvande (flod og ebbe) blev indlevet som solens op- og nedgangstider.
Alle fisk – og senere vildt – skulle afleveres grydeklart til mors køkken. Mor skulle ikke have besværet med dette arbejde. Fint at fiske og senere skyde, men det medfører flere pligter. Det er praktisk opdragelse og blev altid forlangt gennemført, hvilket også gav en faglig glæde og et praktisk håndelag.
Senere, når vildtet blev hare og råvildt, skulle råvildtet forlægges, som det hedder – dvs. parteres – til dybfryser. Geværet renses og pudses straks efter – hver gang!
Der var og skulle være orden i sagerne og alt kan læres. Orden og tilfredshed og remediernes holdbarhed blev resultatet.
Under besættelsestiden 1940 – 45 blev adgang til kysten forbudt og gjort umulig. Desuden beslaglagde tysk militær vort og næsten alle sommerhuse på havsiden af landevejen til Hjerting. Huset var nærmest ødelagt efter befrielsen. Vi var nok uden brug af huset i de sidste godt 2 år af besættelsen.
Vi børn var så begejstrede for at bo i huset, måske fordi vi oplevede privatlivet, der var os uvant. Forældrene havde ikke meget fri til at være der sammen med os. Men vor unge pige var altid med. Ferierne dækkede ikke vort behov, så et år blev vi derude ved Hjerting omtrent til oktober. Dvs., at vi cyklede til skole i Esbjerg i flere uger. Jeg husker, at jeg cyklede ind til studentereksamen i faget Dansk fra sommerhuset en eftermiddag i juni 1948. Jeg var cyklet ud for at sejle som en kærkommen afbrydelse af eksamenslæsning.
Jeg trak som spørgsmål: ”Historien om en moder” af H.C. Andersen og fik mg+, min største karakter til en middel studentereksamen.
6. Anden Verdenskrig og EKKO E.257
Som tidligere nævnt var mit hjem præget af nationalfølelse, men også en stærk erkendelse af, at der var en Verden uden for Danmark. Og tillige en Verden, som vi på Sømandshjemmet var i nogen kontakt med. Alene Esbjerg Havn som ”porten mod vest”, – en port, som Danmark mistede i 1864, da Altona ved Hamborg blev tysk. Ligeledes blev også havnene i Tønning og Husum tyske, så Danmark mistede sine 3 bedste vestvendte havne. Og netop på dette grundlag blev tanken om en havn ved Esbjerg til.
Kort tid efter blev tanken realiseret. Byggeriet startede i 1868 og allerede i 1874 blev havnen åbnet for besejling. Den blev dog først færdig i 1878. Og derefter gik udviklingen stærk såvel vedrørende øget beboertal som øget funktion både i byen som i havnens eksport. Mottoet blev ”rask må det gå”. Det var ingen overdrivelse. Havnen blev en af verdens største eksporthavne m.h.t. landbrugsprodukter. Der kom faste skibsforbindelser til England. Fiskerihavnen endte omkring 1980 med ca. 550 hjemmehørende og havgående kuttere. Senere overtog bygning af boreplatforme samt disses forsyning og vedligeholdelse væksten i Esbjerg. Antallet af hjemmehørende kuttere faldt til under 25 – tror jeg. Og de kommer sjældent hjem: Lander fisk i udenlandske og udenbys havne og ligger ved kaj i Skagen, Thyborøn eller andre steder. I dag landes der ikke fisk i Esbjerg. Fiskeforretningerne i byen og på havnen henter de ønskede varer bl.a. i Hvide Sande.
Resultat: som esbjergenser bliver man daglig mindet om eksistensen af et samfund uden for Esbjerg og Danmark samt sameksistensen med dette.
I min teenagertid faldt den tyske besættelse d.9.april 1940 – 5. maj 1945 som den absolut største begivenhed i min tilværelse og den frygteligste bekræftelse på en Verden uden for min dagligdag.
Omvæltningen fra en tryg tilværelse til det voldsomme inferno, der ramte vor dagligdag på havnen i Esbjerg føles vanskelig at beskrive.
Det var og er egentlig ikke pludseligheden om morgenen d.9.april, der var så frygtelig. Far talte en hel del om faren fra Tyskland, hvor Hitler på mange måder skabte ængstelige og utrygge forhold. Far havde været i Tyskland som nævnt, hvorfor han fulgte udviklingen meget tæt. Mange gange talte han med os om det. Når Hitler talte og råbte i tyske radioudsendelser, kaldte far enkelte gange på mig: jeg skulle høre ham, så jeg kunne tale med som ”øjenvidne”.
I september 1939 lå jeg i sengen grundet skoldkopper. Hørte om eftermiddagen et brag og stod op for at kigge ud over havnen. I luften over Fanø så jeg den flyver, der havde kastet en bombe i Frodesgade – kun få hundrede meter fra Sømandshjemmet.
Et 3 etages hus var styrtet helt sammen af bombetræffe, og en hjemmegående kvinde var dræbt. Byen var i chok. Mange flyttede uden for byen for at sove trygt i naturen.
Nogen tid efter blev vi afbrudt i vort aftensmåltid, da der til hoveddøren kom et ungt tysk ægtepar i en lille tysk indregistreret bil – en Ford – som var tæt pakket med bagage. De havde et spædbarn med. De var jøder og ville gerne hjælpes videre. Vist til England. Jeg kender ingen detaljer, men far fik noget ordnet. Mener de spiste og sov hos en nat og forsvandt næste formiddag. Men tingene gjorde voldsomt indtryk på mig og på hele familien. Noget ukontrollabelt holdt sit indtog i dagligdagen.
Det hele endte med 9.april 1940 og alt, hvad det indebar. Om morgenen ved 9-tiden kom i snesevis af lavtflyvende tyske Messerschmidt på vej til Aalborg med Norge som mål. Nedkastning af flyveblade. Flyverne overfløj havnen i måske 40 -50 meters højde – allerhøjest.
Vi havde et dansk marinefartøj liggende i Trafikhavnen nabo til Sømandshjemmet. Det var ”Beskytteren” eller ”Islands Falk”. De skiftedes til at anduve Esbjerg. Derfor oplevede vi et sandt skyderi, som hurtigt blev stoppet som al anden modstand.
I løbet af formiddagen ankom den tyske ”Hochseeflotte”, som fik basis i Esbjerg. Alt skete lige uden for vore vinduer.
Senere samme formiddag kom tyske officerer ind på hjemmet og besatte alle ledige værelser. Officererne var alle særdeles høflige og opførte sig roligt. De boede længe hos os – nemlig til lidt ind i maj, da Tyskland angreb Frankrig via Holland/Belgien. Dertil blev de udkommanderet. De boede alle på samme etage som vor privat lå på: 1. sal. De kom om aftenen, bankede på vor dør og kom ind i stuen, talte med far (mor kunne intet tysk), fik vore navne og fortalte om deres hjem, familie osv. De var på ingen måde fjendtlige eller bryske, men vor tilværelse væltede.
Som sagt forsvandt de primo maj og dagligdagen holdt sit indtog uden tyske gæster på Sømandshjemmet.
Havneområdet blev afspærret om aftenen ved mørkets frembrud. Mørklægning straks indført. Ingen civil adgang overhovedet. Alle kutteres radio blev afmonteret, så de i uvejr eller ved maskinskade ikke kunne tilkalde hjælp via Blåvands Radio.
Vi var stadig den eneste familie på havneterrænnet, så vi fik alle et personligt ”pas”, der gav os ret til at komme ”ud og ind” af afspærringen.
Jeg var FDF`er og ville gerne komme til patruljemøderne – også på mørke vinteraftener. Med nogen ængstelse – husker jeg – nærmede jeg mig i mørket de tyske spærringer (pigtråd og såkaldte ”spanske ryttere”) med en enkelt åbningsmulighed. På råbet ”HALT” måtte man absolut stoppe, hvis man ville undgå skudafgivelse. Jeg viste mit pas i vagtpostens lommelygtelys og kom igennem. Det skete ret tit, så jeg blev ”god ven” med visse vagtposter, der genkendte mig. Der var jo kun os på området.
Ingen kuttere kunne komme i havn i mørket. Ude ved Skallingen lå 2 tyske forpostskibe, som hindrede gennemsejling. Og ca. 2 km uden for havnen var farvandet mellem Esbjerg og Fanø spærret for såvel skibe som ubåde. Spærretiden varierede naturligvis med dagens længde sommer og vinter.
Men sabotagen nåede alligevel havneområdet, hvor godsbanegården også lå. De landede fiskemængder opkøbtes til det tyske folk og skulle afgå fra netop denne godsbanegård. Det gav selvfølgelig emner til sabotage, hvilket også fandt sted.
Besættelsen gav i øvrigt anledning til svære følger for fiskeriet.
Afmontering af kutternes radio og dermed mistet mulighed for at tilkalde hjælp ved uheld, motorstop eller storm øgede fiskerierhvervets risiko. Desuden var der minefaren ved udlagte minefelter samt muligheden for at påsejle drivende miner, der havde løsrevet sig fra havbunden.
Minefelterne anbragtes langs vestkysten for at hindre allieret landgang. Dette hindrede kutterne i at fange fiskene, der ofte søgte kystnært.
Derfor søgte kutterne længere ud i Vesterhavet, hvad tyskerne netop ikke var tilfredse med, da kutterne derved kunne nærme sig den engelske kyst og flygte til England eller få mulighed for at modtage illegale våben til danske sabotører. På den anden side var det nødvendigt at være, hvor fisken var, så situationen var på mange måde kompliceret.
Disse forhold medførte, at kutterne ofte blev beskudt af tyske jagere, der måske misforstod situationen. Jeg har selv set kuttere komme ind med svære skader efter beskydning med maskingevær og lig på dækket og flaget på halv. En fiskeskipper i vort bekendtskab blev stoppet midtvejs i Vesterhavet af et engelsk marinefartøj, fik besætningen fra kutteren ombord, hvorefter kutteren blev sænket og besætningen bragt til England. Pårørende fik besked via den illegale presse. Besætningen kom til Danmark i maj 1945.
Så fiskerne sad mildest som en lus mellem 2 negle foruden usikkerheden ved ikke at kunne tilkalde hjælp over radioen.
Men økonomisk blev der højvande. Den landede fiskefangst blev godt betalt af tyskerne. Fiskerne tjente godt i kraft af, at Hitler havde udset Danmark som Tysklands spisekammer under krigen. Derfor havde han interesse i, at der var ro i netop dette besatte område.
Disse forhold med uvilje mod tyskerne og mod besættelsen, samarbejdspolitikken hos landspolitikerne, den øgede sabotage, den blomstrende nationalfølelse og fiskeriets store rentabilitet ved salg af føde til Tyskland gav på mange måder anledning til en benægtelse af kendsgerninger samt en lidt luvslidt samvittighed.
I øvrigt var der også problemer på højere niveau med besættelsesmagten. Tyskerne forlangte mere og mere, at de danske myndigheder greb ind over for den stigende sabotage og den modstand, som man mærkede hos befolkningen. Spændingen udløstes ved den tyske magtovertagelse d.29.august 1943 og regeringens afgang.
En detalje vedrørende vor Nytårsaften 1943: Skolebestyrer Lindqvist, som forestod juletræspyntningen som tidligere nævnt, havde en søn Kaj Erik, der gik på Esbjerg Statsskoles gymnasium. Denne søn stod en aften i trappeopgangen til deres lejlighed og lod sin blyant følge et hagekors, der var indskåret i gangens træpanel. Der kom en tysk soldat ind i opgangen. Han misforstod fuldstændig manipulationen med blyanten i snittet og anholdt Kaj Erik for at ville tilsvine snittet. Kaj Erik nægtede. Der blev en sag ud af det. Kaj Erik fik en – så vidt jeg erindrer – kort dom på nogle dages fængsel, hvilket medførte, at rektor på Statsskolen bortviste ham i nogen tid, da man ikke kunne have en straffet elev på skolen uden at reagere.
Familien Lindqvist holdt altid Nytårsaften hos os.
I 1943 holdt vi traditionen tro nytår sammen. Kaj Erik var fantastisk til at læse op og fortælle. Vi havde fået et eksemplar af Kaj Munks nye digt: ”Den blå Anemone”, som Kaj Erik læste op for selskabet. Han blev senere ansat ved Danmarks Radio.
D.4. januar 1944 blev Kaj Munk skudt af den nazistiske terrorgruppe Peter Gruppen.
Min far og farbror Anders, der var blevet gift med min mors søster Grethe og havde 2 børn, trak diskret kutter EKKO E 257 ud af fiskeriet. Den blev i al stilhed sejlet til deres fødebys havn: Skærbæk ved Kolding Fjord. Der lå den fortøjet som et kæmpefartøj blandt de små kuttere på godt 10 tons.
Havnen og stedet var valgt, da der kun var en lille tysk belægning på få og ældre soldater. Der skete ikke meget i området. Havnen var lille og blev ikke besejlet af andet end de hjemmehørende både.
De 2 familier reducerede udgifterne. Anders købte en lille motorbåd med fiskegarn, som kunne klares af en mand, nemlig ham selv. Indskrænkede sit fiskeri til kun at omfatte vadehavet – specielt Ho Bugt.
Det hele endte med at Anders tog EKKO hjem til Esbjerg, indtog is og proviant som til en længere fisketur og forsvandt til England.
Vi børn blev orienteret før sejladsen, spiste den sidste aften hos Anders og Grethe for at sige farvel. Moster Grethe ventede sit 3 barn ca. 31. august 1945 og vi var i februar/marts så vidt jeg husker.
Stemningen denne aften er umulig at beskrive, men alle var rolige og alvorlige. Vi gik hjem med far og mor fra huset Rolfsgade 125, hvor de boede, en villa med 4 lejligheder.
EKKO afsejlede næste morgen, lagde efter sædvane til ved forpostskibene ved Skallingen. Ingen mistanke fra de tyske marineres side.
De næste 8-10 aftener sad vi med ørene i radioen for at høre den danske stemme fra London. Men nu hørte vi efter noget bestemt.
Modstandsbevægelsen havde oplyst os, at hvis EKKO kom velbjerget til England ville der komme en hilsen til et bestemt pigenavn, som jeg har glemt. Den hilsen kom efter få dage. Glæden var næsten ikke til at overleve. Intens uden lige. Alt var idel lykke.
For at gøre EKKO færdig fortsætter jeg her:
Der kom intet udspil fra den anden side af Vesterhavet, men jeg var taget ud af skolen (se senere) og var ved havneindsejlingen hver dag kort efter d.5.maj for at se de eventuelt indsejlende fartøjer. Skulle jeg opleve EKKO` s hjemkomst på første række?
En dag midt i maj stod jeg med 2-3 andre drenge og spejdede ud mod Grådyb. De ventede også på ”fars kutter”. Vejret var fint med sol og ingen vind. I det klare vejr kunne vi se mastetoppe på den anden siden af Fanøs nordspids. Der var 3 kuttere. Da de rundede fyrtønden Jerrig nord for havnen genkendte jeg riggen på EKKO. Den havde både den store Dannebrogs stander med navnet EKKO oppe på stormasten og Dannebrog på mesanmasten. Jeg stod yderst ved indsejlingskajen og råbte velkommen. Farbror Anders hang ud af styrehusets vindue.
Stefan Zweig, østrigsk forfatter (1881 – 1942) har skrevet en bog: ”Stjernestunder”.
Disse konkrete minutter, da EKKO passerede mig i 15 meters afstand ind i Esbjerg Havn og fortøjede i forårssolen ved Toldbodens kajplads, var en stjernestund, som ikke kan fæstnes til papirets flade. Glæden var umistelig.
7. Dagligdagen under besættelsen.
I besættelsestidens dagligdag var meget ændret foruden rationering og vareknaphed.
Skolens sangtimer prægedes af fædrelandssange. Specielt husker jeg tydeligt, at vi lærte sangen: ”Et flag er smukkest i modvind”, tekst Poul Sørensen, melodi Emil Reesen. Trykt i ”Hjemmet” sidst i 1940.
Skolebygninger blev beslaglagt af tysk militær, så vi skiftedes til skolegang mellem formiddag og eftermiddag i nogle perioder. En tid flyttedes min klasse helt op i Skolegade til den gamle realskolebygning i Esbjerg, som havde ledige eftermiddagstimer.
Der blev afholdt alsang på torvet med mange hundrede mennesker fremmødte. Vi sang danske sange. Tyskerne forbød til sidst forsamlinger på mere end få mennesker. Så alsang sluttede. Men det var en meget følelsesbetonet oplevelse at deltage. Og der var altid mange hundrede og i alle aldre.
Drengenes mødre strikkede små runde, flade huer, der lige dækkede issen, som den lille sorte jødekalot. De var strikket med Royal Air Force`s farver, der var logoet for det britiske flyvevåben. De blev meget populære, men det var ikke problemløst at bære dem. Min er bortkommet – lidt ærgerligt.
Når tyskerne ville vise ”hvem der bestemte” f.eks. efter en sabotage, så lukkede de uden varsel for vand og gas samt lavede udgangsforbud: Ingen måtte færdes uden dørs.
På min konfirmationsdag, kong Christians fødselsdag d. 26.september 1943 lukkede man for vand og gas sidst på eftermiddagen. Huset var fuldt af gæster. Det var upraktisk, men vi affandt os med disse situationer. I øvrigt også nødvendigt.
Til at bruge på aftener uden lys havde far købt stærkt lysende petroleumslamper (Petromax). Sådan 2-3 stykker blev tændt og gav lys i restaurationen, så vi kunne sidde og synge eller far læste højt for personalet og de fiskere, der havde indfundet sig.
Alt dette skabte en samhørighed og opfindsomt tidsfordriv, der kunne minde om de aftener, som digteren Steen Steensen Blicher beskriver, hvor man samledes på gårdene med sit hosebinderi omkring petroleumslampernes skær og bandt hoser og fortalte historier i de lange mørke aftener. Sådan svøbte vi os i denne hygge og glemte for nogle timer den frygtelige baggrund for situationen.
Esbjerg var trods mørklægning ret let at finde for engelske natlige flyvetogter til Tyskland. Ved Esbjerg svingede flyene så i sydlig retning med bombelasten for at vende tilbage en god times tid efter.
Angrebet på Esbjerg Flyveplads fandt sted en sommerdag først på eftermiddagen med høj sol. Vist august 1944.
Da så jeg en Boeing B17 – Flying Fortress (Flyvende Fæstning) blive skudt ned. Få besætningsmedlemmer nåede at springe ud med faldskærm. Jeg blev chokeret vidne til, hvordan tysk maskingeværild dræbte et medlem – hængende i sin skærm.
Redningen så nær og så alligevel ikke. En faldskærm foldede sig ikke ud. Besætningsmedlemmet fandtes dræbt ved Sædding.
På cykelture rundt på egnen har jeg uheldigvis måttet søge dækning et par gange, når et enkelt engelsk fly er kommet over. Har medført kort luftkamp med styrt til følge. En frygtelig oplevelse.
8. Razziaer og brødrene Niels/Jens Underbjerg.
Besættelsens sværeste oplevelser var, når Gestapo og tysk militær foretog razziaer. Vi havde flere sådanne på Sømandshjemmet.
Tyskerne kom i militærkøretøjer. Omringede hjemmet, så der stod en soldat for hver 5-10 meter på gaden og fortovet med skudklar riffel. De ledte efter sabotører eller tegn, som var værd at opdage. Soldater spærrede alle udgange og stod med gevær parat. Officerer gik rundt ved alle borde og så efter engelske cigaretskod i samtlige askebægre. Derfor blev det skik altid at tænde cigaretten i den ende af cigaretten, som bar mærket.
Ved en sådan razzia – da jeg var 13-14 år og ikke i skole grundet midlertidig skolelukning – sagde min mor til mig, at jeg måtte smutte op i byen ad en bestemt vej og finde far. Sig til far, at han ikke må komme hjem, da der er razzia. Jeg kunne ikke komme ud. Blev stoppet ved alle udgange af en soldat. Vor nabobygning var Premier Is, som hjemmet til dels var sammenbygget med. Derfor hoppede jeg ud af et vindue til den del af taget, der var fladt. Fra det kunne jeg komme ud til fortovet og fra det flade tag springe 2-3 meter ned. Nåede til stedet, men straks jeg rejste mig op ved ”brystværnet” blev 2-3 rifler fra de allesteds værende tyskere rettet mod mig. Jeg smed mig fladt på taget og krøb tilbage. Oplyste mor om det umulige.
Mor tog det roligt til min beundring. Jeg følte fortvivlelse. Kort efter kom far hjem. Man kan altid ved en razzia komme ind, men ikke ud.
Selvfølgelig havde far set ringen af soldater. Han gik straks i kælderen til det store centralfyr og tømte sig for illegale blade, som han var ved at distribuere. Derefter kom han ind i restaurationen og henvendte sig brysk til den ledende officer og sagde: ”Ich bin der direktor. Was passiert hier? ”Som far senere sagde til mig: Så straks at noget var galt, men en brysk facon eller sprog er alle tyskere dus med og det skaber straks respekt.
Man ledte efter en sabotør. Stemningen var særdeles anspændt og der udspandt sig en meget uheldig episode: En fiskeskipper var ved at blive visiteret af en soldat, som han pludselig genkendte som sit tidligere wienerbarn, der var hos dem i nogle måneder efter krigen 1914-18. Skipper sagde på dansk: Jamen det er jo dig, Hansi. Hvorefter skipper fik en lussing og besked på at holde mund.
Efter razziaen var denne skipper inde at tale med far. Han græd over oplevelsen og havde svært ved at falde til ro.
De tog en ung fisker med. Han var en god ven af huset. Vi ventede ikke at se ham igen, da han var sabotør og havde tæt kontakt til far vedrørende illegal adfærd. Han havde imidlertid en bror Jens, der også var på hjemmet under razziaen og så, at Niels blev taget.
Efter razziaen handlede Jens hurtigt: cyklede til Frodesgade, hvor Niels havde værelse og gemt illegal riffel. Jens op på værelset og ned af trappen med riffel og ammunition. Omtrent ved yderdøren hørte han en bil komme og stoppe. Der var kun tyske biler på gaderne, så han smuttede ned i kældergangen og hørte tyskere komme med broder Niels, der skulle vise vej til værelset. Da de var oppe ad trapperne forlod Jens huset bagud og over baggårde til sit eget bo.
Da vi spiste til aften kl.18 få timer efter, kommer Niels pludselig ind i spisesalen for at spise.
Forklaring: Niels vidste/håbede, at tyskerne måske kun havde en svag mistanke og intet sikkert spor. Derfor havde han nægtet ethvert kendskab til noget. Og blev nærmest utrolig overrasket, da der intet våben var i hans skab på værelset. Han blev løsladt. Far fik os af uforklarlige grunde til at være rolige. Jens var ikke kommet til måltidet, og situationen bød på diskretion. En indiskretion af glæde udvist for hele forsamlingen kunne jo faktisk bevise, at Niels virkelig var sabotør. Man bliver vant til altid at beherske sig og overveje. Man bliver for hurtig voksen.
Senere på aftenen kom forklaringen, da Jens kom, men alle forholdt sig tavse.
Ved en senere razzia havde far fået fat i en tysk militærriffel via en gammel østrigsk soldat, der ville desertere. Han havde fast plads ved en bunkers, der lå i nærheden af Sømandshjemmet. En aften kl. 23 sad jeg hos far på hans kontor ved vor hoveddør. Den blev altid låst kl.23. Der var en, der bankede på. Vi gik ud at lukke op og fandt en ældre tysk soldat, der gerne ville ind at tale med far.
Kort fortalt: Han længtes hjem og ville desertere. Bad derfor om brød og smør osv, da han ville flygte og finde civilt tøj.
Hvis far hjalp og historien var opdigtet, fik vi et stort problem. I øvrigt havde vi en stikker boende på hjemmet. Han var afsløret og kom netop ofte sammen med den officer, der var chef i nævnte bunker. Så alle nerver var spændte. Alene det faktum, at den ældre soldat turde komme med det ønske, var mistænkeligt. Far talte længe. Jeg hørte det hele. Til slut stolede far på soldaten og lovede hjælp, men det skulle koste en riffel med ammunition. Aflevering fra begge sider skulle ske efter fars plan, som jeg ikke fik i detaljer. Det skulle være en aften. Der ville være vagter fra fars side, som ville skyde soldaten ved mindste mistanke. Byttehandlen fandt sted uden mit vidende. Soldatens videre skæbne kendes ikke.
Men riflen skulle gemmes. Og det var jeg med til. Riflen var det kendte tyske fabrikat Mauser, som var leverandør til tysk militær. Modellen havde dimension 8 x 57.
På Sømandshjemmets loft, var der adgang til en stor skunk, hvor de svære bjælker var synlige. Riflen samt et par andre våben blev hæftet på disse bjælker på den side af bjælken, der vendte bort fra indgangen, som blot var en trekantet åbning fra loftet. Vi valgte den inderste mulighed ca. 8-9 meter fra indgangen. Der var intet vindue i skunken.
En kort tid efter disse hændelser kom brødrene Jens og Niels, begge fiskere og frihedskæmpere en sen aften til fars kontor. De var godt 20 år, Kom fra Lemvig-egnen og boede hos os. De var godt forpustede. De havde en tysk militærriffel med. Da de ad Havnegade på vej til Sømandshjemmet gik forbi Hotel Royal, som var tyskernes hovedkvarter i Esbjerg, fik de den idé at slå vagten ned. Det skete og de tog hans riffel og stak i rend. Der er nok små 3 km til Sømandshjemmet, hvortil de kom uden uheld. Det var kort før midnat og de fandt far på kontoret. Far blev vred over deres skøre idé. Forlangte, at de straks skulle gå ned til bassinkanten og smide riflen i havnen. Det skete, men de var skuffede. Riflen var i øvrigt ikke ladt!!
Nogen tid senere havde vi razzia igen.
Samme procedure som sidst. Men denne gang blev privaten massivt inddraget. Spisebordet rykket til side og et maskingevær opstillet midt på stuegulvet. Alle familiemedlemmer med ansigtet til væggen og armene op.
Radioens indstilling blev kontrolleret, men den stillede vi altid ind på København/Kalundborg efter brug. En streng ordre fra far. På bordet i den pæne stue lå altid i denne tid den tyske udgave af ”Mein Kampf” af Hitler. Købt af far for mange år siden. Den pynter at have liggende i denne tid, mente far.
Far og jeg blev udpeget til at følge en officer og en menig. De ville op på loftet. Far forrest og viste vej. Derefter officer med trukket pistol, så mig med soldat bagefter med skudklar riffel. Da vi kom op på loftet ville officeren ind i skunken. Tændte en lommelampe – gik forrest og lyste på bjælker og sider. Far og jeg sagde intet. Tyskerne også tavse. Der var vel 7-8 spærfag. Jeg var klar over at spillet var tabt. Men da vi manglede sidste fag vendte officeren sig om og lyste på det andet sidste spærfags sider og sagde til soldaten: Retur – hier ist nichts.
Forstået på rette måde var det en stjernestund. Virkelighedens perspektiv var så voldsom og grusom, at far og jeg aldrig har talt om situationen siden. Ej heller blot en bemærkning efter razziaen. Jeg undrer mig ikke, for det var for voldsomt. Jeg pakkede erindringen ned i glemslens dybeste sæk og slettede det af mindebogen. Først mange år efter har jeg fortalt det til min hustru. Og nu skrevet det her. Men det berører mig stadig. Sådan sluttede den sidste razzia.
Men der er en anelse tilbage, og netop derfor forekommer det mærkeligt, at far og jeg aldrig ”turde” nævne det: Det er næsten sikkert, at der hat været en person, der har haft mistanke til os eller hørt, at vi har banket søm i bjælkerne i skunken, for den tyske officer gik direkte efter skunken og ikke andet. Fra skunken gik vi direkte tilbage til vor dagligstue.
9. Stikkeren Halsson.
Der kom ofte fremmede kuttere til Esbjerg og fiskede med havnen som basestation. Der kom også i ca. 1944 en lille københavnerkutter til Esbjerg. Den ejedes af en islænding med efternavnet Halsson. Han var en høj, kraftig og velbygget før mand –ca. 55 år med et venligt væsen og et charmerende sprog med tydelig islandsk præg. Altid iført flot tweedtøj med knæbukser og viklers. Altså nærmest med præg af engelsk herregårds stil. Han boede fast hos os og spiste solo i den lille restauration. Enkelte gange havde han besøg af sin søn, der var et par år ældre end mig. Vi kom særdeles godt ud af det med hinanden under disse ophold. Han havde arvet faderens legemlige storhed.
Halsson var en ypperlig skakspiller, hvad far hurtigt opdagede. De spillede rigtig meget skak sammen om aftenen, hvor Halsson oftest deltog i vort samvær. Han var flink og omgængelig. Ville gerne snakke, men virkede amatøragtig vedrørende samtale om fiskeri.
Det specielle for kutteren var, at den lå fast ved kaj. Ingen havde oplevet, at den var på fisketur. Den var nok kun 20 t og slet vedligeholdt. Det var mistænkeligt.
En anden ting afslørede sig med tiden: Halsson kom ofte efter mørkets frembrud ovre fra den tyske bunker. Det skete oven i købet også nu og da, når der var udgangsforbud.
Man var meget på vagt i hverdagen i disse år, så atmosfæren omkring Halsson skrev vi os bag øret og snakkede altid forsigtigt, når han var inden for hørevidde.
Tyskland lignede mere og mere taberen i krigen. Under skakspil kunne far ikke dy sig for forsigtigt at nævne, at fronten af og til flyttede sig lidt utraditionelt. I pressen kaldte den tyske propagandaminister Goebbels det for ”taktiske tilbagetog for at omlægge fronten”.
Til dette havde Halsson altid en stående kommentar, som han optimistisk og overbevisende afleverede med megen patos: DET KAN SKAM RETTE SIG. VI HAR JO JAPAN. Hvilket far naturligvis bekræftede. Det replikskifte har jeg hørt mange gange, når jeg overvågede skakspillet. Far var i øvrigt en særdeles dygtig skakspiller.
I starten af 1945 lejede Halsson et sommerhus ude ved kysten før Hjerting og flyttede derud. Men kom stadig nu og da hos os – både til måltider og samvær.
Og så fik far fra Frihedsbevægelsen oplyst, at Halsson var afsløret som stikker og måske ville blive likvideret eller ført bort, så familien Gorridsen skulle være parat til at forsvinde, da far sandsynligvis kunne blive offer for clearing-mord. Altså en tysk gengældelse med et praktisk fokus på bestyreren, hvis en eventuel likvidering fandt sted på Sømandshjemmet.
Far holdt et lille familieråd. Jeg ved intet om, at far måske havde en plan eller forberedte en sikkerhed. Man kunne nærmest intet gøre, men en fordel var det dog, at Halsson var flyttet. I dag vil nogle nok undre sig over, at vore forældre orienterede os om meget. Jeg tror, det var rigtigt at gøre det uden at dramatisere, da der var drama nok i hverdagen. Men at have orienterede børn, der er indstillet på hurtige afgørelser, hvis baggrund de forstår, er nok med til at binde familien sammen og øge forståelsen, når forældre virkede lidt bekymrede. Under alle omstændigheder har jeg aldrig følt det forkert over at have fået visse realiteter lagt for dagen.
For at gøre Halsson færdig: Han blev d. 5 maj 1945 interneret og hentet til England ifølge oplysninger til os. Sønnen var uforbederlig nazist og samme kilde oplyste, at han var ramt i en skudveksling med frihedskæmpere d. 5. maj eller kort efter i København og var dræbt.
Halsson efterlod en ubetalt regning af mindre størrelse på Sømandshjemmet.
Med hensyn til hans ovennævnte kommentar til krigs situationen under skakspil med far oplevede jeg efterfølgende en pudsig situation:
Ca. 20 år efter – i 1965 -, da jeg var praktiserende læge i Ans, kørte vi en tur til Esbjerg på familiebesøg. Som altid når jeg besøgte Esbjerg, kørte jeg på Fiskerihavnen for at se om der var kendte. Jeg fandt en kutter, jeg var dus med og gik ombord. Der var kun yngstemand (kokken) ombord. Med ham fik jeg en snak – bl.a. om sildefiskeriet, der havde drillet lidt. Det bemærkede jeg og sagde, at det var da ærgerligt, hvortil han svarede: DET KAN SKAM RETTE SIG. VI HAR JO JAPAN.
Det kom faktisk som en bombe just at høre den kommentar og så netop her, så jeg spurgte: Hvorfra har du den kommentar? Han svarede: Ved det ikke, men det siger man af og til her på havnen ved uløselige problemer og betyder: alt er ikke opgivet, da der nok skal vise sig en løsning.
Jeg kunne ikke undlade at give han forklaringen. Det er sidste gang, jeg har hørt udtrykket.
10. Beslaglæggelsen af Sømandshjemmet. Mordet på vor præst.
D.11.april 1945 – på min søster Aases 17-års fødselsdag – kom der ved 10-tiden formiddag en tysk motorcykelordonnans ind på fars kontor og spurgte forundret efter en tysk officer, der skulle have en besked. Han måtte køre med uforrettet sag, men det lød lidt mærkværdigt. Jeg var hjemme grundet skolelukning.
Kl. 11 kom forklaringen. En del tyske officerer kom og beslaglagde Sømandshjemmet Ny Havn her og nu.
Alle skulle ud. Der måtte medtages private ejendele, men intet der tilhørte bygning eller institutionen. Vi fik en time, så skulle vi være borte. Situationen var inappellabel.
Far fik på ingen tid en flok fiskere til at klare problemet. Vejret var tørt, så alt endte på fortovet. De vognmænd, der tidligere er nævnt i anledning af istransport til kutterne, mødte med hestekøretøjer. På en eller anden måde fik far og mor alt i hus et sted til oplagring.
Far fik straks kontakt til en fiskeskipperfamilie, der var gået under jorden et sted i Sønderjylland. De havde en lejlighed fuldt udstyret med alt, som vi straks måtte flytte ind i. Det var i huset på Rolfsgade 125, som han ejede og beboede hele første sal. Der flyttede vi ind og oplevede frihedsbudskabet i radioen fra England om aftenen 4. maj. Og kom således til at bo i samme hus som min moster Grethe, hvor vi nogle uger før havde sagt farvel til farbror Anders.
Men inden da nåede nazisters grusomhed endnu at udøve ugerning i vort bekendtskab. Vor sognepræst Poul Bentzen ved Zions Kirke begravede d.21. marts en ung dræbt frihedskæmper. I talen holdt han ikke hånden over nazisternes skyld. Natten til d.25.marts skød Petergruppen – den samme gruppe, der skød Kaj Munk, – pastor Poul Bentzen i ægtesengen. Mellem forældrene i ægtesengen sov datteren Edith, der grundet lidt sygdom havde fået lov at ligge hos forældrene. Pastor Bentzen døde på stedet.
Ved begravelsen fulgte det meste af Esbjerg kisten til kirkegården. Der er ingen kirkegård ved Zions Kirke. Følget var enormt, kunne på ingen måde være i kirken og fyldte gaderne fra mur til mur de ca. 2 km til kirkegården. Vi børn var med. Datteren Edith var i øvrigt min søster Karins veninde. Pastor Bentzen kom i vor privat. Havde været vor præst siden ansættelsen i 1926 og havde således både døbt og konfirmeret mig. Der var en næsten påtaget tavshed trods den enorme menneskemængde. Ingen kommenterede situationen, da tysk militær i civil eller danske stikkere kunne have ”lange øren”.
Fars jagtkammerat pastor Madsen, Jerne Kirke var blev taget af Gestapo og ført til Neuengamme, nazisternes kz-lager sydøst for Hamborg. Han kom vist hjem med ”DE HVIDE BUSSER”. Jeg mener, at han forlod ansættelse i Folkekirken grundet helbredet. Han og far var jævnaldrende: 46 år. Kort efter krigen var jeg sammen med ham på jagt i et lille jagtselskab. Pastor Madsen havde skudt en ræv.
Han var præget af opholdet i Neuengamme. Jeg mener, at han forlod sit embede i den danske folkekirke grundet ændring i sin personlighed efter Neuengamme.
En anden af vore bekendte blev et par år inden befrielsen skudt en aften på gaden i Esbjerg af tyskerne. Han var frihedskæmper og havde 3-4 dage før drabet bestået sætteskippereksamen med topkarakter og som flot nummer 1 fået præmien, som var en guldfyldepen (pennen af guld) med navn og dato. Vi havde aftenen før drabet haft fest for ham på Sømandshjemmet.
11. Kapitulationen.
En aften omkring 1.maj –vi var flyttet til Rolfsgade 125 – gik jeg ind til naboen i nabovillaen. Han var fisker, meget kendt med min familie og en person, jeg godt kunne lide at snakke med. Gik ind uden at banke på. Efter at have sagt godaften til hustruen gik jeg ind i stuen, hvor der sad 4-5 yngre fiskere omkring et større våbenarsenal. Med min kun 15-årige status, sagde jeg straks: ”I skal lige huske at låse døren, hvis I vil overleve”. Ingen af os anede, hvor nær vi var på afslutningen.
Selv har jeg aldrig lavet eller været involveret i illegalt arbejde. Anede en del og den tyske Mauser, var jeg ganske bevidst om.
Skoleåret i Esbjerg kommunale skolevæsen gik fra 1.april til 31 marts, hvorfor jeg d.5.maj var begyndt i realklassen på Stormgades Skole. Jeg var optaget i 1. gymnasieklasse (matematik/fysik) til start medio august på Esbjerg Statsskole, så realklassen var kun for at få tiden til at gå til sommerferien.
Far mente, at jeg gjorde bedre og mere fyldest ved at få fri fra skolen og være behjælpelig med diverse, når Sømandshjemmet skulle gøres brugeligt igen. Så derfor blev jeg taget ud af skolen umiddelbart efter 5. maj.
Frihedsbudskabet er og forbliver i erindringen også en stjernestund. Glæden kendte ingen grænser. Jeg fik lov at gå op i byens strøg – Kongensgade – og nyde feststemningen blandt folk. Mine søstre kontaktede deres veninder. Mine forældre blev hos husets beboere, blandt andre moster Grethe og underboen, hvor manden var min gymnastik- og sanglærer. Desuden skulle lillesøster Kirsten på 8 have opsyn.
Esbjergs tyske kommandant ville ikke acceptere noget endnu, så tyskerne kørte aggressive og skydende gennem gaderne. De ville kun overgive sig til englænderne og ikke til frihedskæmperne. Jeg søgte via kældre og baggårde tilbage til den rolige Rolfsgade.
De følgende dage var fyldt med oplevelser og episoder, der aldrig kan gentages.
En særdeles væsentlig detalje var: den tyske kommandant nægtede at overgive sig til Frihedskæmperne. Der blev opstillet tyske kamptropper ved Torvet. Ved Falcks redningskorps i nærheden af Havnegade var frihedskæmperne opstillet. De havde ikke haft en chance, hvis der skulle opstå kamp. Jeg havde været begge steder.
I dagene til d.8.5. var der spænding og frustration, men ro. Så kom de første engelske soldater: 3 Tommy`er i en jeep. Først da blev overgivelsen praktiseret.
Rygtet om deres kørsel op gennem Sønderjylland nåede Esbjerg før deres fysiske tilstedeværelse. Jeg løb til Torvet og da var de lige kommet og havde parkeret jeepen. Folkets hyldest var fantastisk og Tommyerne nød blomster – håndtryk – hurraråb. Jeg husker, hvordan jeg fandt situationen uhyre sårbar med 3 soldater.
Men jubelen ubeskrivelig og solen skinnede. Jeg kom op i jeepen og fik deres autografer, som desværre er bortkommet.
Tilsyneladende blev nødtørftig formalia ordnet ret hurtigt, da englænderne ville til havneområdet og kørte.
Umiddelbart efter frihedsbudskabet hjemme i Rolfsgade havde far sagt til mor: Det må være nu, at man skal have en god cigar.
På Sømandshjemmet solgtes alle slags tobaksvarer til kunderne. Far havde gemt en kasse gode cigarer – ”King Edward” tror jeg fra Obel – til en særlig lejlighed. Den fandt han nu frem og åbnede på den ganske særlige måde, der var hans: Lommekniven frem (far gik altid med en praktisk 1-bladet kniv, altid den samme og altid skarp) og skar papirstrimlerne, der forseglede cigarkassen, op i sit sædvanlige rolige tempo. Dernæst blev stiften, der sømmede låget fast, løsnet med knivspidsen og bladets rygside, kassen åbnet og cigar taget op ført under næsen. Spidsen klippet og cigaren tændt. Hele episoden præget af glæde, ro og en ganske fysisk tilstedeværelse af nydelse, nu da målet var nået. Mor og jeg slugte episoden med øjnene og i tavshed. Mor var altid loyal og fars sikre støtte.
Derefter løb jeg op til byens strøg, hvorfra jeg som nævnt hurtigt vendte tilbage.
Nu kommer der – uforståeligt – et hul i min erindring: Vi havde bil. En 2-dørs Chevrolet årgang 1928 med nummer Z 1560. Den var – som alle – klodset op under krigen. Garagen lå på en mark 500 m fra Sømandshjemmet. Men far og jeg var et par gange i året henne at se til den. Den var betids blevet fyldt op med benzin. Strøm og luft i dæk blev kontrolleret nu og da. Den stod på klodser, så dæk ikke tog skade. Blev nu og da startet for god ordens skyld. Utvivlsomt kunne den også være til at flygte i, hvis en eventuel allieret landgang kunne gøre havnen til krigsområde.
Jeg husker absolut ikke, at den blev sat på jorden og blev startet i anledning af befrielsen, men en kendsgerning er: at efter d.5.maj kørte jeg rundt byen i bil med far. Ved ikke hvilken, men nærmest umulig vor.
Far havde ved vor rømning af Sømandshjemmet sikret sig cigaretlageret m.m.
Jeg husker tydeligt, at vi kørte op ad Strandbygade i bil d. 5. maj. Hver gang vi mødte en frihedskæmper stoppede far og uddelte cigaretter, så længe lageret strakte. Og vi mødte mange kendte unge: fiskere, håndværkere, havnearbejdere, som havde haft deres gang på Sømandshjemmet.
D. 5. eller 6. maj kørte vi til Fiskerihavnen for at vurdere situationen ved Sømandshjemmet. Ca. 100 meter før hjemmet stod en gruppe frihedskæmpere, som rådede os til ikke at køre nærmere. Vi kendte de fleste. Gaden mellem hjemmet og os var mennesketom. Hele Sømandshjemmets facade kunne overskues. Der var ro, men man hørte tydeligt en skibsmotor. I l. a. få minutter kom et krigsskib af type som en motortorpedobåd – altså et skib 4-5 x større end en Esbjergkutter bakkende ind gennem det første havnebassin og stoppe i hjørnet ved kaj og Auktionshallen med hækken til kajen foran Sømandshjemmet. En maskinkanon blev rettet mod os. Afstand ca. 200 meter. Vi forholdt os tavse. Ud fra Sømandshjemmets hoveddør kom hurtigt 30 -40 uniformerede personer samt nok enkelte civile (tilsyneladende ingen kvinder), som skyndte sig ombord over en udlagt landgangsbro. Straks sidste var ombord fjernedes landgangen og for fuld skrue sejlede krigsskibet ud af havneindløbet og svingede til styrbord efter Grådyb. Alt skete i løbet af højst 5 minutter. Der afgaves intet skud, men alt var klart for at hindre, at der kom problemer for planens udførelse.
Vi var afgjort vidne til, at en stab af vigtige militærpersoner flygtede i hast. Man kan forestille sig meget. Men Argentina kunne være målet. Godt forberedt d.11.4. ved at have beslaglagt Sømandshjemmet som samlingssted til hurtig udrykning, når slaget var tabt.
Vi har aldrig hørt nærmere om det, men praktisk at få det ordnet før engelsk militær ankom.
Hverdagen med sine oprydningsopgaver og søgen tilbage til et kontrolleret og roligt samfund indfandt sig. Jeg vil lige nævne et bestemt forhold: I 1940 var Esbjerg Havn en statshavn. I år 2000 købte kommunen havnen. Som statshavn, var øverste chef havneingeniøren. Det var en bestemt herre med megen autoritet. Var ikke kendt af Gud og hvermand i gadebilledet. Men d. 9.4.1940 om formiddagen befandt hans sig på kajen ved Trafikhavnen, da den tyske Hochseeflotte anduvede bassinet. Højsøflåden skulle have Esbjerg Havn som basis i starten. Der var tale om et anløb af måske 15 – 20 krigsskibe og de skulle hurtigt til kaj uden uheld. Man måtte trods alt være forberedt på modstand og beskydning, så planlægning med at komme til kaj var ønskeligt. Havnechefen havde lagt planen. Således anviste han de ankomne skibe deres forberedte kajplads. Alt forløb efter planen, hvilket skyldtes havnechefens forarbejde, der var sket i dølgsmål før d.9. april 1940.
Han blev d.5. maj 1945 om morgenen anholdt og anbragt på 2. sal i et klasseværelse på Stormgades Skole inden afhøring kunne finde sted.
Han blev aldrig afhørt. Da døren blev lukket sprang han ud af et vindue og lå dræbt på jorden neden for vinduet.
12. Friheden og medfølgende problemer.
Meget hurtigt efter d.5.5. havde vi et boligproblem. Familien, der var gået under jorden, kom hurtigt tilbage og skulle naturligvis flytte ind i lejligheden.
Nede i Cort Adlersgade i en villa med 2 lejligheder, var den ene beboet af en dame, som kendte vore forældre særdeles godt. Hun både kunne og ville gerne flytte midlertidigt til familien, der let kunne skaffe hende plads hos sig en tid. Vor egen lejlighed på Sømandshjemmet var – som i øvrigt hele hjemmet – i en sørgelig forfatning efter kun en lille måneds militærbenyttelse. Der blev sat håndværkere på meget hurtigt. Jeg husker ikke nøjagtigt, hvornår vi flyttede ind, men sikkert efter kun 4-5 ugers brug af lejligheden i Cort Adlersgade.
Vor første opgave var oprydning efter tyskerne. Bygningsmæssigt var der ingen skader, men ellers så der farlig ud. Der havde været fyldt med radioapparater o.l. Ledninger var ført gennem døre ved afsavning af dørenes hjørner. Lokalerne bar præg af disse hurtige løsninger, hvilket også havde ødelagt vægge og trappeløb.
De fleste radiomaterialer var kastet ud f vinduer og lå knust nede i gården. Man måtte være lidt tænksom under arbejdet, da der var mulighed for ondskabsfuldheder, som lureminer eller en sløset anbragt håndgranat. I den overdækkede gårdsplads fandtes en del våben. Bl.a. et såkaldt stalinorgel: Man sad på en velpolstret drejelig stol bag 4 maskingeværløb, der fulgte hinanden ved alle bevægelser og som fik tilført ammunition samtidigt. En hurtigskydende multidræber. Alt blev kørt væk efter en plan fra professionel side. Gården i øvrigt fyldt med halvbrændte papirakter og større dokumenter. Sandsynligvis er de blevet vurderet af professionelt personale inden destruktion. Det hele skete usædvanlig effektivt og hurtigt.
Det umiddelbart mest interessante var et flot og stort billede af Adolf Hitler i et restaurations lokale, hvor jeg også fandt en pistol med ammunition. Det medførte naturligvis, at far og jeg samt et par, der fulgte os, tog tid til at affyre nogle skud imod ”Der Führer”. Alle ramte.
Da befolkningen senere fik besked på at aflevere alle skydevåben, afleverede vi pistolen til Politiet.
Den tidligere omtalte Mauser havde farbror Anders fået fragtet til Skærbæk i neutral indpakning på en togrejse til Taulov. Den ville vi ikke af med.
Far med mig i sit følge havde siden vi flyttede kun været på Sømandshjemmet en enkelt gang, da far bl.a. ønskede en skriftlig dokumentation for beslaglæggelse med hagekors og dato.
Jeg var som sagt med inde hos chefen. Far og tyskeren var i dyb samtale, så jeg smuttede og så mig om. På chefens værelse tog jeg hans pistol, men blev nervøs og lagde den tilbage. I en skuffe lå en lille faldskærm af hvid silke. Den var nok på 3-4 kvadratmeter, men så tynd, at den kunne presses sammen under mit tøj. Stoffet var lækkert og ikke set i flere år. Desuden fandt jeg på et værelse et bogmærke med teksten: Hier bin ich eingeschlafen. Tykt og dyrt papir med en elegant dusk af rød silketråd. Det bogmærke tog jeg også. Har det endnu.
Vi forlod hjemmet efter et venligt og hjerteligt håndtryk af chefen. Friheden vinkede lige om hjørnet. Han skulle næppe til fronten nogensinde mere.
Kun under razziaer har jeg mærket bryske udtryk og barsk adfærd. Ellers har alle tyske officerer været høflige og venlige med absolut korrekt opførsel.
I de første uger efter 5.5. begyndte tysk militær at pakke sammen og forlade byen. Jeg tror at byen havde ca. 33 -35.000 indbyggere. I perioder var der næsten lige så mange tyske soldater. Vi stillede op i den sydlige ende af Kongensgade og så i timevis på deres forbi passeren i rimelig orden og marchtempo. Det var ganske i modsætning til uhyre mange ankomster, hvor mange hundrede gik i strækmarch og med et aldeles fejlfrit og markant hornorkester og fane med hagekors i front.
I den situation kom jeg til at tænke på en lille episode jeg havde haft i sommeren 1944:
Ved rundkørslen i vesterbyen, hvorfra og hvortil mange gader ender, mødte jeg en dag en tysk soldat ved hjørnet til Gl. Vardevej, hvor Arbejderhøjskolen lå ca. 500 meter fra. Soldaten var træt og overlæsset med bagage. Højskolen var beslaglagt af tysk militær og benyttedes bl.a. som kaserne. Han spurgte venligt: ”Bitte, wo liegt der deutsche kaserne”?, hvortil jeg med begejstring svarede: ”Du går i den forkerte retning. Op ad Frodesgade, som vi står ved. Helt til banegården og over jernbanebroen. Ca. 3 km, men du kan ikke tage fejl. Der ligger kasernen. Han sagde: ”Vielen Dank” og startede. Jeg havde næsten ondt af ham, men følte en smule sejr og munterhed.
Cirka 3-4 uger efter 5.maj skete der en kolossal eksplosion ude bag stadion på Gl. Vardevej. På den plads indsamledes landminer fra de lokale minefelter.
Der var lastbil til afhentning og aflæsning. Ved en sløset håndtering af det farlige emne under aflæsning eksploderede hele lageret. Trods afstanden til city – omkring 3-4 km – sprang næsten alle butiksruder i byen foruden ruder i hundredvis af huse. Jeg mener, der var 2 personer ved bilen. Dem fandt man ikke meget af. Bilen ligeså.
Det var det sidste store knald på Esbjergegnen som direkte følge af Anden Verdenskrig. Der skulle efter sigende have været over 25.000 landminer.
Men langs af sted skete, der meget: skudvekslinger i vesterbyen, når en stikker blev fundet og skulle anholdes. Jeg overværede selv en episode af den art øverst i Vesterhavsgade. Stikkeren ville ikke overgive sig fra et loftsværelse. Jeg forlod stedet af sikkerheds hensyn.
På havet skete stadig forlis grundet minesprængning. Som nævnt forsvandt vor kutter EKKO i et totalforlis onsdag før Skærtorsdag 1951. Kort efter forliset fik en kutter vragrester af EKKO fra havbunden sit garn. Ødelæggelserne blev bevis på minesprængning – altså et krigsforlis, hvilket forhøjede de efterladtes erstatningssum til ca. det dobbelte.
13. Krigstidens efterdønninger.
Omkring år 2000 – tror jeg – kontaktede Radio Syd, Kolding mig for et interview over emnet: Moralen vedr. fiskefangstens eksport til Tyskland med store fortjenester til fiskerne.
Man ønskede en gennemgang af det varme emne og havde henvendt sig til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg for at få et råd. Museet havde tidligere benyttet mig til at få en ”øjenvidneberetning” om dagligdagen på Fiskerihavnen under besættelsen. I øvrigt båndet 2 af mine foredrag, som jeg havde holdt for foreningen ”Barn af Esbjerg” på Teknisk Skole i Torvegade. Derfor henviste museet til mig. Jeg sagde ja til interviewet, som endte i en absolut positiv og ærlig fremstilling. Blandt andet blev EKKO`s historie fremlagt samt dens forlis gennemgået.
Nogle uger efter radiointerviewet inviterede Radio Syd Ally og mig til en sammenkomst hos dem i Kolding. Man ønskede en debat mellem en ung kvindelig forsker fra Lokalhistorisk Arkiv, Esbjerg og mig om emnet: skismaet hos esbjergfiskerne under besættelsen mellem nationalfølelsen og salg af fisk til den tyske befolkning samt deraf følgende fiskeriets høje rentabilitet.
Et følsomt men ærligt problem.
Den unge kvinde og jeg fik hver ca. 45 minutter til fremlæggelse af sagen samt en konklusion. Det blev en bekræftelse på skismaets eksistens. Og EKKO`s historie.
Det, der gjorde aftenen særlig gribende, var, at pårørende fra EKKO`s forlis var med inviteret. Hovedpersonen var det barn – en pige – som skippers hustru Jenny ventede sig, da EKKO forliste. Jenny var min meget nære bekendt, men var nu død. Men barnet – døbt Ejna efter faderens navn Ejner – og hendes mand var med. Så mødet blev meget følelsespræget, men positivt i alle retninger. Faktisk en stor og god oplevelse for alle parter.
Den militærriffel (Mauser, 8 x 57), som far byttede sig til med brød og smør, har vi stadig. Far lod den efter nogle år ændres lidt så det militære snit erstattedes af jagt. Det skete hos bøssemager Korsholm, Skjern. Den var fabriksny, da far ”erhvervede” den, og er stadig som ny og med Hagekors på mange dele. Jeg havde den i 1995 med til Baden-Württemberg, Tyskland, hvor jeg d.1.5. nedlagde en buk. Ved den tysk/danske grænsekontrol kom den på bordet og blev fremvist for den tyske chef, der smilende spurgte, om jeg trods årstallet 1995 havde været på hævntogt i Tyskland. Det blev til en halv times snak om riflens historie, som blev hilst med megen respekt Nu har vor søn Jarl fået den. Han skød en præmiebuk med den – i øvrigt hans første buk omkring juni 1988 på pürsch i Lindal Skov.
14. Gymnasietiden og forhyring med TWEA.
Startede august 1945 i 1. gymnasieklasse, Statsskolen, Esbjerg.
Indrømmet: det var en mærkbar overgang fra mellemskolen og sikkert også den skemaløse men begivenhedsrige tid fra 1.4. til 15.8.1945 med beslaglæggelse af vort hjem, flytning, befrielsen, EKKO`s hjemkomst og indflytning i vor hjem igen. Gymnasietiden gik uden store problemer. Jeg var nok ikke så engageret som forventet. Min storesøster Aase var den første student i familien (1946), som på ingen måde havde kontakt til akademiske kredse. Hun læste ikke videre og benyttede faktisk ikke studentereksamen overhovedet. I 1945 var vi kun 3 elever, der kom i gymnasiet, fra Stormgades Skole, der havde ca. 1100 elever.
Jeg følte mig mere hjemme på havnen end på skolen. Vi var 18 i klassen. 3 piger/15 drenge.
Ingen i min klasse havde skygge af kontakt til fiskerbefolkningen – for ikke at tale om kontakt til maritime jobs.
I 1947 lod min far og farbror endnu en kutter bygge. Denne gang på N.P Jensens kutterværft. Den var betydelig større såvel i tonnage som vedr. motor. 50 tons og kraftig dieselmotor med el-tænding. Bygget til 5-mands besætning. På den tid en af de største i havnen.
Søsætning af en nybygning er en speciel og festlig begivenhed. Den skulle søsættes en formiddag og min far havde pænt givet mig en seddel med til rektor Thure Hastrup: høflig anmodning om, at Verner ønskedes som deltager i søsætningen og derfor fritaget for skolen. Det syntes rektor ikke om og sendte besked til klasselokalet, at det ikke kunne tilstedes. Det kunne jeg aldeles ikke acceptere og skønnede, at rektor på ingen måde var klar over noget som helst med tradition og kultur omkring maritime sfærer. Jeg er absolut autoritetstro og opdraget med tydelig høflighed og ingen råben op i voksnes selskab.
Men jeg blev vred og en smule forskrækket over mig selv. Gik op på rektors kontor og oplyste høfligt, at jeg ikke kom i skole dagen efter grundet søsætning af nyt skib.
Rektor var næppe vant til slige henvendelser og kunne stadig ikke acceptere, men startede en lang tale om ansvar og pligt. Jeg husker tydeligt, at jeg lod ham tale ud, hvorefter jeg gjorde ham klart: der er 9 års undervisningspligt og de var udstået. Jeg ønskede hverken ulydighed eller skulk, men ville blot meddele, at i morgen mødte jeg ikke op grundet en stor begivenhed af maritim art. Og derefter forlod jeg roligt kontoret. Hørte aldrig til noget bagefter, men rektor var i flere kredse kendt som en person, der så lidt ned på fiskerbefolkningen samt havde en snobbet akademikerholdning til den jævne mand. Den diskussion deltog jeg ikke i. I min klasse kom der ingen kommentarer overhovedet.
Stabelafløbning gik efter bogen. Skibet døbtes til TWEA, da der var 2 ejere og fik nummer E 719, det hidtil højeste nummer i havnen.
Fiskeriet lykkedes flot. Ofte med landinger i havnebyer på Englands østkyst, Skotland inklusive.
Jeg blev student juni 1948 med karakter på det jævne gennemsnit. Tilmeldte mig det medicinske studium i Aarhus. Nok nærmest, da far havde meget respekt for denne uddannelse. Måske også en smule farvet af følgende: Far kom fra et meget lille hjem, hvor mæthed ikke var en daglig selvfølge. Ud at tjene som 7-årig. Havde på sin konfirmationsdag job 7 km fra hjemmet, men fri den dag. Han klarede sig pænt i skolen, så præst og degn fik øje på ham. Hjemmet havde ingen penge, men præst og degn fik en ordning om pengehjælp, der efter fars tilværelse som fisker til 18-19 års alder kunne få ham ind på Diakonhøjskolen i Aarhus. Far kom i praktiktiden på Odense Amts- og Bys Sygehus, hvilket nok gav ham lidt indseende i lægeverdenen. Måske den indirekte årsag til mit ”valg”. Tillige havde vi en særdeles flink ældre familielæge, som jeg på ingen måde var bange for. Havde f.eks. været hos ham som 13-årig for at få behandlet et sår – uden at mor fulgte med.
Men principielt var jeg træt af at gå i skole, hvorfor jeg efter studentereksamen lod mig forhyre på kutter TWEA, der skulle på fiskeri i Nordatlanten. Valgte dog at starte på planlagt tidspunkt i Aarhus, da jeg i august kom hjem fra Atlanten.
Tog atter hyre på TWEA i december samme år efter endt semester og kom hjem sent om aftenen d.23. december.
15. Studietid og mødet med Ally og Gjern.
Universitetet forekom mig aldeles fremmed. Min nysgerrighed var meget vågen, men jeg følte mig i en helt ny Verden, der både pirrede min nysgerrighed, men også forekom mig uopnåelig at blive dus med.
Kom snart i kontakt med en djærv gårdmandssøn fra Thurø. Han var lige så uakademisk som jeg, hvilket nok støttede mig i, at det hele sikkert finder sit leje.
Og det skete.
Jeg havde ikke latin i gymnasiet, så det måtte jeg straks i gang med på et kursus på Universitetet.
Far havde skaffet et billigt tagkammer på ja –nemlig Diakonhøjskolen på Dalgas Avenue, Aarhus, hvor jeg også kunne spise. Fik cyklen sendt til Aarhus. Det ville være billig transport til daglig. I løbet af kort tid ville et bedre værelse være på sin plads. Pengene var rimelig små. Fik fast hjemmefra 250 kr. månedligt. Havde selv lidt på en bankbog fra konfirmation, småjob og turene med TWEA.
Hørte på Universitetet om en enke ude ved Zoo, som en medicinsk studerende fra Norge nu og da spiste hos. Hun havde også et stort værelse med seng og en chaiselongue i sin villa. Hun havde en ”pige” hos sig som hushjælp. Jeg opsøgte enken. Hun var uhyre flink. Enke efter en herredsfoged. Var selv Danmarks første kvindelige politifuldmægtig. Anstandsdamen var en ca. 60-årig dame, der var typen på en loyal, beskeden men helstøbt personlighed.
Værelset lå på villaens 1.sal mellem fruens og anstandsdamens soveværelser. På modsat side af gangen var toilet og bad, som de skulle dele med mig og mig med dem. Pris 65 kr. i måneden. Det var tiltalende med gode perspektiver, men lidt dyrt. De 2 kvinder kunne jeg nemt opvarte med høflig omgang og lyst til at ordne små praktiske ting for dem. Det var nær ved naturen og ved Diakonhøjskolen, hvor jeg spiste. Jeg havde alligevel ikke råd til tilværelsen på et kollegium med en typisk studentertilværelse.
På Diakonhøjskolen spiste også en anden studerende. Han var fra Sydslesvig, men tilhørte det danske mindretal. Havde været i tysk militær i de sidste måneder af krigen, talte dansk, tænkte dansk. Fattig men på en eller anden måde havde Diakonhøjskolen været med til at køre hans dagligdag. Læste til teknikumingeniør. Dygtig og tiltalende. Han havde et dårligt værelse, men ikke råd til mere.
Jeg så ham an en kort tid. Tog megen kontakt. Til sidst: Hans, vil du have værelse sammen med mig? Har et på hånden. Jeg tager sengen og betaler 35 kr. Du tager ”sofaen” og betaler mig 25 kr.
Det er fint sagde Hans.
Jeg forelagde forslaget for fru Karen Berléme-Nix, på Ordrupvej 25. Herredsfogedenken. Vi fik en høflig ordveksling. Frk. Agnete Møller – husets ”unge pige” – deltog.
Det forhold, at Hans var dansksindet tysker var et godt kort for Hans. Fru B-N var medlem af grænseforeningen, medlem af Dansk kvindeforening, havde lagt illegalt logi til frihedskæmper i 1940-45 og var fra Esbjerg. Og tænk hvor lille Verden er: Hendes far var Esbjergs første sognepræst ved Esbjergs første kirke: Vor Frelsers Kirke i Skolegade og tidligere formand for Sømandshjemmet, Gl. Havn, hvor far startede som bestyrer i 1924 og mor blev gift med ham i 1926. I 1929 blev Sømandshjemmet Ny Havn bygget. Og mine forældre blev bestyrerpar på dette.
Jeg så, at alt var såre godt. Fru B-N sagde: det er OK, Agnete sagde det samme. Og Hans og jeg flyttede ind. Det har sikkert været omkring februar 1949.
Jeg blev boende til juli 1955, da jeg blev gift med Ally. Fru B-N og frk. Møller var med til brylluppet. Jeg hentede dem ved nærmeste stoppested for rutebilen Aarhus- Viborg i Nårup.
Hans blev boende til hans eksamen var overstået. Det varede nok ca. 4 år. Og der var aldrig et forkert ord mellem os eller en misstemning. Hans fik hurtig stilling og jeg tabte kontakten. Men vi havde det helt OK i den tid, det varede.
Jeg gik nærmest som en søn af huset. Ally var af og til ude at besøge mig. Fru B-N og frk. Møller gav kaffe. Efter Allys og min flytning til Ans i januar 1960 var vi med vor førstefødte på Ordrupvej 25 til middag. Og ”Ordrupvej 25” var i Ans til middag hos os. Fruen syntes, at vi havde det godt. Hun var lidt stolt af os.
Som 90-årig besøgte hun sin bror i Chicago, hvor han havde haft en stor stilling hos Ford, var det vist.
Vi var med til fru B-N`s begravelse. Længe forinden var vi dus og på fornavn. Hun var en flot dame. Slank og bar hvidt pynteforklæde for som hun sagde: ”Frk. Møller ordner alt, men jeg flytter nu og da lidt rundt på støvet”.
Jo, der var stil over huset – men absolut intet snobberi.
For at gøre ”Ordrupvej 25” færdig: Fru Karen B-N havde fået kong Chr. X`s fortjenstmedalje i guld for lang tjeneste 40 år som Danmarks første kvindelige politifuldmægtig og modig adfærd under besættelsen.
Hun havde 2 søstre. Den ene var lektor på Esbjerg Statsskole, men jeg var elev. Jeg havde hende ikke, men vi kendte hinanden fra den tid.
Den anden var enke efter havnechef for Esbjergs Statshavn og døde d.5.maj 1945 på fortovet ved Stormgades Skole.
Jeg hilste på dem begge ved deres besøg hos fruen.
I november 1948 blev mine forældre inviteret til et sølvbryllup i Gjern mellem Aarhus og Viborg og ca. 15 km n. f. Silkeborg. Sølvgommen var god ven med far fra deres fælles tid på Diakonhøjskolen. Jeg kendte dem fra deres besøg hos os i Esbjerg. Desårsag nåede invitationen også til mig. Jeg tog turen på tommelfingeren. Billigt og på mode. Det regnede, så ankommet til Hvilehjemmet i Gjern, som sølvbrudeparret ejede, stod jeg i entreen og ordnede mit våde fodtøj, da et par gæster kommer ind fulgt af deres datter på 16 somre. Ægteparret var købmandsparret Aage Iversen. Han var stedets sognerådsformand. Og datteren var dejlig. Siden har hun ikke en dag været ude af mine tanker. Vi havde ikke mange kontaktmuligheder under middagen og samværet. Blandt andet fordi sølvbrudeparrets datter Grethe satte sig på mig. Mere skete der ikke denne dag. Sølvbruden viste sig at være en ”Kirsten Giftekniv” med samme mål som datteren Grethe. Moderen hed Pouline Møller.
Desårsag havde jeg en stående invitation til at komme til Gjern i fritiden.
I det næste halve års tid benyttede jeg mig af det. Boede på Hvilehjemmet og fik ingen lejlighed til at se købmandens datter. Og havde lidt bondeanger over for fru Pouline og datter.
Så sker der noget i Esbjerg i 1949: Far og mor fylder 50 begge hh. 5.5. og 4.10. De har det fint i tilværelsen, men far trænger til større og nye udfordringer. Ville gerne have sit eget og ikke være underlagt en bestyrelse. Skal man skifte spor, nærmer tiden sig. Mor er enig.
Sølvbrudgommen (Martin Møller) fra Gjern dør foråret 1949 efter operation for galdesten på Silkeborg Sygehus. Enken Pouline– Grethes mor – tager kontakt til mine forældre. Hun ejer både hvilehjemmet samt sygehjemmet, der ligger 100 meter fra hvilehjemmet på en anden gade. Sygehjemmet er målrettet kronisk syge og har principielt indlæggelser fra hele landet. Man benytter byens lægepraksis. Yderligere ejes et husmandssted ”Højholt”, som leverede varer til køkkenet.
Sygehjemmet har ikke funktionsdygtigt selvstændigt køkken, men får alle varme måltider leveret fra hvilehjemmets køkken. Upraktisk – absolut.
Enken Pouline Møller kontakter som sagt mine forældre og spørger, om de ikke er interesserede i at købe sygehjemmet.
I starten af sommerferietiden 1949 kalder far sammen til familieråd. Vi taler åbent og ærligt om muligheder. Naturligvis er jeg positiv for at familien flytter til Gjern a.h.t. mit helt private tankesæt, som er ukendt for andre. I øvrigt er jeg sjældent hjemme i Esbjerg grundet afstanden. Rent praktisk er Gjern nemmere. Og min tilværelse efter embedseksamen får sikkert ikke speciel interesse i Esbjerg. Vides ikke.
Konklusion: Far og mor vælger at købe og flytter til Gjern 15.august 1949.
Far ønsker nyt centralfyr på sygehjemmet og får i sommeren 1949 min fætter Laurits fra Skærbæk, der er uddannet VVS-mand til at installere et sådant. Ligeledes skal køkkenfunktioner absolut piftes op. Jeg skulle være fætterens arbejdsmand og håndlanger. Og sådan blev det. Laurits og jeg installerede nyt fyr på sygehjemmet og jeg fik en sprød chance for at kontakte købmandens datter.
Kort: Familien flyttede d. 15. august fra Esbjerg til Gjern. Vi blev i alle henseender vel modtaget af købmanden og nogle af hans omgangskreds: Blandt andre enken Pouline og dyrlægens.
D. 11.9. 1949 inviterede dyrlæge Nygaard til en ”de unges sammenkomst” i sit hjem.
Navnet ændredes senere til Nyengaard. Dyrlægens 3 børn var jævnaldrende med os. Ally var med, naturligvis og heldigvis. Jeg var beruset af lykke og fulgte hende hjem med et varmt kys. Siden har vi holdt sammen.
Ally blev student (nysproglig) fra Th. Langs skole i Silkeborg i 1951. Blev sygeplejeelev på Aarhus Kommune Hospital. Efter sygeplejerske uddannelsen et halvt år på Vejlby-Risskov Husholdningsskole. Som min tilkommende svigermor sagde: ”Af hensyn til Verner”. Men både mor og datter var dygtige i køkkenet.
På husholdningsskolen traf Ally Else fra Fyn. Forældrene havde en gård på Sydfyn. Elses kæreste Poul kom vi i kontakt med. Gårdmandssøn fra Vantinge, Fyn. Bekendtskabet udvikledes til livslangt venskab og rejsefællesskab. Else døde af kræft ret pludseligt i ca. 2005. Men venskabet fortsatte med Poul, hvis søn Erik overtog gården. Vi har rejst meget sammen i hver sin bil i Frankrig og i hele Skandinavien.
16. Ægteskab, Sverige, embedseksamen og fødsel.
Ally og jeg blev gift d.2.juli 1955 i Gjern Kirke. Jeg havde haft sommerferiejob flere gange i Universitetets ferietider blandt andet på både Vardes og Esbjergs sygehuse og for nogle af vore fælles spareskillinger havde vi erhvervet en scooter: Vespa 125 kubik umiddelbart før brylluppet. På den kørte vi i 8 dage på bryllupsrejse til Holland/Tyskland og kom hjem til 2 feriejob på Folkekuren ved Hald: Ally som sygeplejerske og jeg som lægevikar, da jeg endnu havde et år til embedseksamen.
En lørdag eftermiddag havde vi fri og tog Vespaen til Gjern. Ved Tange Sø fik vi en regnbyge og søgte ly ved skovbrynet ved Tange Skovgård lige nord for Ans med udsigt over Tange Sø.
”Her er dejligt”, sagde jeg til Ally. ”Gad vide om der er en landpraksis her, så kunne det være en fremtidig mulighed”. Vi kørte videre efter bygen.
Fik fremlejet en god lejlighed i Aarhus, men tog sammen med en studiekammerat Helmer Søgaard job i Sverige i december1955/januar 1956. Ally var gravid. Havde det fint og holdt hus for os. Vi var vikarer på Sct. Gertruds Psykiatriske Sygehus ved Västervik på Smålands østkyst. Det blev mig forundt at foretage sektion/obduktion på alle afdøde patienter, hvilket var rutine på dette sjukhus.
Vikarlønnen var næsten det dobbelte af dansk aflønning. Der var kun 1 ugentlig døgnvagt, så der var god tid til at forberede os til eksamen. Västervik var nærmeste by – afstand ca. 15 km – og lå ved kysten. Sygehuset lå i en dejlig stor natur ved Gamlebyviken. Der var streng vinter med temperaturer på minus 33 gr. Vi gik ture, hvad Ally holdt godt til. Vi kørte til Västervik for at købe ind til egen madlavning. Kun i juleugen spiste vi i sygehusets kantine for at smage lutfisk. Den snakkede alle om i mindst en måned før Juleaften. Vi blev ikke begejstret for den. Købte til weekenden en flaske rødvin på Systembolagen til 3 svenske kroner. Hjembragt i en pose med påskriften: Man kan feste uden alkohol.
Sverige havde indført kildeskat, men da vi var udlændinge skulle vi angive en bankkonto, som bruttolønnen kunne overføres til. Skatten skulle betales i Danmark, hvor jeg ikke havde meldt flytning til Sverige. Jeg opgav fars bankkonto og undlod at betale skat.
Christin fødtes på Fødselsstiftelsen i Aarhus. Medicinske studenters hustruer kunne føde og forblive indlagt i 8 dage. Ally fik veer d. 13.5. et par timer før midnat, men ville søge at blive hjemme på Hammershusvej 64 til lige efter midnat, da det ellers ville koste os et døgn af indlæggelsesperioden. Jeg læste til afsluttende eksamen, så ro i lejligheden var ypperlig. Jeg skulle – mens Ally var indlagt – til eksamen i obstetrik hos professor Mogens Ingerslev på Fødselsstiftelsen. Jeg var oppe et par dage efter fødslen og fik topkarakter. Professoren gratulerede mig med karakter og datter. Skulle på stuegang straks efter og lovede at hilse fruen og gratulere med min karakter. Jeg kom først.
17. Strofer efter embedseksamen. Mødet med Ans.
Embedseksamen blev overstået d.21. juni 1956 med Retsmedicin som sidste fag. Samlet karakter af hele studiet: Laudabilis dvs. rosværdigt. Der er 4 latinske betegnelser for karakterer ved embedseksaminer: Bedst hedder laudabilis præ og oversættes ved udmærkelse. Er sjælden og vil i praksis nærmest sige ”ug minus”. Næste er laudabilis eller ”Førstekarakter”/rosværdig. Dernæst Haud 1 og Haud 2, som hedder ”Anden karakter”/ Ikke rosværdigt.
Uden for eksamenslokalet blev jeg modtaget af Ally med Christin på armen og som present fik jeg ”Rugens Sange” af Jeppe Aakjær og et knus.
Straks efter fik jeg feriejob igen på Folkekuren Hald, hvor vi fik lejligheden fra året før.
Derefter delvis aftjening af værnepligt i Jægersborg, hvor jeg sluttede som løjtnant i Lægekorpset. Derefter en måned på Fødselsstiftelsen i Aarhus i uddannelsesøjemed før jeg startede turnustjeneste på Holstebro Sygehus fra januar 1957 i 12 måneder: 6 måneders medicin / 6 måneders kirurgi.
Kort før fødslen havde vi skiftet scooteren ud med en lidt brugt Fiat 600, vor første bil. Købt hos Fiat i Esbjerg, som tog vor Vespa i bytte. Bilen kostede ca. 10.000 kr. og blev leveret i Gjern.
Vi havde det fint. Nød livet som nybagte forældre. Ally var hjemmegående. Jeg var glad for min uddannelse. Husker min første solooperation på en 14-årig pige en nat. Pigen havde blindtarmsbetændelse og jeg opererede uden anden læge. Det var på Holstebro Centralsygehus. Det første, jeg gjorde næste morgen, var at se ind til hende. Hun havde det fint. Det smittede på mig.
En aften i Holstebro kom reservelægen på kirurgisk afdeling ind til mig. Han havde en praktiserende læge i telefonen i sin lejlighed. Reservelægen havde passet praksis sidste år for ”lægen i røret”, hvilket lægen gerne ønskede gentaget. Det ville reservelægen ikke og kom derfor ind til mig for at give mig chancen.
Jeg talte med lægen og aftalen blev, at Ally og jeg ville køre ned en af dagene og hilse på. Lægen var Harald Jensen og havde praksis i Ans.
Resultat: jeg holdt hele min ferie i Ans sammen med Ally og Christin, vor etårige datter. Dvs. 4 uger uden blot en fridag, da man dengang ikke kendte til vagtordninger overhovedet. Men de 4 uger og arbejdets mange facetter havde ikke afskrækket mig.
Og i øvrigt holdt jeg sjældent sommerferie under studiet. Bl. a. indkaldt til værnepligten, lægejob samt været fætterens arbejdsdreng en sommer i Gjern.
18. Give Sygehus
Da turnustiden var færdig i Holstebro, ønskede jeg et mindre sygehus uden inddeling i medicin og kirurgi for at lære mere af begge specialer – bl.a. med tanke for at være velforberedt til almen praksis. Det blev det næsten spritnye sygehus i Give. Og det var et godt valg. En herlig chef (K.M.Andersen) og 2 underordnede læger. En uhyre flink og lidt ældre Sand Kristensen og mig som yngste mand. Det ville godt nok medføre 2-skiftet vagt: normal arbejdsdag hver anden og 24 timers vagt hver anden dag. Dermed voksede lønnen også lidt. På vagtdøgn passede man både laboratoriet og røntgen. Man havde ingen sekretær, så man lærte at planlægge og selv gøre tingene færdige. Ally ville stadig passe datter selv.
Desuden blev jeg underviser i kirurgi for sygeplejeelever. Og det var egentlig en god oplevelse, som jeg også selv fik faglig gavn af.
På Give Sygehus havde jeg en grim oplevelse: En mand på ca. 65 år blev indlagt en weekend, da jeg var alene hjemme.
Min kollega havde fri og overlægen var udenbys, men kunne naturligvis tilkaldes. Kom der større opgaver, som jeg fagligt ikke magtede, var traditionen, at Vejle Sygehus modtog alt, hvad jeg henviste.
Patienten havde blindtarmsbetændelse, så der var ingen problemer rent fagligt. Men han var Jehovas Vidne og ville ikke opereres. Jeg undrede mig over, hvorfor
egen læge havde indlagt ham. Spurgte høfligt, hvorfor han var blevet indlagt. Svært at svare på, men absolut ingen operation. Jeg fik fat i familien via tlf. Det gav kun en bekræftelse på det sagte. Man havde sammenkaldt til bøn. Spurgte om man kunne henvise mig hurtigt til en ”overordnet”, som kunne give tilladelse. Jeg husker, at jeg fik et nummer på Skiveegnen. Ringede op. En mandsperson gav mig samme svar. Også der ville man sammenkalde til bøn. Stadig forbud mod operation.
Patienten blev dårligere med tegn på begyndende bughindebetændelse. Altså en perforeret blindtarm. Situationen tilspidses og patienten ville sikkert dø. Tiltvang jeg en operation – (hvordan i øvrigt?) – og han døde, ville jeg få et problem. Gjorde jeg intet, var døden sikker. Personalet var målløs. Han blev i l. a. ca. 2 timer bevidstløs og højfebril. Døde kort efter.
Næste dag lavede jeg sektion og fik bekræftet: sprængt blindtarm og diffus infektion i bughinden.
Noget sådant er uhyre sjældent, men i Holstebro havde jeg oplevet tilløb til lignende: Efter vistnok et trafikuheld, fik jeg på en vagt en mand på ca. 45 år ind med mistanke om en læderet milt med blødning. En sådan situation kan man næsten ikke se an, men må operere akut og stoppe blødning – oftest ved at fjerne milten. Manden var Jehovas Vidne og ville ikke opereres. Jeg tilkaldte afdelingslægen. Samme resultat. Nu var hans hustru tilkaldt. Hun var gravid i 9. måned. Enig med manden. Afdelingslægen sagde: Vi sætter blodtransfusion op. Absolut nej fra både hustru og patient. De ville bede og hustru skulle kontakte ”menigheden”. Manden blev dårlig og træt. Og – tro det eller ej – hustru gik i fødsel og kom på fødestuen. Afdelingslægen og jeg bandt hvidt klæde om transfusion og satte det i gang. Og underligt nok stoppede en eventuel miltblødning. Da han blev mere klar spurgte han godt nok om årsag til et stiksår i venstre albue. Vi sagde det var en indsprøjtning, hvilket han accepterede. Han kom sig. Hun fødte et rask barn. De blev udskrevet. Han var OK.
Der har nok kun været en ubetydelig blødning eller vor mistanke om miltlæsion har været forkert.
Intet sikkert kan siges, men Jehovas Vidner er sikkert overbevist om, hvordan og hvorledes og bekræftes derved i noget, som kan være det glade vanvid,
Rent juridisk kan og skal man som læge foretage det lægeligt forsvarlige, hvis patienten er værgeløs eller mindreårig og ikke kan tage vare på eget liv. Men som læge er situationerne frygtelige at opleve. I Give blev jeg først rådvild og senere ked af det. Jeg endte med at blive vred. Rigtig vred.
19. Grønland 1958
I Give blev jeg indkaldt til militæret med mødested i Padborglejren d.1.maj 1958.
Jeg var ikke færdig med værnepligten. Beholdt min stilling ved sygehuset og lejligheden til hustru og barn. Vi kendte ingen i Give. Og da mine svigerforældre havde plads til Ally og Christin, flyttede de til Gjern.
Jeg var kun i Padborglejren i ca. 2 måneder, så kom der en udkommando til Østgrønland med virkning fra primo juli til hen mod november – afhængigt af en del forhold. Et dansk firma Topsøe Jensen og Schrøder skulle forberede opførelsen af en såkaldt LORAN-station på Østgrønland ved kysten syd for Angmagssalik (det nuværende Tasiilaq). LORAN står for long range navigation: Radiostation for flyvningens sikkerhed. Ganske korrekt, men militært også for overvågning af luftrummet vedr. uønsket overflyvning. Det var tiden for den kolde krig: dvs altid spændte forhold mellem Sovjet og de vestlige demokratier.
Militæret havde ikke selv kapacitet til visse elementære entreprenørarbejder Benyttede civilt firma til disse. Der skulle en militær ”administrationsmand”/leder med fra Holmens Bygningstjeneste. Men de ca. 40 mand, der var udtaget af firmaet ville have en læge med.
LORAN-stationen skulle anlægges på en lille ø Orsuiaqsuaq ude i ødemarken uden kontakt med omverdenen med andet end en telegrafist og en lille ambulant telegrafstation. Så kunne vi med lidt held kalde Angmagssalik.
Oberst Eggert- Møller, chef for Padborglejren, kaldte mig til sit kontor en dag. Jeg havde – lidt forbudt – haft besøg i få dage af Ally og datter. De fik et værelse på Infirmeriet. Eggert-Møller var lidt ked af udkommandoen på mine vegne. Han skulle på ferie og tilbød, at Ally og Christin kunne bo i hans lejlighed. Major Rose, chef for Jyske Trænregiment tilbød mig det samme, men tidsrummet på knap ½ år dækkedes jo ikke. Og Ally havde det godt hos sine forældre.
Eggert- Møller var flink og fritog mig for tjeneste i 6 dage inden afgang til Grønland, hvis jeg kunne klare vaccination på nyindkaldte værnepligtige på en formiddag, som var dagen efter. Det lovede jeg og således fik jeg 6 dages frihed med Ally og Christin på 2 år. Vi boede i sommerhus ved Bjerregård på Vestkysten. Vi kørte til Flensborg Fjord og var ude på Okse Øerne.
Årsagen til den lidt spændte internationale situation: Kold krig mellem visse store internationale problemer. Bl. a. havde Ægypterne lukket Suezkanalen for international sejlads. England truede med militær indgriben.
Mine forældre kørte Ally, Christin og mig til københavnerbåden i Aarhus aftenen før jeg skulle møde i København. På det tidspunkt var situationen: Åbnede Ægypten ikke Suezkanalen i l. a. 48 timer ville England åbne den med magtanvendelse. Min militære situation var: Vi skulle afsejle med J. Lauritzens ishavsdamper ”Kista Dan” til Østgrønland. Kunne vi ikke afhentes efter endt arbejde p.gr.a. ”international uro”, blev vi fløjet til Canada til overvintring. Derfra vil vi blive hentet hjem næste år, når forholdene var i ro på internationalt plan.
Ally græd. Jeg afrejste næste dag over middag til Orsuiaqsuaq, Østgrønland. Rejsen ville tage ca. 8 dage i godt vejr. Vi løste opgaven. Så her skal ikke berettes om opholdet. Øen er ca.4 kvadratkilometer og adskilles fra kysten med et ca. 200 meter bredt sund. Under opholdet på Orsuiaqsuaq måtte vi kun skyde isbjørne, hvis vi følte os truet. Det skete 2 gange. Første gang var en nat, da en bjørn kom med sin unge og lidt for ivrigt undersøgte vore udestående kasser samt med begge forlapper lænede sig op af bla. andet vinduet til mit kammer. Vinduerne holdt, men mandskabet i hele barakken følte sig meget truede. 2 mand, hvoraf jeg var den ene blev udpeget til at gå ud og nedlægge. Min makker skulle starte med at skyde. Først da vi var ude ved bjørnen, så vi ungen og erkendte straks at bjørnen var aggressiv. Den gik straks til angreb. Afstand højst 4 meter. Første skud klikkede, men andet skud kom i absolut sidste øjeblik og dræbte den. Min makker skød straks 3 skud til ungen, der stod 10 meter fra os – ganske stille med front mod os.
Næste bjørn kom en eftermiddag og gik rundt mellem barakkerne for at undersæge alt. Min tidligere makker var ude på terræn og opdagede den huirtigt. Jeg var på mit værelse, så han hentede straks riflen. Bjørnen var på det tidspunkt sprunget i havet og svømmede bort. Jeg sagde: Den skal ikke skydes, men der var gået lidt panik i 2-3 mand, så de satte jollen med påhængsmotor i vandet og sejlede ud til bamsen og skød den på få meters afstand. Det hele virkede uovervejet og jeg kritiserede dette skud. Bjørnen blev hentet ind. Den var kæmpe. 320 cm fra snude til halespids.
Næste dag kom en grønlandsk fanger Emil, der nu og da besøgte os fra øen Isotoq i sin kajak. Isotoq ligger små 2 timers motorbådssejlads fa os. Han så bjørnene.
Jeg havde nedlagt forbud mod, at vi smagte dem. Der er chance for trikiner i musklerne. Får mennesker dem er der ingen terapi og dødeligheden er ca. 30%, hvilket en naturbefolkning måske kan leve med, men ikke nogen risiko at løbe for os.
Kort: Beboerne fik dem. Brugte dem måske til hundefoder, og vi fik skindene retur. De blev ophængt hos mig. Vi forærede dem til hovedkontoret for Topsøe Jensen og Schrøder.
Jeg kom til Keflavik med Island Air – lidt indviklet. Rejsen indeholdt dog lidt afvigende fra en rolig rejse.
Vi blev hentet på Orsuiaqsuaq af båden Tikeraq, som var en større post- og godsbåd, der gik i fast rutefart på vestkysten. Den sejlede os til Angmagssalik, hvor jegvar i land med en lille rest medicin, der blev afleveret på sygehuset. Der var ingen læge hjemme, så jeg afleverede blot. Det blæste op til storm sidst på dagen, så jeg ville ombord. Imidlertid var det levet mørkt og man kunne ikke se skibet eller dets lanterner fra havnen. Jeg gik op til radiostationen, der oplyste, at kaptajnen ikke turde ligge ud for havnen, men var p.gr. a. stormvejr sejlet et par sømil ud og lå opankret i læ af en lille klippeø.
Der ville jeg gerne ud og gik ned til havneområdet, hvor jeg fandt 2 af vort mandskab, der også ville ombord. Samtidigt var der 2 voksne grønlændere, som kunne lidt engelsk. De havde en større motorbåd, som de godt ville sejle os ud med. De kendte farvandet og den aktuelle ø, som Tikeraq lå opankret ved.
Så vi steg ombord og kom godt fra land. Stormen havde rejst sig, men båden var stabil, men desværre gik motoren i stå. Grønlænderne baksede med den i mørket og en lille lommelampe. Søen var meget urolig. Der kom vand ind, så vi måtte øse. En af de 2 af vore mænd (ca. 50 år) begyndte at gå i voldsom panik, så han intet kunne lave. Han stortudede. Jeg måtte give ham en mægtig lussing og besked om at øse, hvis han ville overleve druknedøden. Det ændrede hele situationen. Men i månelyset så jeg et stort klippeskær ca. 100 meter i læ af os. Vi ville drive på det, få båden smadret og drukne, da skæret konstant var helt oversvømmet af bølgerne.
Jeg havde opgivet at se Danmark igen, men så skete underet: ca 20 meter før vi støtte på skæret en km fra land startede motoren med det elskede tøf-tøf og vi skred forbi i en afstand af ganske få meter.
Grønlænderne var godt orienterede trods mørket. Efter få minutter kunne vi alle se den sorte klippe nogle få 100 meter fremme. Vi kom om bag den og der lå Tikerq i smult vande.
Men der lå en stor sort kutter langs siden. Vi lagde til og fik en fortøjning sat fast, så kunne komme ombord. Det var kutter ”Mikki”, som jeg kendte eksistensen af. Vidste at skipper var Niels Underbjerg – altså den Niels, der med broderen Jens havde slået den tyske vagtpost i Esbjerg ned for 13 år siden og taget hans riffel, der nu lå på bunden af Esbjerg Havn. Det var også den Niels, som blev taget af tyskerne ved en razzia på Sømandshjemmet.Han stod i styrehuset og var ved at natte skibet af. Jeg så farlig ud med gennemblødt uniform og sod på kasketten. Gik ind i styrehuset og sagde: ”God aften, Niels”. Han så på mig og sagde: ”Hvor helvede kommer du fra, Verner, her i storm ved midnatstide”?
”Ja, vi har lige lagt til ved din bagbords side. Vi kommer fra Angmagssalik og skal ombord i Tikeraq”.
Det var et møde, som ingen af os vil glemme. Vi gik i kahytten og fik en midnats snak.
Under et midlertidigt ophold på ca. 1 uge i en øde barak ved Ikateq uden varme eller komfort på vej til Kulusuq n. f. Angmagssalik, hvor vi skulle flyve fra til Keflavik, Island blev vor telegrafist kontaktet af et grønlandsk fiskefartøj ved navn Mikki (kælenavn for Ejnar Mikkelsen, 1880 -1971, berømt dansk polarforsker). Skipperen Niels Underbjerg, som jeg havde mødt få dage før, ville komme næste dag med Mikki og hente mig til frokost ombord. Vor hytte lå ved en fjordarm og Niels kom næste dag og hentede mig ombord via redningsjollen.
Vort møde var varmt og følsomt. Jeg var ombord i 2 omgange til en hyggelig frokost med 4 eskimoer.
Far havde for år tilbage anbefalet ham til stillingen som skipper på forsøgskutteren Mikki K 40, hjemsted Angmassalik. Niels skulle lære grønlænderne moderne fiskeri med kutteren som læreplads. Verden er i sandhed blevet lille.
Mikki blev i 1959 skruet ned af isen. Besætningen blev kun reddet ved en tilfældighed. Jeg sendte Niels et lykønskningstelegram i anledningen. Han var gift med en skipperdatter af vort bekendtskab. Bopæl Angmagssalik.
Jeg mødte således Niels 3 gange under mit ophold oppe i ødemarken. Det er så fantastisk og netop med den fortid sammen er både glæden og disse samoplevelser så positive og unikke, at det er umuligt at gengive følelserne på papiret.
20. Hjem fra Grønland
Vi blev hentet af Island Air og var et døgn i Reykjavik med megen dramatik. Og dramatik havde jeg absolut fået nok af. Det kunne ret beset være endt med, at jeg aldrig kom til Danmark i live. I øvrigt var disse oplevelser sikkert en af grundene til, at jeg reagerede så voldsomt på, at jeg ved landingen i Kastrup meddelte landsdelskommandoen, at jeg ikke modtog ordren. Se senere.
Døgnet inden vi ankom fra Keflavik havde et engelsk fiskefartøj krænket det islandske havområde. Et islandsk kontrolfartøj havde blandet sig og taget en engelsk hærofficer ombord som gidsel og hjembragt ham til Reykjavik. Denne ”torskekrig” vidste vi jo intet om. Islændingene var meget vrede og dybt forargede over Englands adfærd.
Om aftenen gik jeg med et par bekendte fra grønlandsopholdet tur på strøget i
Reykjavik i min løjtnants uniform fra hæren. Den lignede til forveksling den engelske uniform og en drengebande antog mig for at være den engelske officer.
Jeg blev pludselig bombarderet med sten af en flok unge drenge. Ramt bag venstre skulder og søgte ly ved en indgang til en forretning – 3 trappetrin over fortovsniveau. Kaldte på hjælp til de forbipasserende, som ikke reagerede. 8-10 store drenge angreb mig. Jeg blev voldsom og sparkede dem i skridtet, så de faldt ned på fortovet. Trappen var smal, så kun et par kunne angribe. Tilfældigvis kom en politibil forbi og så episoden. Drengene flygtede. Politiet (dansktalende) tog mig i bilen. Fortalte baggrunden og bad mig stige ud på nabogaden. Så ville de prøve at fange banden, når den så mig igen. Jeg gik med på idéen og steg efter et par vejkryds ud igen. Efter 100 meters gang, kom banden frem og ville have fat i mig. Jeg kom straks ind i politibilen. Den kørte mig til mit hotel. Politiet bad mig blive på værelset. De mente det var nødvendigt a.h.t. min sikkerhed. Hotellet fik besked på at servere mit måltid og min morgenmad på værelset. Det skete. Og næste formiddag kørte jeg i taxa til flyet hjem fra Keflavik. Jeg havde jo ikke andet tøj at skifte til end min udgangsuniform, som jeg rejste til Grønland i.
Mellemlandede i Glasgow for at tanke op. Fløj videre i flot solskin over Nordsøen i 5 km´s højde. Nød det usigeligt. Men oplevede en næsten ustyrlig nervøsitet for, at der skulle være tilstødt min hustru/datter noget. Vidste jo intet om deres tilværelse. Kun en enkelt kontakt via Angmagssalik for mange uger siden.
Landede i Kastrup og blev over højtaler tilkaldt information: Læge Gorridsen, der lige er landet fra Grønland med flyet fra Reykjavik skal straks melde sig i information. Gentager : osv.
Ved information oplystes, at jeg straks skulle tage første tog til Holstebro, hvor jeg skulle være læge ved en stor 14 dages øvelse i Midtjylland.
Det var for meget. Der var ikke krig. Været borte i flere måneder. Sådan leger vi ikke.
Jeg ringede straks til Vestre Landsdelskommando og bad om at tale med vagthavende chef. En oberst kom til telefon. Jeg identificerede mig og oplyste høfligt, at jeg ikke agtede at efterfølge ordren vedr. deltagelse i efterårsmanøvren. Han fik et eksplosivt anfald af ord, hvorefter jeg kort oplyste: Møder ved Holstebro Kaserne, som jeg har basis ved, om 7 dage, når jeg har hilst og været sammen med min hustru. Kort og koncist. Kun til efterretning, så man ikke skulle sætte en eftersøgning i gang. Intet skænderi fra min side. Lagde røret mit i ”modstanderens” sætning. Sådan.
Yderligere lå der fra Topsøe Jensens firma tror jeg en besked: Mine forældre og Ally var at finde ved Hovedbanegården. Firmaet havde oplyst dem om hjemturen samt om tidspunkt for min formodede hjemkomst.
Jeg fandt dem og var lykkelig. Vi startede straks køreturen til Gjern. Grundet vor primitive ophold i 5-6 måneder var jeg ikke barberet og havde fuldskæg, hvorfor Christin ikke var begejstret – til min store sorg. I Nyborg bad jeg far stoppe ved en barber. Det skete og efterhånden som skægget faldt, fik jeg Christins små arme om min hals til usigelig glæde og fryd. Noget jeg havde drømt om i mange nætter.
Jeg mødte – som lovet – op på Holstebro Kaserne efter en uge. Forventede alt, men der skete intet. Ally og jeg havde hentet vor bil hos Fiat i Varde, hvor den var oplagret uden nummerplader for ar spare penge. Ally ville ikke have den til brug.
Vagten ved kasernen slap mig igennem og oplyste, at jeg skulle melde mig hos chefen oberst Janssen. Min uniform var til rensning og presning. Jeg havde kun min officerskasket. Jeg gav møde med kasket korrekt under venstre arm. Obersten var halsstarrig: Hvad var det for en måde at fremstille sig på? Just hjemkommet fra Grønlands ødemark kunne dette ikke rigtigt bide på mig.
Oplyste, at jeg for 1 uge siden var hjemkommet fra ødemark i Østgrønland, at min uniform var til rensning, at min tjenestepistol beroede hos kommandanten i Padborglejren, samt at jeg var tilstede som forlangt. Dog en uge forsinket, da jeg havde savnet min hustru og datter.
Han blev tavs og bemærkede utvivlsomt min enkle og klare melding. På det tidspunkt var jeg aldeles ligeglad med hans eventuelle reaktion. Jeg følte total ligegyldighed over for militære barnagtigheder i en latterlig militær dagligdag. Og stod rør.
Jeg fik besked på at gå til våbenmesteren og blive iklædt til øvelsen, som først endte om 4-5 dage. Derefter overtage en lastbil med chauffør. Bilen ville blive kørt frem til mig. Få chaufføren til at køre til et mødested i Midtjylland og deltage i resten af øvelsen som læge.
Alt skete som foreskrevet, dog med den forskel, at man ikke havde en løjtnants kampdragt. Jeg blev iklædt som kaptajn i hæren. For min skyld ingen alarm.
Et par dage efter øvelsens slutning blev jeg atter kaldt op til oberst Janssen. Han oplyste, at han som Frimurer aftenen før havde været sammen med overkirurg Borch Madsen på Holstebro Centralsygehus. I samtalens løb havde han sagt, at der var kommet en ny læge på kasernen og nævnt mit navn. Borch Madsen havde sagt: ”Ham kender jeg, da han har været ansat her. Og ham kunne jeg godt bruge”.
Janssen sagde: Havde jeg lyst, så ville han som min militærchef acceptere, at jeg tog stillingen samtidig med mit job på kasernen. Jeg sagde straks ja tak, hvilket medførte, at jeg fik lejlighed på sygehuset samt, at Ally og Christin flyttede ind i den sammen med mig.
Det varede kun godt en måned, så var jeg færdig med min værnepligt og fortsatte min stilling på Give Sygehus.
21. Esbjerg Sygehus, kir.- gyn. Afdeling, 1959.
I starten af 1959 søgte Esbjerg Centralsygehus en læge på kirurgisk-gynækologisk afdeling. Dels var det Esbjerg og dels specielt gynækologi. Begge ting var min interesse og samtidigt brugbart i praksis.
Jeg ringede derned og talte med overkirurg O.K. Svenningsen. Fik straks stillingen via telefonen. Så vi flyttede til min fødeby.
Det blev et travlt år. Altid travlt på skadestuen. Vagt hvert andet døgn. Men der var laboratorievagt og røntgenoverlæge, så disse to funktioner skulle kirurgisk vagthavende ikke belastes med. Desuden skulle jeg undervise sygeplejeelever fra Varde, Grindsted, Ribe, Brørup og Esbjerg sygehuse i kirurgi. Disse undervisningstimer faldt naturligvis på en frieftermiddag i hver uge, da man ikke både kunne være optaget af undervisning og have vagt samtidigt på en travl afdeling. Undervisningen var en dobbelttime med et frikvarter imellem.
Efter at oversygeplejersken havde overværet min undervisning et par gange, ønskede hun at tale med mig under 4 øjne og gik lige til sagen:
De starter ikke blot første time med en sang fra Højskolesangbogen, men starter skam også anden time med at synge. Det tager for meget tid, så det vil jeg gerne have stoppet. Jeg svarede: Helt OK, men så må sygehuset finde en anden til at undervise.
Så jeg fortsatte.
I øvrigt mødte jeg 3 fra min undervisning efter, at jeg kom til Ans. Den ene kom op for at snakke med mig efter et af mine foredrag på Bjerringbroegnen. De 2 andre fik jeg et samarbejde med, da den ene blev gift med en ejer af et plejehjem i Grauballe. Den tredje var leder på en offentlig plejeafdeling. Det var en positiv oplevelse at træffe dem alle.
Yderligere blev overkirurg O. K. Svenningsen sygemeldt en tid grundet en infektion, der hindrede ham i at komme på operationsstuen.
Han havde privatpraksis med lokale på sygehuset – en ganske traditionel ordning på det tidspunkt. Han bad mig passe den, medens han var sygemeldt, hvad jeg gjorde. Konsultationssygeplejersken var vor oversygeplejerske. Denne funktion udfyldte jeg
ulønnet på dage uden vagt og sidst på eftermiddagen til klokken godt spisetid. Det gav mig en virkelig udfordring og var samtidig en kolossal tillidserklæring.
Ally ville stadig passe hjemmet og datter. Jeg var ikke meget hjemme på vagterne, så det ville også have været vanskeligt med anden ordning.
Det at blive ansat på hjembyens sygehus skabte en del pudsige episoder.
En sen aften blev jeg kaldt op af Blåvands Radio, som var kaldt af en Esbjergkutter, hvis skipper havde mavesmerter. Jeg talt via Blåvand med et besætningsmedlem. ar Jeg var næsten sikker på, at der var en blindtarmsbetændelse og spurgte, hvad kutterens position var: Nærmeste havn var Esbjerg. Jeg bad dem søge havn og kontakte mig lidt før ankomst, så ville jeg sende en ambulance til afhentning af skipper. Han ankom et par timer efter midnat. Skipper kendte jeg fra min ungdom. Vi var jævnaldrende. Diagnosen var sikker og jeg gjorde klar til operation. Han spurgte – lidt forskrækket -: Hvem opererer? Ja, det var jo mig, hvilket også skræmte ham. Jeg beroligede ham. Det hjalp. Lige før jeg begyndte operationen, oplyste operationssygeplejersken, at der var mand ude på gangen til operationsstuen. Han virkede nervøs, og det var faderen til patienten. Jeg gik ud til ham. Det var en af mine forældres gode bekendte.
Da han så, at kirurgen var mig, som han kendte som dreng, spurgte han meget bekymret: ”Ja, men kan du ikke tilkalde overlægen, Verner?” Jeg svarede: ”Jo, Ivar, men det er ikke nødvendigt. Nu går du på afdelingen. Jeg ringer og siger, at du skal have en kop kaffe. Så kommer jeg snart ned til dig med din søn. Ingen problemer”.
Det måtte han så acceptere. Og det gik som det skulle.
Der var flere lignende situationer med bekendte fra min drengetid. Det forstod jeg udmærket. Men de morede mig og faktisk også de bekymrede efter lidt hyggesnak.
Det var en ualmindelig god tid – kun et år – på Esbjerg Centralsygehus. Vi prøvede at få Christin i ”børnehave”, hvad hun absolut frabad sig. Så Ally forblev professionel hjemmegående, trods tilbud fra sygehuset om ansættelse.
En dag blev jeg kaldt op til chefen. Han gik lige til sagen og sagde: ”Jeg nærmer mig alder til afgang om måske 3-5 år. Jeg synes det er helt i orden, om De efterfølger mig som overkirurg her på stedet. Derfor har jeg haft kontakt med Riget, som vil ansætte Dem og sørge for Deres uddannelse i de næste 5 år på Riget. Grebet rigtigt an er stillingen sikret”.
Det var helt ærligt en virkelig overraskelse, som jeg absolut ikke havde blot tangeret tanken om. Jeg havde kun været ansat i et halvt år. Jeg takkede absolut for såvel tanken som tilbuddet, men sagde: ”Umiddelbart forestiller jeg mig selv som praktikus på landet. Men jeg vil alvorligt overveje tilbuddet og perspektivet, men må også tale med min hustru om det”.
Ally og jeg snakkede om det, men blot tanken om et byliv i København i måske 5 år distancerede mig lidt – trods ambitionsniveauet. Jeg havde reelt forestillet mig et landboliv.
Hvor ejendommeligt skæbnen kan spille med brikkerne, sker der umiddelbart efter følgende:
En studiekammerat fra Thistedegnen, lægesøn, skulle hjem til faderens praksis og ønskede mig i nabopraksis. Det kunne skabe et godt samarbejde og et fornuftigt vagtskifte. Vi blev inviteret til at bese stedet, hvad vi tog imod. Det var i Klitmøllerområdet. Vi overnattede hos min studiekammerat og hans forældre.
Ally syntes, at området var lidt barsk. Valget traf vi ret hurtigt, da læge Harald Jensen, Ans også fandt frem til mig i Esbjerg. Han ringede og ville gerne have mig til at benytte min ferie med at passe hans praksis igen. Dertil sagde jeg nej, da jeg ikke havde haft ferie siden omkring 1952. I 55 og 56 feriejob. I 57 i Ans og i 58 udkommanderet til Grønland. Nu ville vi feriere og nyde livet. Men trængte han til weekendfrihed ville jeg i mine friweekender godt køre til Ans lørdag middag og passe til søndag kl. 24. Og det skete faktisk næsten alle weekender. Vi kørte til Ans lørdag over middag, når arbejdet i Esbjerg var færdigt. På den tid var der først weekend efter lørdag kl. 12.
Dernæst kørtes til Esbjerg søndag kl. 24, når Harald Jensen vendte hjem og ankom til Esbjerg kl. ca. 02,30. Op til vagt mandag morgen på Esbjerg Sygehus.
Det hele endte med et tilbud om ansættelse i Ans Lægepraksis og snarlig overtagelse. Snakken fandt sted under en middagsinvitation hos Harald Jensen.
Så jeg sagde nej tak til O.K. Svenningsens fine tilbud (se bogen i min reol: Kitler, konger og kontorer, side 78, udgivet af Sydvestjysk Sygehus) og til praksis ved Thisted og startede i Ans d.1.2.1960.
Det har Ally og jeg aldrig fortrudt.
Der er et lille positivt mellemspil, som jeg undrede mig over: efter at jeg i sidste halvdel af 1959 havde sagt ja til tilbuddet i Ans, kom der centralt fra Den almindelige danske Lægeforening en opringning til mig i Esbjerg. En person gratulerede mig med tilbuddet samt mit ja til samme. Man oplyste mig om, at praksis var særdeles velrenommeret og kendt for at forvalte lægeetisk arbejde på højt niveau. Det glædede mig naturligvis at høre. Måske har det umiddelbart været medvirkende til min lyst til at komme til Ans.1.februar 1960
22. Aftalen var klar: Start i Ans 1.februar 1960.
Jeg har slået op i værket Den Danske Lægestand 1949 – 1957,
Trettende Udgave (1957), som utvivlsomt giver forklaringen på opringningen.
Læge Harald Jensen har erhvervet følgende udmærkelser:
JrKFK = Røde Kors Fortjenstkors (Japan)
JrKM = Røde Kors Medalje (Japan)
PrK = Røde Kors Sølvmedalje (Preussen)
RrK = Røde Kors Hæder4stegn (Rusland)
Læge Jensen og jeg blev aldrig dus. Vi havde et fuldstændigt problemløst samarbejde. Kom ikke sammen privat. Han omtalte aldrig sine udmærkelser, som jeg først blev orienteret om efter hans afrejse.
Kun på et område havde vi ikke fælles synspunkt, og det var sikkert forståeligt:
Jensen kom til Ans i oktober 1931 fra en reservelægestilling på Hammel sygehus i 2 år. Før læge Jensen havde lægen i Ans været læge Deichmann, g. m. en svensk kunstmaler. Deichmann var syg af leddegigt. Havde det meste af sit sidste år været indlagt på Kjellerup Sygehus, hvor han døde.
Praksis havde derfor ofte været ”passet af nabolæger”, hvilket havde slidt meget på dens identitet, som selvstændig praksis. Og nabolæger havde stort set på det nærmeste overtaget forretningen.
Dette havde læge Jensen i den grad fået gjort til fortid. Han var i sandhed blevet sine patienters trofaste familielæge – nat og dag, søgn og hellig, Påske, Pinse og Jul. Altid var han tilstede. Og i øvrigt en dygtig læge.
Jeg modtog med glæde mange praktiske råd og vink. Vi havde hverken sygeplejerske eller sekretær. Fru Paula kunne en enkelt gang hjælpe sin mand, om man kunne bruge en ekstra hånd. I øvrigt blev hun skønhedsdronning i København i 1928.
Foruden denne positive entré boede såvel mine forældre som mine svigerforældre kun 15 km fra Ans. Mine forældre ejede ”Gjern Rekreations- og Sygehjem” og havde for at kunne levere egne råstoffer til eget køkken i 1951 købt en skønt beliggende ejendom med landbrug og skov i Gjern Bakker. I 1956 tilkøbte de naboejendommen, så der i alt var et jordtilliggende på ca. 75 ha. For størstedelen henlå arealerne som skovbevokset natur med hældning mod syd til Gjern Å, hvis nordbred tilhørte ejendommen på en strækning af knap 2 km. Desuden havde vi 2 mindre enge ved åens sydlige bred.
Familiens og denne ejendoms nærhed pyntede meget i vor fremtidige tilværelse.
Vi startede uden tvivl om vort fremtidsperspektiv med at bygge eget hus på Søndermarksgade 19 (den gang kaldt Silkeborgvej). Til huset var færdigt, boede vi i lejlighed på Teglgade 8 (daværende Skolegade). Da vor murermester skulle være færdig med opførelsen af Ans Missionshus flyttede vi først ind i vort eget hjem primo maj 1960.
Læge Harald Jensen og hustru Paula boede på Søndermarksgade 9, hvor – traditionen tro – også konsultationen havde til huse som en del af privatboligen.
Arbejdsgangen blev som flg.: Læge Jensen fortsatte med sin konsultationstid kl. 13 og jeg startede min kl. 8. Den læge, der ikke havde konsultation, kørte sygebesøg. Man søgte at praktisere en fyraften ca. kl. 16. Hvad man ikke havde nået, fortsatte vagthavende med. Der var døgnvagt hver anden dag og almindelig arbejdsdag hver anden dag.
Min månedsløn steg til ca. det dobbelte af hospitalslønnen: fra ca. 1300 til 25oo kr. Derudover fik jeg egne kørepenge. Betalte selv husleje eller udgifter til egen bolig. Som amanuensis (hjælpelæge) deltager man ikke i praksis` driftsudgifter.
Få måneder efter starten i Ans fik jeg et brev fra praktiserende læge Anker Aggebo, Aarhus. Jeg kendte udmærket hans eksistens. Han var fra 1894 – havde været formand for Aarhus Lægekreds og undervist på Diakonhøjskolen. Var i øvrigt forfatter til flere lægeetiske bøger.
I brevet tilbød han mig amanuensisstilling hos ham med henblik på snarlig overtagelse af praksis. I virkeligheden et estimeret tilbud, men jeg svarede et høfligt nej tak. Jeg var tilfreds, hvor jeg var.
Samarbejdet med læge Harald Jensen varede i godt 2 år til udgangen af februar 1962 og var arbejdsmæssigt og fagligt absolut lydefrit.
Vi blev aldrig dus og kom ikke sammen privat.
Jeg lærte med glæde mange praktiske ting om praksisdrift og god håndtering af dagligdagen.
Der var dog et kommende spørgsmål i almen praksis, som trængte sig på. Og dettes aktualitet eller løsning var vi ikke enige om. Jeg behøvede ikke på nogen måde at være diskret med mine argumenter eller trække mig. Jeg risikerede ingen opsigelse, da det var afgjort, at jeg skulle købe praksis efter rimelig kort tid. Jeg mærkede tydeligt, at Jensen snart trængte til at have fri, så han ville ikke risikere, at jeg stoppede. Det var de akutte opkald aften og nat og uro altid. Juletiden inklusive.
Praksis var reelt absolut for meget for 1 læge. Den havde absolut størrelsen til 2.
Problemet var:
Jeg ville gerne etablere vagtskifte om weekend og kirkehøjtider med nabolægen i Rødkærsbro. Jeg forstår egentlig godt Jensens negative holdning, der havde rod i situationen ved hans ankomst til Ans i oktober 1931:
Lægen i Ans hed da Deichmann, g. m. en svensk kunstmaler. Han var meget medtaget af leddegigt og var i sit sidste år næsten indlagt konstant på Kjellerup Sygehus, hvor han også døde.
Dvs. at praksis stort set var ”passet” af nabolæger i et årstid, hvilket havde slidt på praksis´ identitet som selvstændig lægepraksis.
Det fik Harald Jensen ændret, så det absolut hørte fortiden til. I øvrigt var han faglig dygtig og meget samvittighedsfuld. Han blev sine patienters trofaste familielæge, der altid var at træffe. Og det havde givet pote, så det kunne mærkes. Under krigen kørte han rundt på en motorcykel i al slags vejr. Havde et godt helbred, men var han syg, havde han en fast chauffør i en af patienterne, der stod rede med hjælp.
Så tanken om at overlade vagten til en nabokollega faldt på stengrund. Men han havde absolut forståelse for mit ønske og prioritering af familieliv, så jeg måtte godt undersøge muligheden for en løsning.
Det skete med et besøg hos nabolægen i Rødkærsbro. Sagt i stilhed: Dér havde vi mange patienter, så lægen var lige så negativ som Jensen. Denne kollega var 44 år,
hvilket jeg havde slået min lid til. Yderligere havde han været hos mig og med en flaske ønsket mig velkommen.
Jeg var vedholdende og efter 2-3 besøg lykkedes følgende udspil fra min side: Fuldstændig klar over, at vi var 2 i Ans og dermed statistisk kunne dække over 2 vagter, når Rødkærsbro dækkede en, foreslog jeg, at Harald Jensen ikke deltog, men havde fri hver weekend.
Til Jensen sagde jeg: Mit udspil skal ikke ændre noget m.h.t. min løn. Og De vil sikkert gerne have mere fri. For mig er det rammerne om min fremtidige tilværelse, det drejer sig om. Samt måske trodse gammel uvane og prøve eksemplets magt. Det skal også være en tillidserklæring til nabolæger vedrørende forvaltning af neutral service til en fremmed læges patienter/”kunder”. Vagterne kom til at gælde fra lørdag kl.12 til mandag morgen kl.8.
Alle blev glade for vagtordningen. Jeg havde en klar opfattelse af, at også ”kunderne” forstod. Over for mig er der aldrig faldet en kritisk kommentar.
Efter læge Jensens stop ved udgang af februar 1962 var jeg alene til 1. april, hvor jeg fik Harry Regin Christensen som amanuensis. Harry var jordemodersøn fra Gjern. Var blevet læge et år efter mig og god bekendt med Ally. Både Harrys hustru Birte og min var sygeplejersker. Harry og Birte flyttede ind i læge Jensens bolig, som jeg havde købt sammen med praksis, hvilket gav en krølle i vort handelsforhold.
Vi havde ikke sat pris på læge Jensens bolig med konsultationslokaler. Jeg havde altid vurderet prisen til gængs handelsværdi. Læge Jensen forlangte knap 100.000 kr., men ville acceptere 90.000 kr. Huset var fra 1912 med centralfyr i køkkenet. Jeg bød 65.000 kr. Min nye villa på 145 kv.-m. havde kostet godt 110.000 kr. Han afslog totalt, hvorefter jeg ringede op til overkirurg Erik Lykkegaard Nielsen på Esbjerg Centralsygehus. Han var også ansat, mens jeg var der. Vi boede i samme villa: Han i stuen og Ally og jeg på 1.sal. Fortalte min situation og spurgte: ”Mangler I en læge”? Hvortil han svarede, at jeg kunne begynde på mandag, hvilket var om 4 dage. ”Tak” sagde jeg. ”Jeg ringer retur”.
Det forelagde jeg læge Jensen, som blev ganske målløs. ”Hvad med Deres hus?” sagde han. ”Det er mit problem, men en ny villa kan altid sælges”, svarede jeg.
Jeg foreslog, at vi hver fik en lokal håndværksmester til at vurdere. Var de forskellige, ville jeg give gennemsnittet. Det skete med følgende resultat: 60.000 kr. og 65.000 kr. Det blev 62,500 kr. og han slog til. Så jeg ringede afbud til Esbjerg.
23. Den ny Ans lægepraksis med lokaler på Søndermarksgade.
Både Harry/Birte og Ally og jeg fik ung pige i huset, hvilket gav mulighed for at begge hustruer mere og mere deltog i konsultations arbejdet. Praksis voksede støt bl.a. grundet, at en ret nyetableret praksis i Fårvang efter ret kort tid lukkede.
Lægen – en kvinde – havde jeg et udmærket forhold til. I et par sygdomstilfælde bad hun mig vikariere under hendes sygeperioder. Derfor holdt jeg også konsultationer derovre en gang i ugen foruden at køre sygebesøg. Efter lukningen af praksis valgte et stort antal af patienterne Ans Lægepraksis. Af andre årsager til medvind for vor praksis var samtidig følgende tilfældigheder: 3 praktiserende læger i Kjellerup stoppede med praksis. 2 først og fremmest grundet alder og en tredje blev fuldtidsansat skolelæge.
Jeg blev også skolelæge for ca. 15 skoler – de sydligste i Hvinningdal v/Silkeborg. Ally blev ansat som min sygeplejerske, så vi arbejdede sammen og samtidigt på alle skolerne. Grønbæk Sogn hørte ind under vort skolelægedistrikt, hvilket på flere måder stabiliserede praksis. Alt dette skete ret pludseligt samtidigt med indførelsen af poliovaccination af hele befolkningen. Denne vaccination fik Ally og jeg overdraget via min stilling som skolelæge. Vaccinationerne fandt sted på diverse skoler om aftenen efter fyraften a.h.t. ønsket om at vaccinere flest mulige.
Naturligvis kunne disse stillinger ikke undgå at reducere min tilstedeværelse i praksisarbejdet, hvilket en kompagnon ikke kunne være tjent med. Harry var blevet kompagnon d. 1.4.1963 efter 1 års amanuensistid.
Derfor blev det en klar aftale, at min aflønning fra de nævnte job indgik ubeskåret i praksiskassen.
Da praksisarbejdet så absolut havde min største interesse, opsagde jeg efter ca. 1 år skolelægestillingen. Jeg var af amtet blevet tilbudt fuldtidsstilling, som jeg var kvalificeret til, da jeg havde gennemgået tillæg til embedseksamen med et kursusophold i København på 1 måned. Så Harry var en særdeles forstående kollega at have som kompagnon. Dette kompagniskab levede i bedste velgående til glæde for alle parter og fortsatte problemløst til afgang fra praksis 31.12.1990.
Grunden til, at jeg fortsatte til juli 1991, var, at min efterfølger uddannelsesmæssigt ikke kunne eje en praksis før. Derfor fortsatte jeg, til min afløser var administrativt godkendt.
Konsultationslokalerne i læge Jensens villa var ikke tidssvarende. Harry og Birte byggede eget hus ved kompagniskabets indgåelse. Jeg solgte Jensens bolig med konsultationslokaler. Praksis byggede nye kliniklokaler som tilbygning til Allys og min privat. Tilbygningen var på ca. 130 kvadratmeter og indeholdt egen indgang, entré med toilet, dejligt stort og lyst venteværelse med akvarium. Sekretærværelse og 2 konsultationer, hvoraf det ene med speciel skadestuefunktion og det andet som samtalelokale. I øvrigt havde tilbygningen skorsten grundet udendørs forbrændingsovn til affald fra konsultationerne. Yderligere værelse med eget toilet
og indgang til vor unge privat pige.
Denne tilbygning medførte nedrivning af vor garage, som blev nyopført i træ og sololiggende med god plads til 2 biler. Desuden et rum til haveredskaber o.l.
Harry og jeg havde hver anden dag arbejde i kliniklokalerne med hustru som sygeplejerske og desuden fast sekretær. Hver anden dag var vagtdøgn, hvor sygebesøgene blev kørt af vagthavende, når ”morgentelefonen” var faldet til ro.
Hustruer blev aflønnet efter sygeplejerskernes tarif.
Disse nye lokaler blev efter ønske fremvist til flere praktiserende læger. Behovet for almindelig modernisering af specielt landpraksis kom mere og mere i fokus.
Vi fik også radio i bilerne, så vi kunne kaldes fra både klinikken og begge privater.
Vi blev udstyret med diktafoner, som sekretær afskrev journaler efter.
Vi flyttede ind i de nye kliniklokaler ved vor privatbolig i maj 1965.
24. Lægehuset Teglgade 23, 8643 Ans
Allerede i 1972 fødtes tanken om et lægehus. Ideen var at fusionere med praksis i Rødkærsbro, der i få år havde været en 2-mandspraksis som vor. Den ældste læge var nu blevet skolelæge. Den yngre tilbageværende – Bent Kristoffersen – var vor jævnaldrende og vi kendte hinanden alle 3 fra studietiden. I øvrigt var han købmandssøn fra Ans og student fra Th. Langs skole i Silkeborg, som både Harry og min hustru også var. Bents hustru havde taget realeksamen fra Th. Lang, Silkeborg. Et tilfældigt sammenrend.
Begge praksis havde nu i ret mange år haft et velfungerende vagtskifte, der gjaldt weekender og de kirkelige højtider.
Idéen med et nyt lægehus med beliggenhed i Ans som resultat af en fusion mellem praksis i Rødkærsbro og Ans blev modtaget med stor interesse. Naturligvis imødeså vi alle, at der kunne komme kritik, da Rødkærsbro ikke beholdt sin læge. Vi gik trods alt i gang med planerne og købte grunden Teglgade 23, Ans på 3000 kvadratmeter af daværende Kjellerup Kommune.
Jeg havde først forsøgt at erhverve en grund ved rutebilstationen, hvilket ville være særdeles praktisk for patienter, der kom med bus. Men mulighederne var udtømte.
Derefter tog alle 3 ægtepar til Sengeløse på Sjælland for at se et nyopført lægehus til 4 læger, så vidt jeg husker. Det var projiceret og opført af firmaet CONTA, som var et typehusfirma, der havde opført flere lægehuse. Det besete hus virkede tiltalende med ret store og unødvendige trafikarealer og for mange birum, men absolut attraktivt.
Vi kontaktede firmaet og kontraherede med dem. For at være helt med i detaljer, foreslog jeg, at vi ville have en arkitekt med, som vi selv valgte og betalte. Han skulle styre byggemøderne og være vor rådgiver. Vi valgte Verner Dammeyer fra Svejbæk, da Harry havde privat kontakt med ham.
Huset blev normeret til 4 læger og med så god plads, at der let kunne placeres en femte. Men vi startede med de aktuelle 3.
Jeg førte byggeregnskabet, der endte i en udgift på godt 1 million. Til allersidst fik jeg en lidt smart fornemmelse af CONTA. Huset blev leveret og regnskabet afsluttet. Nogle uger efter afslutning kom der en regning på et slutbeløb plus en lang forklaring. ”Slutbeløbet” var på ca. 35.000 kr. Efter brevveksling og et par opringninger, tydede alt på, at CONTA var gået konkurs samt at boet søgte at inddrive opfundne beløb.
Jeg afsluttede med at oplyse: Jeg havde kvitteringer på samtlige beløb og agtede at tage en retssag. Mit udspil blev aldrig besvaret, men i avisen læste jeg, at min mistanke var korrekt.
Vi indviede Lægehuset i Ans ultimo januar 1973. Det blev en festdag med inviterede og åbent hus. Lækre ting til ganen. Borgmester og socialinspektør gav møde.
A.h.t. patienterne var der installeret opkald til vagthavende ved lægehusets hovedindgang samt vagthavendes navn. Naturligvis blev der også ledningsført forbindelse til Bent Kristoffersen, som boede i Rødkærsbro. Således kunne vagtlægen altid kontaktes. Samtaleanlægget blev lavet så alle læger fra sin privat kunne lukke patienten ind i entréen, hvor der var sæde, lys, varme samt adgang til toilet. Ingen yderligere adgang til husets indre. Meget fornemt og let at håndtere for alle. Efter et års brug var praksis af en størrelse, som var velegnet til 4 læger.
Vi stak en finger i jorden og fik god kontakt til en yngre læge Jens Isak Jørgensen på Kjellerup Sygehus. Han havde et par korte vikariater i vor ferietid og passede så godt ind i samarbejdet, at han blev ansat og efter nogle måneder kompagnon i 1974. Et indiskutabelt krav fra vor side: Han skulle tage bolig i Ans.
Et svagt punkt havde lægehuset: Vi 3 ældre var alle årgang 1930, hvilket kunne blive et problem ved lægernes generationsskifte, når afgangstid oprandt. I kompagniskabskontrakten var en afgangsalder ikke omtalt.
A.h.t. følelsen af fællesskab og ferieplanlægning søgte jeg at skabe arbejdsforhold i praksis, så fællesejet pointeredes med nogenlunde egal økonomi og fælles interesse, hvilket var lykkedes over al måde i kompagniskabet i den oprindelige Ans Lægepraksis.
I den etablerede 4 mandspraksis tilbød man ansættelse af de 4 hustruer: Vi havde brug for 3 sekretærer, 3 sygeplejerske, 1 rengøringsassistent. Bents hustru var børnehavepædagog og sidst ankomne lægehustru Aase var 2-sproget translatør. Vi ansatte en fremmed sygeplejerske, der sammen med Ally og Birte dækkede dette behov. Sekretærbehov dækkedes af 2 fremmede lægesekretærer samt translatør Aase. Bents hustru Gudrun fik tilbudt sekretærarbejde, men skulle stå for regnskab, lønudbetaling samt være tilgængelig for forefaldende situationer (sygdom, ferie o.l.) samt møde som det øvrige personale kl. 8.
Således etableret kunne hustru altid holde ferie sammen med sin mand. Til daglig var der 3 læger på arbejde i huset. Den fjerde ordnede besøg samt akutte henvendelser. Den læge, der kørte sygebesøg havde døgnvagten og hans hustru var fri for dagarbejde i klinikken.
Ingen af lægerne havde andet lægearbejde end i praksis, men alle forpligtede sig til at tage på uddannelseskursus en uge hver år. Faget skulle holdes ajour.
At have 4 ægtepar – ejerne – i husets dagligdag med fremmede ansatte kunne være at ”lege med ilden”. For at hindre ”sladder og personfnidder” lagde jeg en dagsorden for et at sikre et godt arbejdsklima – naturligvis efter samtaler indbyrdes og appel til kolleger og disses hustruer om at vise forståelse for at være fleksible og give albuerum til alle.
Dagsorden for arbejdsdagens overordnede forløb: Efter behov og ellers hver anden måned skulle man afholde ”stabsmøde”, hvor alle – også rengøringsassistenten – havde mødepligt. Indkaldelse skulle ske ved en ansat sekretær (ikke hustru). På dette møde havde alle ret til at tale frit og mødet skulle styres af sekretæren, der indkaldte. Denne skulle også føre protokol. Ingen – ej heller ejerne – havde mere at skulle have sagt end andre. Mødet skulle finde sted i arbejdstiden. Havde man et problem eller en idé eller en overvejelse skulle man orientere sekretæren, der på mødet optog emnet til drøftelse. Jeg husker ingen problemer, der ikke var gledet af i l.a. dagligdagen.
Et eksempel, der måske siger meget: En dag kom rengøringsassistenten (i øvrigt patient i huset og bosat i Ans) ind til mig og spurgte: Der bevilliges en ny støvsuger. Hvilket mærke skal vi have? Jeg sagde: ”Kære Martine, det må og skal du bestemme. Det er dig, der arbejder med den”. Det var også Martine, der stod for indkøb af alt, der havde med rengøring at gøre. Og det medførte til en Jul, at det leverende firma kom med et par flasker vin til lægerne som tak for ordren. Jeg sagde: Tanken er pæn, men de skal afleveres til Martine.
Jeg nævner det kun, fordi det er nødvendigt og korrekt at leve op til de ordninger, der indeholder husordenen.
Lægehuset holdt en god Julefrokost i huset for alle huset ”beboere” uden ægtefæller. Det bandt os sammen.
Martine var ansat i maj 1965, da vi flyttede ind i vore nye lokaler ved Allys og min privat. Hun var stadig ansat uden afbrydelser, da jeg stoppede d.30.juni 1991.
Og Martine var der stadig, da Ally stoppede 31.juli 1992.
Jeg tilbød de ansatte, der var fremmede, at deltage i forretningsoverskuddet, men det medførte, at der skulle være sekretær til stede ved aftenkonsultationerne, som sygesikringen havde indført. Tilbuddet afslået.
Inden lægehuset blev bygget blev der fra det Medicinske Fakultet, Aarhus foreslået, at alment praktiserende læger i deres praksis kunne modtage medicinske studenter til undervisning. Det blev vist ikke en succes, men jeg meldte mig. Syntes faktisk, at undervisning var interessant. Man skal selv forstå stoffet for at give det videre på givtig vis. Desårsag fik jeg nogle gange en student boende i måske 14 dage. Det fandt sted i tiden med de ny lokaler ved vor privat.
Vedkommende fulgte mig hele dagen. Hver aften tog jeg et emne frem til gennemgang. Han var også med mig på Linnet Skovgaard. Fik i det hele taget indsigt i en landlæges liv. Han vandt over mig i skak. Det viste sig, at han var ungdomsmester på landsplan i skak.
I anledning af denne undervisning blev jeg en kort tid ekstern lektor ved fakultetet i Aarhus. Den beskedne løn indgik i praksiskassen.
25. Praktiserende Lægers Organisation.
På mange måder var de første år i praksis samtidig typiske ved den store udvikling, der skete i praksissektoren også benævnt den primære sundhedssektor.
Praktiserende læger havde i nogen tid barslet med tanken om, at der i ”Den almindelige danske Lægeforening” (DadL)burde være en selvstændig fraktion for praktiserende læger, hvis arbejdsforhold og kontakt med befolkningen var og er en ganske anden end for læger, der arbejder på hospitaler, i forskning eller administrativt.
I den anledning skabtes et blad, der hed KONTAKT og som behandlede og søgte at analysere de nævnte forskelle og opgaver. Specielt også kontrakter med sygekasserne samt i det hele taget udviklingen i denne specielle lægesektor. Jeg skrev indlæg i bladet og blev hørt. Resultatet af ”bevægelsen” blev stiftelsen d.3.december 1967 af PRAKTISERENDE LÆGERS ORGANISATION, der i daglig tale kaldes PLO, som den palæstinensiske frihedsorganisation.
Slutresultat: Foreningen af yngre læger (YL), PLO og Foreningen af speciallæger (FAS) inkluderede hospitalernes speciallæger og overlæger dannede tilsammen hele Dadl,
som omdøbtes til ”Lægeforeningen”. Hver fraktion havde egen formand og forhandlingsret.
Jeg blev medlem af repræsentantskabet og sidst i 1960´erne formand for Viborg Amts PLO-afdeling i en 2-årig periode, hvilket var den vedtægtsbestemte mulige formandsperiode.
Det blev en travl tid, da PLO ikke endnu havde fået et sekretariat. Det betød, at alle møder med dagsorden blev planlagt af den lokale PLO-formand, der også sendte skrivelser ud til alle amtets praksis. Jeg tror, der var over 100. De ret beskedne udgifter blev afholdt over praksisdriften, men kontorarbejdet samt visionære idéoplægs distribution skete via formandens indsats.
Yderligere blev kontakten til sygekasserne bedre. I hvert amt havde PLO et par gange i året et møde, hvori deltog sygekassernes administrationschef, formanden for FAS og formanden for PLO.
På mødet blev fremlagt aktuelle lokale problemer.
Det kunne være lukning af tilgang af patienter til en praksis, hvis ejer ikke overkom arbejdet. Evt. problemer med en praksis med lidt dyr drift for sygekassen. I Viborg amt løb vi ikke ind i problemer, så møderne forløb i god stemning. FAS-formanden og jeg var bekendte.
Og chefen for sygekasserne, Svend Poulsen, var en ganske speciel og vellidt person, der kort efter skiftede job og blev sekretariatschef for – ja nemlig – PLO, Viborg Amt.
Vi holdt møderne på Borgvold, Viborg og lod regningen gå på omgang mellem de 3 organisationer, som vi repræsenterede.
26. Øget samarbejde – nye krav – 12-mandsforeninger.
Uden for Lægeforeningens regi var der også ”græsrodsbevægelser” i gang for at foreningens medlemmer skulle lære hinandens arbejdstilværelse bedre at kende.
Hidtil havde der – helt ærligt – været manglende forståelse fra hospitalsansatte
lægers /overlægers side for praktiserende lægers mulighed for at løse mange opgaver.
Hvor mange indgreb kan man lave på et sygebesøg uden narkose og kun med det instrumentarium, der kan rummes i en lægetaske? Eller hvor meget kan man ordne på en landevej med 3 tilskadekomne efter et trafikuheld? Og desuden bevidstheden om, at venteværelset derhjemme er fuldt.
Der kan her nævnes nye krav: Alle læger skal være hjælpelæge i praksis mindst 6 måneder efter embedseksamen for senere at kunne blive praktiserende læge.
Ydermere kunne man ikke komme i slutstilling på et sygehus (overlæge, afdelingslæge), hvis man ikke havde været i praksis i mindst 6 måneder. Disse planer er udviklet løbende siden.
Til opfyldelse af disse tiltag behøvede man tilsagn fra praksis. Og disse praksis skulle helst være af en rimelig størrelse. Tanken var ny og mødte i starten lidt skepsis fra praksis.
Ans Lægehus, der havde prøvet noget lignende med medicinske studenter, meldte sig straks sammen med praksis i Stoholm. Vi var de første 2 praksis i Jylland, der meldte sig. Vi havde i forvejen sygeplejeelever fra sygeplejeskolen ved Viborg Sygehus.
Disse læger – betitlet praksisreservelæger – var fortsat lønnet af sygehuset, som de kom fra. Praksis selv var en ulønnet læreplads i den tid, jeg fungerede. Vi havde traditionelt 2 yngre læger i året. Deres tilstedeværelse og ofte selvstændige arbejde (med tilsyn) har ikke bragt uheldige episoder blandt patienterne. De faldt hurtigt ind i husets rytme og overtog de konsultationslokaler, som den ”kørende” læge efterlod.
I lægehuset havde hver ejerlæge 2 konsultationslokaler. Vi var fælles om skadestuen og laboratoriet. Praksisreservelægerne deltog ikke i vagtarbejdet, hvilket er en ret elementær fejl, da vagtpligten er en væsentlig ting i lægens dagligdag.
Det glædede mig, at overlæge Arne Barfred, med. afd., Viborg Sygehus selv lavede et udspil. Han ringede til mig en dag i slutningen af 60´erne og spurgte: ”Har De lyst til at komme herop en aften til et lægemøde og fortælle om Deres lægetilværelse i praksis”? Det ville jeg meget gerne og sagde tak til.
Jeg husker aftenen. Vellykket og hyggeligt med spørgelystne tilhørere. Men situationen var aldeles ny og næsten utænkelig, at der vistes interesse for sligt.
På mange måder åbnede der sig med PLO nye døre. Bl. a. kontaktede vor ny sekretariatschef Svend Poulsen mig. Han havde tænkt sig, at praktiserende læger oprettede 12-mandsforeninger i lighed med landbrugets ”græsrødder” blandt de større jordbesiddende (godsejere, proprietærgårde). Disse kolleger havde ofte sammenkomster, hvor man uformelt hyggede sig og samtalede om fælles problemer eller idéer. Tanken forekom mig god og nærmest ønskelig. Også fordi nabolæger ofte havde et usmidigt syn på kollegaen, når dennes bil blev set i anledning af et sygebesøg ”i min by eller i mit område”. Og der var uhyre mange måder at score patienter på: F.eks. blomster til et forretningsjubilæum fra nabolægen eller til en 75-årsfødselsdag. Alt har jeg set.
Selv har jeg oplevet ret mange lignende. En dag bliver jeg tilkaldt akut til en ældre dame i en by lidt længere væk end traditionelt. Hun var min patient og på besøg hos en for hende nærtboende datter. Jeg kører til adressen. Kort efter får familien besøg af byens læge, som er min noget ældre nabokollega. Vi kender hinanden fra lægemøder. Han bliver irriteret over min lovlige tilstedeværelse og siger: ”Du må ikke lege i min gård. Det vil jeg ikke have”. Situationen var i den grad pinlig. Jeg ignorerede totalt og gjorde mig færdig. Men episoden tegner udmærket, hvorledes det hyppigt var. Et forhold, der skuffede mig.
Poulsens oplæg til oprettelsen af 12-mandsforeninger kunne absolut være med til en mere naturlig omgang med kolleger samt lære, at man godt kan have gode vagtordninger uden at kapre kunder fra hinanden.
Svend Poulsen og jeg udbredte vort ønske. Jeg er i dag næsten sikker på, at Svend anede, at lægers samkvem burde forbedres for at vagtskifter kunne etableres og således forbedre praktiserende lægers arbejdsforhold uden at service over for patienterne forringedes.
Svend var et stort tænkende menneske, der havde et særdeles praktisk greb om tingene. Der opstod et specielt godt forhold os i mellem, så han kiggede nu og da ind til os i lægehuset og drak formiddagskaffe hos os uden at have et egentligt ærinde. Han var en naturlig deltager i min private afskedsfest på Hjortevej 2.
Jeg husker ikke årstallet, men mon ikke vor lokale 12-mandsforening blev oprettet omkring et par år efter åbning af lægehuset i Ans.
Vor lokale 12-mandsforening kom til at omfatte praksis i Ulstrup (3-mands), Aidt-Thorsø (2-mands), 2 praksis i Bjerringbro (2-mands og 3-mands) og Ans (4-mands).
Jeg blev formand og bestred det til jeg afgik i 1991. Vi holdt 3-4 sammenkomster årligt. Der var nok at tale om. Møderne blev afholdt privat eller i et lægehus.
Jeg ville gerne, at der åbnedes nye døre af faglig art, så foreningens berettigelse kunne bekræftes. Af banale emner kunne der være en fastlæggelse af private takster, der tilstræbt skulle være lidt forskellige. Blev priserne fikseret, går den private identitet fløjten. Og i øvrigt så snart det offentlige aner prisfiksring kan der opstå uønskede problemer i kontraktfornyelser. Når man for åbent tæppe på et møde snakkede private priser (f.eks. vaccinationspriser) gik det bedre med en forståelse ”forretningerne i mellem”. Udmærket.
Jeg husker bl.a. 2 møder, som jeg indkaldte til i lægehuset i Ans:
Vedr. slimhindeskrab og biopsier vedr. f.eks. undersøgelse for slimhindekræft i vagina: Vi inviterede min studiekammerat Helmer Søgaard, der var blevet overlæge på Aarhus K H´s patologiske afdeling i dette speciale, til et møde for at forny/forbedre vor indsigt i såvel prøvetagning som forståelse af det svar, som vi fik tilsendt.
Vi skriver dødsattester og præsterne begraver: Jeg inviterede egnens præster til et møde, hvor vi kunne samtale om dette fællesskab. Det var også et godt samværsmøde.
Disse møder gav på mange måder en bedre forbindelse kolleger imellem. Jeg havde den glæde at blive som formand til jeg stoppede i lægehuset.
27. Lægehusets ”afdeling” i Rødkærsbro og udvidet vagtkreds.
Men vi oplevede også problemer i Lægehuset: borgerne i Rødkærsbro forsøgte at få oprettet en ny praksis med konsultation i Rødkærsbro. Socialchefen i Viborg Amt var deres mand og stor modstander af vort lægehus. Ønsket var forståeligt, men i praksis ville denne enlige læge få svært ved at skaffe sig vagtfrihed. Lægehus i Ans havde vi snakket med Lægekredsforeningen og PLO om. Placeringen i Ans var absolut godkendt af vort faglige bagland. Men amtet var positiv overfor tanken om konsultation i Rødkærsbro, hvorfor jeg tog kontakt og oplyste, at vi havde et godt emne. Om man ville acceptere, at vi anbragte en læge deroppe, som formelt havde eget YDERNUMMER? Altså drev egen virksomhed. Jeg fik straks i telefonen et ja på spørgsmålet. Og vi havde manden:
En mand ud over sin første ungdom, som havde været i udlandet og nogle gange vikar hos os i ferieperioder samt når en af os havde forfald (kursus eller sygemeldt). Han var mere end villig og ønskede at komme i praksis. Jeg kendte et egnet hus, der lå centralt og var tomt. Jeg forhandlede lejemål med borgmesteren i Bjerringbro Kommune, der ejede bygningen.
Læge Peter Skov Jürgensen, Aarhus kom og fik en af vore sekretærer med til Rødkærsbro. Han drev selv sin forretning m.h.t. drift, men hans samlede regnskab gik sammen med vort i lægehusets kasse, hvoraf han også hævede sin andel. Jeg husker ingen detaljer, men givet var det: Han kunne ikke uden os have startet med straks at tjene en årsløn. Hans sikkerhedsnet var skabt af vort samarbejde og ikke baseret på, at han blev vor konkurrent. Praksis blev aldrig det store, men han kom ind i vor private vagtkreds, som nu bestod af 2 mand i Lemming Lægepraksis, 4 i Ans og Peter, som efter konsultationstid kørte til Aarhus på almindelige arbejdsdage. Han boede i Aarhus. Han havde 1 ugentlig vagt, som vi andre.
Han døde få år efter, at jeg holdt. Peter var et dejligt menneske og god at tale med. Særdeles egnet til praksis, da han gik lige ind i folk med træsko, som han virkelig benyttede konstant. Han var et varmt menneske. Havde optaget film i et indianersamfund i Amerika,- Sydamerika, tror jeg. Var i øvrigt meget musikalsk og leverede til min 75- års fødselsdag i 2005 på Kongensbro Kro musikken sammen med en bekendt. De spillede et meget følsomt program, der var skræddersyet til min fornøjelse og mit gemyt.
Rødkærsbro Lægepraksis ophørte og gik for et symbolsk beløb retur til Lægehuset i Ans. Dette har jeg intet haft at gøre med.
Efter oprettelsen af Lægehuset i Ans i 1973 opstod der få år efter ”et konkret bevis på” – som pressen benævnte det – at nedlæggelsen af praksis i Rødkærsbro havde kostet et menneskeliv.
Årsagen var et dødsfald i byen, hvorom man lokalt mente, at havde der været en læge på stedet, var det sikkert ikke sket. Jeg blev kontaktet af presse og radio, der spurgte, om jeg havde et godt svar. Det havde jeg: Naturligvis beklagede jeg det aktuelle dødsfald, som vi ikke var involveret i. Hele den aktuelle familie havde haft læge i en anden by. Også på det tidspunkt da der var lægepraksis i Rødkærsbro. Og – nu da spørgsmålet var stillet – svarede jeg: Der var mange landsbyer i Danmark, der ikke havde en læge. Og boede der en læge, kunne han måske være på sygebesøg udenbys. Sådan kunne sagen ikke anskues redeligt. Der faldt i øvrigt øjeblikkelig ro om sagen.
Set i dette perspektiv burde praksis i Rødkærsbro jo være blevet en både succes og et tilløbsstykke.
28. Palliative teams – medicinudgifter – distributionsret.
Der skete på alle fronter noget nyt, der stort set havde formålet: forbedret kommunikation og dermed bedre struktur og målsætning: stabilisering af velfærdssamfundet.
Lovmæssigt kom der nye tiltag vedr. patienter, der var i terminalstadiet – altså døende uden at være selvhjulpne. Der nedsattes et udvalg på kommunalt grundlag, der skulle foreslå håndterbare ordninger for at blive i sit hjem samt sikre gratis nødvendig medicin i visse situationer. For at få disse forhold på plads i praksis kom jeg i dette udvalg i den tid det fungerede. I udvalget sad også hjemmeplejens ledende sygeplejerske. Hun var udvalgets vigtigste medlem. Det hele endte år senere med oprettelsen af de såkaldte palliative teams, der f.eks. sikrede smertefrihed så godt det lod sig gøre samt uden udgifter for den syge og medinddragende den syges ægtefælle f.eks.
Man kunne trække på specialviden fra socialrådgivere til fysioterapeuter, speciel faglig viden hos speciallæger og samarbejde med den hospitalsafdeling, som patienten hørte til.
Amterne havde fokus på sygehusenes stigende medicinudgifter. Man nedsatte derfor ”Medicinudvalg” på hvert sygehus. I dette udvalg ønskede amtet, at der var en praktiserende læge, der var udpeget af amtet. Jeg kom i udvalget ved Kjellerup Sygehus. En af årsagerne til dette var måske begrundet i følgende: Tilbage til måske 1800-tallet var det vanskeligt i landområderne at få fat i medicin. Bilen var ikke endnu dagligdag. Jernbanenettet var stormasket. Apotekerne lå nærmest kun i købstæderne. Der var i store landområder end ikke en praksis. Ans Lægepraksis oprettelse kender jeg ikke, men jeg har ledt og skønner, at praksis stammer fra sidste tredjedel af 1800-tallet. Før den tid var der næppe en praksis mellem Viborg og Silkeborg. Derfor fik praksis i Ans distributionsret. Dvs. at praksis måtte have et fremskudt medicinlager. Dette fremskudte medicinlager i Ans skulle leveres fra Bjerringbro Apotek. Samme ret kunne gives til et øsamfund, hvor situationen var identisk.
Denne lovgivning var i kraft vedr. praksis i Ans, da jeg købte og jeg ønskede den fortsat benyttet. Det gav mig selvfølgelig et bestemt forhold til Bjerringbro Apotek. En gang i ugen eller hver anden uge kom ”apotekerbilen” med varer. Læge Jensen havde kun benyttet tilladelsen sporadisk. Jeg ændrede straks rytmen i retning af, at i Ans fik patienter ofte medicinen med straks efter konsultationen, så de ikke sidst på eftermiddagen skulle hente den på et aflægningssted. Vi havde måske 15 aflægnings steder: kroer, købmænd, brugs i området. Dvs. at apoteket havde kunder i områder, hvor det normalt ikke havde naturligt opland, da patienten ikke var i geografisk nærhed med Bjerringbro, men havde læge i Ans og dermed fik medicin fra Bjerringbro Apotek. Det var forretningsmæssigt positivt for både apotek og Ans Lægepraksis.
Og vi havde alt fra P-piller til penicillin eller hostesaft, hvilket resulterede i, at vi var meget prisorienterede, da apoteket satte priser på samtlige pakninger, så vi og vore sygeplejersker nemt kunne modtage betaling. Og patienterne blev samtidigt ret godt orienteret om prisen. Derfor var hver læge i huset – også vikarer – orienteret om stort set alle priser, hvilket medførte, at vi ved hjemtagelse valgte billigste præparater a.h.t. kundens og sygekassens interesse. Vi havde som distribuerende læger ingen avance på medicin, men købte til dagens pris og solgte til samme. Apotekeren kom så med en god flaske til Jul til lægerne, men det var kun rimeligt. Det var ikke dér vor fordel lå.
Kunden kunne også betale medicin hos os. Betalingen blev med beløb afkrydset på den skrevne recept, hvilket var uhyre let for os og sparede en udsendt regning fra apoteket.
Jeg kørte til apoteket en gang i måneden og afregnede med apotekeren. Loven om distribution annulleredes af sundhedsminister Britta Schall Holberg få år før jeg stoppede.
Selvfølgelig tilskrev jeg ministeren og oplyste, at det var at fjerne en god og særdeles praktisk lov samt dermed øge bureaukratiet til fordyrelse og træls ekspedition for patienter. Også de ældre. Ingen reaktion. Karakteristisk??
Vedrørende prisbevidsthed husker jeg, at nogle hormontabletter til kvinder blev udskrevet af hospitalets læger på piller, der kostede ca. 95 kr. for 100 stk., hvor Ans Lægehus benyttede et andet firmas identiske piller til knap 30 kr. for 100 stk.
Den slags praktisk viden gør en betydelig forskel i dagligdagen – ligegyldig i hvilken branche det sker. Og ministeren driver faktisk selv et større landbrug.
Denne prisorientering til Kjellerup Sygehus var aldeles nye toner. Jeg sad i udvalget til jeg stoppede som læge i Ans.
29. Kjellerup Sygehus
Omkring 1980 kom fremtiden for Kjellerup Sygehus i fokus. Afgørelsen lå naturligvis hos de eksisterende myndigheder, men man ville godt have demokratiseret diskussionen noget og også høre folkets røst. Derfor nedsattes der også med dette formål et udvalg, der skulle give et bredere billede af argumenter. Jeg fik – sammen med et par kolleger – plads i udvalget, der kun havde enkelte møder om sagen. Mit løsningsforslag var jeg i øvrigt ene om at have: Man skulle ”lægge Kjellerup og Viborg Sygehuses” indlæggelsesområder sammen og opføre et nyt uden for byområderne, men rimelig bynært for Viborg. Der skulle være helikopterlandingsplads og beliggenheden skulle rime med de eventuelle planer man kunne have vedr. ændringer i landevejsstrukturen. Da Viborg by tegnede sig skarpt for at beholde sit sygehus og Kjellerup anså mig for bevidst at medvirke til, at Kjellerup mistede sit, blev jeg upopulær begge steder. NB: det gælder ikke på sygehuset i Kjellerup, men kun hos de udvalgsmedlemmer, der gik ind for status quo. Altså også lokal patriotisme frem for udvikling og modernisering. Se næste linier.
De sidste mange års debat og nuværende byggehalløj og konstante udvidelse på udvidelse af Viborg Sygehus samt kendsgerningen, at Kjellerups blev nedlagt er næppe ønskesituationer, men rundet af misforstået lokal patriotisme. Den daværende medicinaldirektør kom fra en stilling som overlæge i Viborg.
Kjellerup Sygehus blev åbnet i 1914 og lukket d.24.juni 2010. Det var et usædvanlig veldrevet hospital, hvor jeg hele tiden har mærket en særdeles god vilje over for og kontakt til praktiserende læger. Ledelsen holdt løbende møder for omkringliggende praksis, der mødte talrigt op. Indlæggende læger kunne altid komme med problemer, der blev forhandlet i bedste tone, som i den grad prægede samarbejdet
imellem sygehus og almen praksis. Min kontakt til Kjellerup Sygehus har været meget massiv fra februar 1960 til juni 1991 og overhovedet uden mislyde.
30. Journalsystem på kommunale/private plejehjem
Og nu til noget ganske andet: Lægehuset i Ans havde patienter på 10 plejehjem, såvel private som offentlige. Der var ingen fast model på journalsystemet. Ingen ensartethed. Der forelå heller ingen rimelig fast tradition m. h. t. at føre disse journaler på dækkende vis. En kollega i Skanderborg brugte et system, som vi ved lægehusets projektering også valgte. Systemet var praktisk og enkelt. I snakken med byggefirmaet under lægehusets byggeperiode satte det mig i forbindelse med kollegaen, som jeg kontaktede.
Resultat: Min kollega og jeg lavede et lille udvalg med det aktuelle kontorfirma, hvis formål var at få lavet en standard, der var accepteret. Hjemmene skulle være pligtige til at benytte den, for dermed at få anvendelige journaler, der gav sikkerhed for angivelse af den aktuelle persons aktuelle helbredsstatus.
Husker ikke detaljer, men opgaven løb ud i sandet. I dag er der – så vidt jeg ved – stadig ingen journalføring, der sikrer dette som på hospitaler. Men der kan være sket meget, siden jeg stoppede. I skrivende stund har vi d. 25. oktober 2019. Jeg stoppede i 1991.
31. Statsminister Schlüters kartoffelkur i 1986 og Lægehuset.
Der var borgerlig regering i Danmark. Den ønskede reduktion af statsgæld samt større produktion og bedre konkurrenceevne. Der blev skruet på en del håndtag. Den skrappeste fik øgenavnet ”kartoffelkuren”, som blandt andet ramte PLO`s forhandlinger med Sygesikringen om ajourføring af takster på ydelser fra PLO`s medlemmer, som er de praktiserende læger.
Lægerne opsagde kontrakten og oplyste: Uden kontrakt er vi en helt privat forretning, der selv bestemmer vore priser. Det medførte, at alle henvendelser til ”egen læge” skulle betales kontant. Som formildende omstændighed ville Sygesikringen mod forevisning af gyldig kvittering refundere efter fastsatte retningslinjer.
Når kontrakten er ude af drift, så måtte patienterne straks være løst fra binding til egen læge. Altså benytte hvilken praksis man ville.
Principielt var Danmarks økonomi lidt syg. Jeg syntes, at lægerne skulle leve op til kartoffelkuren, da vore takster var særdeles gode, alle PLO-medlemmer kunne være tilfreds med afkastet i praksis, så hvorfor strejke, som en af landets bedste brancher.
Fremlagde det på et indkaldt internt møde i Lægehuset ud fra moralen: Syge forhold må læger være med til et hele, specielt når de også har gode forhold selv . Mit forslag faldt i god jord og i tråd med virkeligheden. Alle ansatte samt Sygesikringen blev orienteret. Og så kommer det principielt vigtige, hvilket sekretærer blev seriøst informeret om, da de var de første til at ”tage telefonen”: Ingen henvendelser fra strejkende kollegers patienter ville blive ekspederet. Det drejede sikker ikke om ”et smart argument til vækst for praksis”.
Og vi ekspederede ikke en eneste ”fremmed kunde” i de måneder konflikten varede.
Hele huset måtte forvente negative henvendelser fra PLO, kolleger og presse. Undgå diskussion. Men høfligt blot oplyse: ”Sådan har Lægehuset valgt”. Så dagligdagen fortsætter med at ekspedere vore patienter uden penge.
Man måtte også alle lige erindre sig, at jeg for år tilbage var PLO-formand for Viborg Amt samt stadig er formand for 12-mandsforening. Undgå at skændes med personen i røret.
Der kom megen ballade. Vi var foreløbig den eneste praksis i landet, der ikke strejkede. Snart meldte der sig yderligere en 1-mandspraksis i Herning. Lidt senere en lidt kuriøs fra Sjælland: En engelsk læge, g.m. dansk kvinde. Lægen havde lige fået tilladelse til at nedsætte sig i Danmark. Havde købt – var flyttet hertil – ikke pakket ud. ”What to do”? Han var nærmest ulykkelig og græd i telefon på rimelig dansk. Hustruen talte jeg med. Hun var fortvivlet. Jeg sagde: Kom herover næste weekend, så kan vi tale om problemet. De kom og var meget taknemlige for blot at møde forståelse. De var hos os i 2 dage. Vi gik en lang tur i Lindal Skov og nød Allys gode køkken. Jeg sagde: Lettest for dig, at åbne for den praksis, du har købt og betjene de tilmeldte patienter gratis. Det vil gå uden problemer – bortset fra, at du er upopulær blandt kolleger. Du kan ikke gøre for, at tilfældet har bragt dig i den situation. Undlad at ekspedere patienter, du ikke har tilmeldt og bed Sygesikringen hjælpe dig med eventuelle praktiske problemer. Den vil være forstående.
Jeg fik en opringning fra en ukendt PLO-kilde, der oplyste: Når dette er ovre vil Ans Lægehus få frakendt sit ydernummer, hvis vi fortsatte uden at strejke.
Skulle der mon være en mulighed for, at man kunne fratage Lægehuset sin ”autorisation”, så havde jeg faktisk et ansvarsfyldt problem?
Derfor ringede jeg til Statsministeriet. Talte med Schlüters sekretær, en ualmindelig flink mand, der oplyste: Statsministeren er udenlands, men han vil straks blive spurgt. Jeg kunne forvente en tilbageringning meget hurtig. Den kom næste formiddag fra samme person: Skulle hilse fra Schlüter og sige: ”Lægehuset har intet forbudt eller kriminelt foretaget, så vi kunne fortsætte, hvis vi ville. Schlüter skulle nok sørge for, at der intet ville ske os”.
Og det var trods alt en god besked. Så huset ændrede ikke holdning.
Men det var svært at leve med i de uger det varede.
Der var bl. a. 2 lægemøder: et på Viborg Sygehus og et i Skive, som jeg mindes med gru. Jeg var af sted alene.
Man ville ikke parkere ved siden af min bil, men gik tilbage og flyttede bilen. Jeg sad alene på bænken i auditoriet. De kollegaer, der havde sat sig, flyttede til andre bænke. På et af møderne, der ikke var startet, da jeg kom, rejste mødelederen sig ved min ankomst og sagde: ”Nu er kongen af Jylland kommet, så hvis ingen har noget at indvende, åbner jeg mødet”.
Strejken sluttede centralt på en måde, som jeg ikke erindrer. Ans Lægehus havde ikke fået blot en – 1 – ny patient på forkert grundlag, men det ændrede sig, da tiden for at vælge ny ”egen læge”. Jeg har aldrig undersøgt det konkret, men kun løseligt slået op i statistikken og fundet, at vi vist nok blev amtets største praksis.
Da jeg afgik i 1991 ringede Sygesikringschefen i Viborg Amt mig op: Og sagde tak for alt med uhyre megen ros. Ans Lægehus var en evig fornøjelse at samarbejde med og jeg burde være idolet på en samarbejdspartner. Han sendte ingen present eller lignende af diskretionsgrunde. Jeg blev glad – meget.
Fra klientellet kom der i anledning af min afgang snesevis af breve og buketter. Selv fra børn i Grauballe og skolebørn i Ans, som var gået ud af skolen for år tilbage. Meget rørende. En stor familie i Fårvang tegnede sig i flokken om ønsket om en god alderdom til mor og mig.
Andre strofer: Uden for Lægehuset.
Samfundet – Kræftens bekæmpelse – Fritidscenter – Bestyrelse for plejehjemmet –Bestyrelse for lette kollektiver – Skolekommission – Skolenævn – Sundhedskommissionen – Tange Sø – Foredrag – Aftenskole – Linnet Skovgaard/ Lindal Skov.
32. Uden for Lægehuset Ans – samfundet.
Jeg kom til Ans samtidigt med en begyndende udvikling i det danske samfund.
Velfærdssamfundet gik mere og mere i detaljer. De værste sår efter ANDEN VERDENSKRIG var helet. Varemanglen var ovre. Der var sket udvikling i teknik og sygdomsbekæmpelse. Idéen med én-gangs brugsgenstande af bl.a. plastik startede et nyt forbrug i både den private husholdning som den offentlige og var ganske ukendt: alt i ”picnickurven” var én-gangs – foruden maden som vanlig.
I den medicinske verden blev meget én-gangs: kanyler, sprøjter, katedre, handsker,
mindre ”overtrækstøj”, masker for mund/næse, emballager.
Offentlige trafikforbindelser blev finmasket og privattrafik intensiveredes. Bilernes antal endte med, at hver husstand havde en bil. Landdistrikterne kom med i moderniseringen. Dyrlægerne havde været ”derude”, hvor deres arbejde fandtes. Nu kom der læger og snart efter også tandlæger. En overgang var der 2 tandlægepraksis i Ans og 1 både i Gjern og Rødkærsbro. De 2 i Ans blev ad åre til en. Ans Lægepraksis, som var en 1-mands i 1960 endte med at være en 4-mands og desuden uddannelsessted for almen praksis med 1-2 yngre læge hvert år, da jeg stoppede i 1991.
Og en ny funktion intensiveredes på alle områder. Stikordet var PROFYLAKSE. Ikke blot rent lægeligt, men også socialt. Man skulle undgå sociale tabere, hvilket krævede mange hensyn, omlægninger og flere hænder. Dertil oprettelse af specielle kurser, uddannelse af socialrådgivere, specielt lærerpersonale og på den lægelige front vaccinationer. Der blev planlagt en fast serie af vaccinationer, der gennemførtes i de profylaktiske børneundersøgelser. Influenzavaccinationer for udvalgte sygdomsgrupper og ældre blev gratis. Alle svangre fik tilbudt gratis undersøgelser fortløbende i løbet af graviditeten. Men også efter fødslen hos både sundhedsplejerske og læge. Disse gratis tilbud var befolkningen ikke vant til og udeblev, da de ikke følte sig syge og barnet var sund og rask.
Derfor blev de indkaldt postalt, men uden mødepligt. Det gav et hav af nye ekspeditioner.
Ved sygemeldinger fik man rutinemæssigt adgang til dagpenge så længe sygemeldingen varede. Det medførte lægeerklæring ved sygemeldings start og ved slutningen for at undgå misbrug. Ganske selvfølgeligt. Selvstændige gårdejere havde svært ved at opnå samme service, da køerne jo stadig skulle malkes. Derfor oprettede landboforeninger afløsere for de sygdomsramte – såkaldte husbondafløsere. Dertil krævedes naturligvis også lægeerklæring. Hele papirsystemet voksede analogt med disse nye servicesystemer.
Efter læge Jensens afrejse blev jeg ”ene hane in kurven” og skulle ikke tage hensyn til andet end søge at rette ind efter dagens nye krav og forventninger. For befolkningen var lægen en autoritet, som man ikke lige kontaktede. Jensen var ydermere typisk københavner, hvilket nok umiddelbart og uønsket fra Jensens side lagde en vis afstand til en jysk landbobefolkning. Alene den nye ”dus-tiltale”, som faldt mig naturlig reducerede kontaktdistancen tydeligt.
Jeg blev ret hurtigt formand for den lokale fraktion af Kræftens Bekæmpelse, som næppe havde været særlig aktiv. Og blev det heller ikke. Dens mål var ellers PROFYLAKSE om noget var det. Jeg husker dog en særlig foredragsaften, jeg arrangerede med ”kræftspecialist”, professor Carl Krebs, Aarhus Universitet, som taler. Han var en både særdeles kendt og uhyre populær person med sit jævne væsen i en tid, hvor overlæger og deslige var nærmest overmennesker. Jeg havde i et år været hans elev under studiet og haft et specielt godt forhold til ham. På henvendelsen fra mig angående et foredrag uden honorar blev svaret straks et ja.
Det blev holdt på ”Bette Kro” i Østre Langgade. Kroen eksisterer ikke mere. Fuldt hus.
Jeg tilbød efter foredraget aftenkaffe i mit hjem. Mor var blevet hjemme hos Christin og Marianne. Krebs ville gerne hjem. Det var ret sent. Han var en ældre herre. Men vi kom lidt i snak og han spurgte mig lidt ud. Jeg sagde: Jeg er gift med en sygeplejerske, som har været elev på Deres afdeling, nemlig Radiumstationen. Han huskede ikke navne: ”Men der var en lille virkelig sød elev, der hjalp ved gynækologiske undersøgelser og opsætning af radiumstifter. Hende husker jeg fint”.
”Ja og det er netop hende”, svarede jeg.
Jeg havde sat mig lidt i hans erindring af en bestemt grund: Ved en forelæsning havde han spurgt mig, om jeg havde et bestemt ønske om emne ved næste forelæsning:
Jeg svarede: ”Ja, men det lader sig næppe praktisere. Der er en meget interessant maleriudstilling på Aarhus Rådhus. Det ville være interessant med en professoranalyse”. Og sandelig om han ikke straks sagde: ”Godt det siger vi”. Så hele holdet mødte på Rådhuset. Krebs gennemgik meget interessant udstillingen. Ham og jeg blev fotograferet og foto kom i avisen. Jyllands-Posten eller Aarhus Stiftstidende? Jeg er i tvivl.
Desuden var Krebs min censor i Farmakologi til embedseksamen, hvor jeg fik højeste karakter. Efter karakterafgivelsen kom han ud til mig i lokalet, gratulerede mig og satte sig ned og talte til mig om lægeetik og sagde: ”Verner, jeg har tillid til, at det vil lykkes for just dig, som jeg vil huske”. Og den kontakt sagde mig betydeligt mere end min karakter. Hans tillid/råd skrev jeg som ideligt formål bag øret. Krebs var en af de helt stor personer i den danske medicinverden.
I heftet, som vi fik efter visse deleksaminer, har han tilføjet med håndskrift: Verner, du bliver en god læge.
Hilsen Carl Krebs.
Desværre er hæftet bortkommet. Ubegribeligt, det var som at få et tillidsfuldt håndtryk af Barak Obama.
33. Fritidscenter i Ans.
I ca. 1965 henvendte landbetjenten i Ans Andreas Bergmann sig til mig. Borgerforeningen ønskede, at man i Ans søgte at få et fritidscenter med indendørs svømmebassin og lokaler til ungdommen. De ønskede at nedsætte et udvalg og ønskede, at jeg vil tage jobbet som formand. Jeg sagde ja og tak.
Der var en del forskellige interessekredse i sognet: Borgerforeningen, Idrætsinteresser, socialdemokratisk vælgerforening, Indre Mission, som faktisk stærkt repræsenteret, ”Fokus” – som repræsenterede ungdommen.
Jeg fik sammensat et udvalg med personer fra alle kredse. For at få affarvet ”åndsretningen” skulle møderne afholdes hos mor og mig. Sådan blev det. Samtidig blev jeg formand for sommerfesten.
De næste 4-5 år gik med indsamling, idéoplæg og konstant kontakt til sognerådet, som i 1970 blev Kjellerup Byråd. Jeg havde til sidst fået byrådssekretær ind i udvalget som sekretær, hvorved vi fik mere autoritet, styring og forståelse hos byrådet.
Da vi havde ca. 225.000 kr. gik vi i gang med byggeriet. Svømmesalen skulle udlejes til diverse interessekredse i kommunen. Skolerne havde stor interesse. Økonomien hængte nogenlunde sammen og kommunen var meget let at få engageret.
Jeg tror Fritidscentret blev indviet i 1971 med stor festivitas om aftenen: kæmpefremmøde fra befolkning og byråd. Gaver og taler.
Den nuværende AIKC-hal blev afløseren og bygget, så en lille del af Fritidscentrets bygning indgår i den.
34. Plejehjemmet ”Bethel”.
Plejehjemmet ”Bethel”, Vestre Langgade 30, Ans, nu ombygget og omdøbt til ”Søvangen” – var privat ejet af ægteparret Ragnvald og Marie Dam. Marie var sygeplejerske. Ragnvald var færing og et utrolig rart menneske. Hjemmet var uhyre velrenommeret. Ejerne ønskede, at det skulle fortsætte som sognets plejehjem. Derfor ændredes ejerskabet til et selvejende hjem med en bestyrelse, der var godkendt af kommunen, der nu hed Kjellerup. Den bestyrelse kom jeg til at sidde i til hjemmet endte med at blive kommunalt ejet samt fik nyt navn.
Allerede under den nævnte bestyrelse begyndte moderniseringen af hjemmet. Så vi havde en del møder med arkitekten. Planerne for fremtiden blev lagt. Hjemmet eksisterer stadigt i skrivende stund (oktober 2019).
Den oprindelige hovedbygning, der lå langs fortovet i Vestre Langgade er revet ned. Beboerne har på alle hjem ændret karakter. De er blevet mere plejekrævende, da man over hele landet satsede på, at holde de ældre længere i eget hjem. Til de ældre, der fik svært ved at praktisere dette øgedes hjemmehjælpen. Og slog dette ikke til opførtes i stigende grad boliger til ældre, raske pensionister. Eller se næste afsnit:
35. Lette kollektiver.
Tiden var præget af en stor social udvikling. Specielt byggedes der i en del kommuner såkaldt ”lette kollektiver”, af befolkningen ofte kaldt ”beskyttede boliger”. Det er en lille misforståelse hos befolkningen, da ”beskyttede boliger” blev opført til en mere veldefineret handicapgruppe end ældre selvhjulpne beboere.
Det lettere kollektiv havde kommunen som bygmester og finansielt ansvarlig, men man ønskede et udvalg i byggeperioden samt til indkøring af ibrugtagning. I dette
Byggeudvalg skulle kommunen være repræsenteret. Til dette udvalg blev jeg også udpeget.
De 2 udvalg (”Bethel” og Lette kollektivers byggeudvalg) var interessant at sidde i.
Det gav forståelse for mange sociale forhold og gav mig indseende i praktisk socialpolitik.
De lette kollektiver skulle dække behovet for ældre, der var for raske til at komme på plejehjem, men gerne skulle have en mindre og moderne lejlighed, som kunne håndteres i dagligdagen for en ældre, rask beboer.
Behovet var til stede og lejlighederne var nærmest besat før de blev færdige. De blev bygget som 2 gange 4 rækkehuse á ca. 80 kvadratmeter. De blev opført i slutning af 00´erne – så vidt jeg husker – som nabo til plejehjemmet. Dels var grunden ledig og dels kunne det være praktisk, hvis der opstod et akut behov for hjælp, hvilket så let kunne igangsættes med plejehjemmet som nabo.
Og så lige et problem af de mere praktiske: Man havde planlagt at have en pedel, der kunne give en beboer en hjælpende hånd i tilfælde af praktiske problemer vedr. boligen. Man havde foreløbig ingen løsning, hvorfor jeg påtog mig det, til man fandt en varig løsning. Det varede kun få måneder før det lykkedes. Jeg var der nogle få gange: sikringsskift, skifte en udgået pære og ordne en stoppet vask. Beboeren synes det var ganske hyggeligt, at se sin doktor i det job.
36. Skolekommission og skolenævn.
Grønbæk sogn voksede og Ans by voksede. I sognet var der Brårup Skole, Grønbæk Skole, Iller Skole, Illerhuse Friskole og Ans Skole. Det blev vanskeligt at holde så mange små skoler ajourført med optimalt undervisningsmateriale. Man sigtede mod større såkaldte Centralskoler. Skolerne i Brårup og Iller samt Friskolen blev nedlagt,
og eleverne overført til Ans Skole, før jeg fik kontakt med skolevæsnet. Bygningerne på Ans Skole var kommet i pladsnød. Ans Skole skulle moderniseres og udvides
Jeg kom i skolekommissionen lidt før projektet til den nuværende skolebygning begyndte at tage form i 1960´erne. Altså mens kommunen endnu hed Grønbæk Sogn.
Jeg mente, at man burde se en større nybygget skole og foreslog, at vi lukkede skolen en dag og i private biler kørte til Fåborg, hvor en ny skole lige var indviet. Vi smurte madpakke og hele skolens lærerpersonale tog af sted. Spiste i grøftekanten i en skov på Vestfyn. Beså skolen i Fåborg sammen med skolens lærere. Kørte derefter hjem og gik i gang med konkrete idéoplæg.
Yderligere fremsatte jeg en idé med at starte undervisning i fremmede sprog (tysk og engelsk) betydeligt tidligere, end hvad traditionen bød på. Det fik ikke på nogen måde genklang hos lærerpersonalet, så jeg frafaldt. Tiden var næppe moden.
Kommunalreformen i 1970 medførte nyvalg til Kjellerup Kommunes Skolekommission, som jeg blev valgt til at fortsætte i som menigt medlem.
De mindre skoler skulle have en form for et råd, der specielt skulle varetage disse skolers interesse eller kompromis at eksistere på. Disse råd kaldtes skolenævn. Jeg kom i Grønbæk Skoles Skolenævn.
Vi imødeså nedlæggelsen af skolen, da der efterhånden kun var et par ny elever til de nye årgange. Beboertallet i Grønbæk var faldende. Der byggedes ikke så skoledistriktet kunne holde status quo. Det resulterede i, at vi kørte elever fra Grønbæk Skole til Ans Skole i visse fag – for at holde standarden i undervisningen. Men efter nogle halve år nedlagdes Grønbæk Skole. I Kjellerups skoledistrikt nedlagde vi Vattrup Skole.
Inden Kjellerup Kommune blev en realitet indførtes seksualundervisning i Folkeskolen. Det medførte en del debat i befolkningen – ikke mindst i de noget dominerende missionske kredse. Sognet havde i øvrigt næsten tradition for altid at have en missionsk sognepræst. Og ”i gamle dage” var præsten altid meget nær på skolekommissionen, da han oftest var født medlem.
Lærerpersonalet var ikke trænet til undervisning i ”det nye fag”. Jeg blev kontaktet af en stærk personlighed fra missionske kredse med nærmest et krav om, at undervisningen skulle foregå med piger og drenge adskilt.
Jeg tog problemet med på et skolekommissionsmøde og havde ventet kommentarer fra lærerside. Men der herskede en afventende tavshed.
For at komme videre trods lærerkollegiets tavshed fremkom jeg med følgende forslag:
Jeg tog de første timer med kønnene samlet. Mindst 2-3 lærere skulle deltage i timerne. Jeg ville starte med at gennemgå anatomien på faglig vis, som i det medicinske studium. Bruge såvel latinske som tilsvarende danske navne. Derefter spørgsmål fra eleverne med absolut korrekte svar. Havde man svært ved at få startet spørgsmålene, skulle jeg nemt få startet.
Jeg ville tilbyde at starte med et par dobbelttimer med lærernes nærvær. Derefter måtte de fortsætte. Det kunne ikke og burde ikke give problemer. Sådan blev ”løbet startet” – aldeles problemløst.
En pudsig detalje: Godt 50 år efter deltog jeg i en kær gammel gårdmandskones begravelse i Grønbæk med mindefest bagefter på Ans Kro. Afdødes datter, sygeplejerske – men nu pensioneret – holdt en god tale om sin moder. Endte med at sige: ”Har aldrig fået sagt dig tak, Gorridsen, for din start på seksualundervisningen i skolen. En meget varm kartoffel, som du fik afleveret på korrekt måde til efterfølgelse. Jeg var en af eleverne. Tak skal du have”. Det blev jeg meget glad for.
Der var valg inden hele planen om Ans Skole var færdig. Praksis voksede, så lægearbejdet tog tid. Familielivet skulle ikke nedprioriteres, så jeg stillede ikke op til genvalg i skolekommissionen. Min kompagnon Harrys hustru – fru Birte – stillede op og blev valgt. Vi fik en virkelig god og velfungerende skole i Ans.
37. Sundhedskommission.
Før kommunalreformen i 1970 havde hvert sogn sin Sundhedskommission. Sognet fulgte pastoratets grænser og ordet ”kommune” blev kun sjældent benyttet.
Var der lægepraksis i sognet, var lægen født formand for Sundhedskommissionen. Læge Jensen var ikke formand i den siddende kommission, som jeg vakte til live meget hurtigt. Tilsyneladende havde der ikke været møde i kommissionen længe. Den havde kun eksisteret på papiret.
I min lægelige dagligdag var jeg faldet over mange områder, der trængte til at komme i fokus, ændring og ajourføring i et samfund årgang 1962:
Op ad nuværende Søndermarksgade var der stort set kun bebyggelse på venstre side helt op forbi Gråsig med 3 huse. Langt de fleste køkkenvaske havde afløb direkte til grøften, der endte nede ved nuværende Østre Langgade, hvor jeg mener at huske, at der var en rørlagt fortsættelse under vejen med udløb i bækken og videre ud i Tange Sø. Ved den gamle lægeboligs indgang (Søndermarksgade 9) var der en godt 1 meter bred træspang over den åbne grøft, så man undgik at skulle springe eller skræve over grøften op til lægens indgangsdør. Ved garageindkørslen må grøften have været rørlagt.
På mine natlige sygebesøg så jeg altid rotter løbe over vejbanen fra kroens gårdsplads. I fødevareforretninger var der fremlagt fødevarer optaget fra jord (grønsager) sammen med andre fødevarer. Strengt forbudt.
Kontaktede forsigtigt sognerådet med emner som: rottebekæmpelse, kloakering.
Aktuelle forretning kontaktede jeg selv og fremsatte mit ønske om en ændring af præsentationen af visse fødevarer. Det blev straks taget til efterretning over en god snak og rettet.
Men sognerådet var uden gnist af forståelse. Status måltes kun i penge og udgifter.
Efter flere forgæves henvendelser fravalgte jeg at lave en sag ud af det, men oplyste, at jeg så mig nødsaget til at søge råd hos Danmarks Skadedyrsbekæmpelse i København. Man sendte en konsulent herover til en samtale med sognerådet. Der kom skik på sagen. Yderligere var det – opdagede jeg – en fritidsinteresse for nogle drenge, at skyde til måls efter rotter i en nærliggende grusgrav. Også det blev overflødigt efter korrekte indgreb. Grusgravens benyttelse som affaldsplads blev ændret, hvilket i sig selv var effektivt. Men populært var det ikke
I 1970 blev sognet en del af Kjellerup Kommune. Sundhedskommissionerne blev nedlagt. Området varetoges af Teknisk forvaltning, som utvivlsomt har haft meget travlt i de første mange år.
Der opstod en ret omfattende og tung sag for Sundhedskommissionen: Min kondemnering af Grønbæk Hospital. Den havde næsten historiske aspekter.
Kassation af Grønbæk Hospital i 1965: I sin nuværende stand uegnet som menneskelig beboelse.
Jeg var som sagt formand for Grønbæk Sogns Sundhedskommission og praktiserende læge i Ans. Jeg kendte godt Hospitalet, der var bygget af ejerne til Allinggaard Christian Fischer og frue Charlotte i 1778, som Danmarks første plejehjem til ældre i Svostrup og Grønbæk sogne. Der var plads til 6 ældre og en plejerske. Nu boede der 2 gamle enker. Hospitalet stod stort set uændret efter opførelsen.
Jeg blev en formiddag kaldt til den ene, der var syg. De var begge ret medtagne af alder. Forholdene var ganske frygtelige. Intet fast opsyn eller hjælp. Ingen anvendelige opvarmningsmuligheder. Toiletforhold udendørs og ganske uanvendelige. Indlagde den mest medtagne på med. afd. Kjellerup Sygehus og den anden på ”Bethel”, plejehjemmet i Ans, hvor der var et værelse ledigt. Begge ting blev ekspederet akut og var sat i gang før jeg forlod Hospitalet.
Yderligere kasserede jeg med øjeblikkelig virkning Hospitalet som værende uegnet til menneskelig beboelse.
Sendte skriftlig besked til sognerådet.
Det bragte en del uro. Mest fra sognepræsten Ingvard Hougaards side, der følte, at man fjernede en historisk bygning fra Grønbæks dagligdag. Han kontaktede mig, men jeg fastholdt min kassation, uden at det gik ud over vort gode forhold.
Det medførte en klage over min kondemnering af Grønbæk Hospital til Viborg Amt, som indkaldte til et møde.
Jeg havde det i øvrigt privat fint med præsten og vi fulgtes ad til mødet i Viborg i min bil.
Mødet blev ledet af stiftamtmand Egede Larsen. Både præsten og jeg fik fremlagt vore synspunkter. Amtet ville overveje sagen, sikkert tale med sognerådet og i øvrigt forsøge at undersøge finansielle forhold til renovering samt muligvis bese åstedet. Det sidste måtte være et ufravigeligt krav, sagde jeg.
Få uger efter indkaldtes til nyt møde, som Ingv. Hougaard og jeg også fulgtes ad til. Jeg ville ikke indgå et kompromis overhovedet. Opvarmning, madlavning, sanitære forhold samt opsyn og hverdagshjælp skulle opfyldes til fulde. Ellers ingen forhandling fra min side. Huset var i enhver henseende ubeboeligt.
Min kassation blev accepteret.
Hvad skulle man så med bygningen?
Husets formål – nedfældet på gamle papirer – blev finlæst. Rent juridisk kunne de konverteres til at gamle og fattige alumner i Grønbæk og Svostrup sogne kunne opfattes som ”kronisk syge”.
På den måde kunne dialysepatienter (nyresygdomme) medregnes. Således kom Dialyseforeningen ind i billedet. Man manglede faktisk et sted, hvor nogle nyre= patienter, der fik hjemmedialyse, kunne have et fristed og med familie kunne få f.eks. et 8 dages ophold. Fagligt tilsyn kunne sikkert ordnes fra f.eks. Aarhus Kommunehospital. Idéen fandt gehør.
Hospitalets oprindelige økonomi var tilgodeset ved, at stifteren af Hospitalet Christian Fischer til Allinggård havde pålignet alle sine fæstegårde en årlig afgift, som dækkede Hospitalets driftsudgifter. De var blevet tinglyst på ejendommene som Fischers Penge.
Og så opstod den pudsige tilfældighed, at denne forpligtelse kendte jeg til. Min far havde i 1950´erne købt 2 ejendomme i Gjern Bakker, Gjern kommune. Ved handlen faldt far over betegnelsen ”Fischers Penge”, som havde førsteprioritet m.h.t. betalingspligt. Fars advokat havde oplyst: Det er kun et rimeligt lille beløb, der ikke er blevet ekspederet i flere generationer, så dem kan man traditionelt se bort fra. Udgør intet problem! Det lød utroværdigt. Men manglende ekspedition var en kendsgerning.
De 2 handler fandt sted i 1951 og 1956. Jeg købte ejendommene af min mor i oktober 1967 efter fars død.
Hverken mine forældre eller jeg havde nogensinde betalt Fischers Penge.
Det viste sig i undersøgelserne, der startede som en følge af min kassation, at betalingerne oprindelig blev opkrævet af diverse sognefogeder. Efterhånden havde der indsneget sig en voldsom slendrian i disse opkrævninger, tilsyneladende fra sognefogedernes side. I flere generationer var beløbene hverken opkrævet eller indbetalt.
Det kunne man måske gøre noget ved. Nogle halve år efter kassationen fik jeg et brev fra en advokat vedr. eventuel betaling af skyldige beløb – kaldet Fischers Penge – på de af mig ejede ejendomme i Gjern Bakker. Jeg genkendte straks følgerne af kassationen og svarede positivt på henvendelsen.
Kort fortalt: alle nuværende ejere af de aktuelle ejendomme havde fået henvendelsen, hvorefter revisorer og advokater havde lavet beregninger i hvert enkelt tilfælde over de skyldige beløb konverteret til nuværende kroner. Tilsyneladende accepterede de fleste skyldnere, betalte det rimelige beløb og fik aflyst gældsposten på ejendommene. Ligeså hos undertegnede, der rundede beløbet op og sendte pengene med ønsket om, at man fik finansieret Hospitalet til det nye formål.
Det blev i 1978 genindviet til Dialyseforeningens behov. Kender ikke ejerskabets detaljer, men jeg mener, at Dialyseforeningen har et fast lejemål.
Jeg blev inviteret med til indvielsen, men havde forfald.
For få år siden var det et jubilæumsår (husker ikke hvilket) med reception og taler. Min hustru og jeg var også inviteret og mødte op. Det var en hyggelig udendørs sammenkomst, hvor man selvfølgelig fik hele huset fremvist.
Jeg holdt en lykønskningstale og gennemgik i korte træk min kontakt med stedet samt forløbet, der ”ramte mig” med flere aktuelle vinkler.
Jeg har for en del år siden sendt forløbet som et indlæg til årbogen ”Brudstykker fra Blicheregnens Museum”, hvor jeg er medlem af støtteforeningen.
38.Tange Sø.
Hele problemet om Tange Sø er omfattende og hører ikke i detaljer til mine erindringer. Derfor nedfældes her kun visse principper. Sagen finder sikkert først sin afslutning på EU-niveau omkring 2023-24.
Tangeværket blev indviet i januar 1921 og fik 80 års koncession til januar 2001.
Lystfiskerne og Danmarks Naturfredningsforening (DN) ønsker søen nedlagt.
Fiskerne håber på flere laks længere op i Gudenåsystemet og vil derfor ikke nøjes med den fint fungerende fisketrappe ved værket. De vil have fjernet værk og sø. Det vil næppe give en udvidelse af, hvor langt opstrøms laksen vil lave gydepladser. Mulighed for vandring opstrøms er til stede grundet fisketrappen. Hvor langt op i Gudenåsystemet laksen kan komme, er principielt bestemt af laksens iboende reflekser, som ikke ændres af tilstedeværelsen af en optimal fisketrappe, som bevisligt benyttes. Nuværende geografiske grænse for vandring opstrøms ligger ca. ved Tvilum, som utvivlsomt er den maximale distance som lakseynglen – kaldet smolt – evner at have kapacitet til med hensyn til en vandring nedstrøms til havet. De lever et par år eller 3 i det vandløb, som de er klækket i, før vandringen til havet er gennemført.
Nogen garanti for at flere laks vil vandre opstrøms for Tange Sø for at gyde gives ikke. Såfremt fisketrapper eller andre former for faunapassager forbedres, skal disse tekniske fremskridt naturligvis benyttes alle steder, men Tangeværkets fisketrappe kan ikke klandres for at være en hæmsko. Og den påståede dødelighed af smolt grundet rovfisks tilstedeværelse – såkaldt prædator effekt – er som nedvandring gennem en hvilken som helst sø. Det er et allesteds eksisterende resultat af fødekæden.
Og at miste Tange Sø for ret usikkert at få flere laks på strækningen Tange Sø til Tvilum – en distance på ca. 17 km – er et risikobetonet terningkast til over ½ milliard kr. samt tab af grøn elproduktion til ca. 3.000 husstande. I sandhed en usikker investering, der ikke bliver tilbageført om den mislykkes.
DN vil have naturen tilbage og frigjort fra menneskelig indgriben. Et romantisk drømmesyn for et land som Danmark med 5,6 millioner beboere på godt 43.000 kvadratkilometer, hvis menneskene også skal kunne eksistere og fungere. Men naturligvis skal vi have sans for at bevare den eksisterende natur omkring os.
DN er vore modstandere og er svære at klare. De har biologisk uddannelse og har fået sig markedsført med stor autoritet – ofte for stor.
Vi, der går ind for søens og værkets bevarelse, oplever, at den tilhører vor hverdag. Lokalbefolkningen elsker og bruger søen til mange fritidsaktiviteter. Ans virker –
takket være søen – tillokkende at bebo. Nydes også af den almindelige dansker, der er turist på egnen eller blot trafikant. Desuden laver Tangeværket strøm uden at forurene, hvilket er et populært ønske og et stort internationalt mål.
Og det er dyrt at få Tange Sø tømt. Eksperter beregner en samlet udgift på over 500.000 kr. plus de bivirkninger, der kommer med sætninger i terrænet med skade på veje, bygninger samt sænkningen af grundvandsspejlet – vor tilgængelige drikkevandskilde.
Ydermere kan udtagning af varme fra vandet, der fosser gennem værkets turbiner, skaffe opvarmning til mindst 40.000 husstandes årlige varmebehov. Dette projekt er med anbefaling fra Viborg Kommune, som er aktuel vandmyndighed, tilsendt staten som et aktuelt udspil m.h.t produktion af grøn energi. Det kunne såmænd have været et udspil fra Danmarks Naturfredningsforening ønskeseddel.
Tange Sø som fundament til Tangeværkets eksistens er reelt betragtet netop et uvurderligt eksempel på elegant samspil mellem natur og civilisation nemlig, hvordan menneskene får deres dagligdags behov opfyldt uden massiv forurening.
De fremtidige planer i EU vedr. opstemninger, søer og vandløb samt tilgængeligt drikkevand skal samlet konkluderes omkring år 2023-24. Så vi må afvente dette resultat. Planen er ønsket om bedre økologiske forhold samt sikkerhed for, at udvikling tager højde for dette.
Lokalbefolkningen ønskede i 1995 at stifte en forening, som modtræk mod fiskernes og DN´s ønske. Man spurgte mig, om jeg ville være formand. Jeg sagde ja og fik stiftet ”Foreningen til Bevarelse af Tange Sø” i oktober 1995. Det kostede megen læsning og omtanke at sætte sig ind i sagen, så man kunne argumentere på seriøst grundlag. Vi fik i. l. a. et årstid ca. 5500 medlemmer fordelt i 55% af Post Danmarks postnumre fratrukket Københavns lokale numre. Vi har god kontakt til Folketinget, hvis Miljøudvalg har inviteret os til Christiansborg, hvor vi fremlagde vort syn på sagen.
Jeg afgik som formand på generalforsamling d.13.marts 2017. Blev afløst af vor søn, der er levet op med problemet, hvis varetagelse han fortsætter med en faglig fin viden og dygtig markedsføring. Til dels positivt støttet af sit medlemskab i Silkeborg Byråd for Venstre.
Hele foreningens arkiv er i september 2019 overdraget til Ans Lokalhistoriske Arkiv, hvortil jeg tillader mig at henvise for yderligere detaljer i bestyrelsesprotokollerne. Fra og med marts 2017 foregår alt digitalt, hvorfor de fysiske protokoller ikke fortsætter.
39. Pipaluk.
Kort efter hjemkomsten fra Grønland fik jeg som tidligere nævnt plads på Esbjerg Centralsygehus. Havde bekendtskab i Bjerregaard, ca. 5 km n. f. Nymindegab, nemlig ægteparret Jens og Luise Iversen, der havde campingpladsen og røgeriet i Bjerregaard. Bygningen er i øvrigt den gamle, nedlagte toldstation, hvor indgående skibe via ”Gammel Gaf” sejlede ind i Ringkøbing Fjord for at lægge til kaj i Ringkøbing.
Jeg var en aften deroppe på andetræk. Fik ingen ænder, men min interesse for stedet har altid været stor. Stammer fra tiden i Esbjerg, der gav massiv kontakt til befolkningen ”o æ klet”, hvis sønner fiskede fra Esbjerg og boede eller spiste på Sømandshjemmet. Far talte af og til deroppe en søndag aften i et Missionshus. Jeg fulgte med – både med tog og bus under besættelsen og senere i vor bil efter 1945.
I 1956 havde Jens Iversen spurgt mig: Har du lyst til at købe en sommerhusgrund? Han havde flere tønder land af hede og klitter. Jeg ingen penge. Nu fik jeg kontakt igen og købte på havsiden af landevejen: godt 3000 kvadratmeter til 300 kr. plus skødeskrivning 40 kr. Ally lidt skeptisk, da vi jo ikke havde møbler. Dem har vi ingen brug for, da lejligheder på sygehusene altid er møbleret, var mit svar. Grunden lå til 1965, hvor vi købte et hyggeligt typehus med lave mure og højt stråtag, skorsten grundet en Morsø brændeovn. Underetage ca. 80 kv-meter længehus syd/nord: stue, køk, børneværelse, baggang med toilet og overdækket udgang med redksabsrum.
Stue til kip og trappe op til Allys og mit soveværelse med udgang i gavlspids til altan under tagudhæng.
Fint, hyggeligt og smukt hus – næsten alene på heden. Det høje stråtag ledte tanken hen på hovedbeklædningen PIPALUK. Det hed Peter Freuchens datter. Han var populær grønlandsfarer – og da jeg havde været på Grønland– skulle huset hedde PIPALUK.
Det blev vort sommerslot. Og vi var ofte derude på friweekends. I 1969 havde jeg købt en kendt sejljolle: Beaufort opkaldt efter den vindskala, som en engelsk admiral Francis Beaufort i primo 1800-tallet, har lavet. Plastjolle med marconirig. Længde 16 fod. Pragtfuld lille sejler til Tange Sø. Trailede den med til Pipaluk i sommerferie til sejlads på ”æ fywer”.
Få år efter opførelsen opførte vi et gæstehus i samme stil som hovedhuset. Der var entre, 2 værelser og toilet. I alt ca. 25 kvadratmeter.
Vi har haft mange dejlige ferier i PIPALUK i tiden 1965 -86. Så solgte vi det til Allys bror Carsten og hans hustru Inge-Jette.
Vi havde i Ans i 1983 bygget et nyt hus med udsigt over by og sø på en dejlig naturgrund: Hjortevej 2. Desuden havde vi i oktober 1967 købt Linnet Skovgaard af mor, der var blevet enke i 1965. Så der var program nok til at fylde fritiden. Derfor enedes vi om at afhænde PIPALUK, så blev der mere ro i fritiden. Vi var kun 2 læger i Ans Lægepraksis, så der var døgnvagt hver anden dag.
40. Linnet Skovgaard og Lindal Skov.
I 1951 købte far den første ejendom –kaldt Parrishåb, måske kun med et r. Navnets oprindelse kendes ikke. Den var på ca. 35 ha land, som mest lå i til dels bevoksede lyngklædte bakker, højmose og et engareal langs Gjern Å, som dannede sydgrænsen. Bevoksningen var dels naturlig løv – dels plantet nål. Nordskel eller grænse var landevejen Gjern-Svostrup. Det opdyrkede agerland lå langs denne landevej. Et mindre skovareal nord for vejen blev senere solgt fra.
Besætning: få køer, få kalve, et par små russerheste, da sælger kørte mælk for mejeriet. Dertil et par søer og lidt fjerkræ. Pris ca. 21.000 kr. Sælger blev som bestyrer og skulle ikke fortsætte som mælkekusk, hvilket var en stor fordel.
Naboejendoms ejer var en ældre og hyggelig ungkarl Rasmus Haargaard, som familien hurtig blev særdeles gode venner med. Han var jæger og hans lille strellevstøver Fip, fulgte ham overalt. Rasmus fik dårligt syn, så det kneb ham at klare bedriften. Den ejendom på 40 ha. købte far i 1956. Pris 56,000 kr. Rasmus blev boende gratis.
Der kom skik på landbruget. Far købte hollænderkvæg fra ”Søbygaard”. Sobestanden blev øget lidt. Kvæget endte på 41 malkekøer plus tillæg. De bedste arealer i bakkerne blev opdyrket og drænede. Og der tilkøbtes yderligere engarealer, langs åen, så ca. 2 km af nordlige åbred kom til at høre til gården, som fik navnet ”Linnet Skovgaard” med jordareal ifølge Hedeselskabets Plantageregulering 1967 på 73 ha opmålt på kortet. Skal der tages højde for bakker og skrænter, der er projiceret direkte ned på kort, er arealet lidt større.
Far renoverede og byggede til, så bygningerne svarede til den øgede drift.
Den daglige drift blev forestået af en bestyrerfamilien, da den oprindelige ejer stoppede efter få år.
Far nød hele udviklingen både på hjemmene og på landbruget. Han havde praktisk sans og tog meget hensyn til naturen. Skovvejene blev ordnet og vedligeholdt. Nogle bakkepartier med selvsåede nåletræer blev ryddet og nye skovkulturer så dagens lys.
Desværre nåede far kun godt 15 års virke, da han i maj 1965 fik diagnosticeret en kræft i mavesækken. Der var intet at gøre. Jeg var fars læge, men det var min kollega Harry, der en søndag i maj indlagde far akut i Silkeborg. Ally og jeg havde fri.
Det hele var ret drastisk, men Harrys mistanke var korrekt, skønt det var første gang far gik til læge med sine symptomer. Jeg besøgte stort set far hver dag efter hans udskrivelse. Far var i København på specialafdeling en kort tid. Kom hjem og døde i sit hjem d. 13. august 1965.
Efter fars død i 1965 hjalp jeg mor med drift og rådgivning. Mor ville gerne aflastes mere permanent, hvorfor Ally og jeg købte gården i oktober 1967.
Den var drevet som traditionelt landbrug med den nævnte besætning af malkekøer, lidt svin, ca. 20 får og lidt fjerkræ. Leverede efter behov til køkkener på begge hjem.
For at forenkle driften ændrede jeg den til kun at have svin. Det medførte ændring af staldenes indretning, så vi endte med 105 årssøer og en bestyrer uden karl.
Rasmus var blevet dårligere med både syn og helbred. Var ovre hos os til et par måltider. Fik vist mit køb af ny byggegrund i byens udkant (Hjortevej 2), som han syntes var dejligt. Blev boende gratis på sin gamle ejendom til han blev indlagt og døde på Silkeborg Sygehus. Begravet på Vejerslev Kirkegård.
Samtidig var det min plan at plante til og styrke skovdriften mere og mere, da jeg let kunne se, at udviklingen nærmede sig med hastige skridt en tid, hvor gårde af ”Linnet Skovgaards” størrelse og bonitet ville være en total fejlinvestering.
Jeg gik til landbrugsfaglige foredrag – specielt svinedrift – og hørte om bedrifter med 300 årssøer, hvis Danmark skulle klare sig. Yderligere kunne jeg ikke på lang sigt påregne, at private plejehjem ville overleve. Derved ville en leverance med gode kødpriser forsvinde. Begge hjem var stadig mine kunder til en kødpris, der var højere end ”Koopmanns notering”, men lavere end priser i slagterforretninger. Så både de 2 hjem i Gjern og ”Linnet Skovgaard” havde gavn af det.
Jeg udlejede til sidst stalde og jord til en gårdejer i Horn, der havde svinedrift. Lejede stuehuset ud til 3-4 seminarister på Silkeborg Seminarium. Agerjorden ud i korte åremål og engene til græsning.
Så startede tilplantningen af agerjorden østpå langs landevejen i 1983 med halvdelen og sidste halvdel i 1987. Jeg valgte nobilis fremfor normansgran. Normanskultur skal afdrives cirka hver 12. år, da de sælges som juletræer. Det skaber ikke rigtig skov. Nobilis sælges først og fremmest som klip til pyntegrønt, så træet bliver stående. Yderligere spares dyrehegn, da nobilis ikke bides af råvildt. Imidlertid var jeg desværre blevet lidt utilfreds med Hedeselskabet, der næppe var gearet til den lille skovs trivsel. Tilmed havde jeg fundet en ikke ubetydelig fejl i regninger. Fik regningskrav for 3. gang på adskillige tusinde kroner, som var betalt 2 gange. Det blev ordnet, men afslørede sjusk. Yderligere var bestilt tømmer aflagt til afhentning, hvilket ikke var sket efter måneders venten. Jeg afbrød kundeforholdet.
Der var kommet en privat skovfoged på egnen, som henvendte sig. Han blev min faste mand i ca. 1989 til skoven blev solgt i 2014.
I 1991 benyttede jeg mig af nye regler for frastykning af landbrugsarealer: Kunne landbrugsbygninger med tilhørende landbrugspligtig jord frastykkes, så der blev et skovareal tilbage på vist 35 ha skov (jeg er ikke helt sikkerpå arealkravet), måtte man godt frastykke. Dette krav havde jeg ikke besvær med at opfylde. Det var en del af statens planer med at få mere skov i Danmark.
Allerede nu vil bemærkes: Jeg var altså kun i overensstemmelse med Statens oplæg:
Ikke desto mindre sendte Gjern kommune min beslutning videre til Amtet, som amatøragtigt blandede sig og forlangte: Engene skal frasælges, hvis en ny skov frastykket landbrugspligtig jord skal accepteres.
Jeg vidste, at enge i Gjern ådal intet kan koste. Ikke desto mindre tog jeg vor landbrugskonsulent Bach med derud. Han mente det samme. ”Sætter du dine enge til salg, får du næppe en henvendelse”.
Jeg kontaktede statsskovrider Rafn, Silkeborg Statsskovdistrikt og fremlagde sagen samt spurgte, om han ville deltage i en åstedsforretning, om jeg indkaldte amtet. Svaret var et særdeles klart ja. Han fattede ikke problemet.
Alle mødte: amtet med sagsbehandler og en sekretær – Rafn solo og mig. Vi gik ned til engene og Gjern Å og tilbage til ”Dianas Hule”. Amtet sagde, at de fastholdt. Rafn var meget autoritativ: Jeg kender ejendommen og ejers far. Der har altid været handlet korrekt. Verner Gorridsens ønsker er akkurat som statens. Hvad gavner det, at andre ejer disse enge, der smukt arronderer ejendommen. Jeg repræsenterer hendes majestæt. Lad sagen gå over mit bord. Amtet vil få besked på at trække sagen tilbage. Og Gorridsen vil få bevilliget sin ansøgning.
Så vendte han sig til mig og sagde. ”Nu er det, at vi skal have den øl, som de sikkert har med.” Jeg havde og de fik.
Læser får alle disse detaljer, da det var en sejr for mig – af de store. Og sagen spillede en stor rolle for mig i min dagligdag og elskov til arealet.
Rafn kontaktede mig hurtigt og sagde: Søg nu straks en ansøgning om opførelse af et hus til skoven. Den vil blive bevilliget. Sikkert med en klausul: skal benyttes inden for 3 år. Send den til mig og ikke andre steder hen. Husk det, for jeg går snart af.
Jeg søgte og fik. Satte bygninger og ca. 6 ha jord til salg. Fik solgt meget hurtigt til godt 1 million. Havde aldrig afskrevet på bygninger, så handlen var ikke skattebelastet.
Byggede det finske træhus i 1994 og kaldte skoven ”Lindal Skov” og huset ”Lindalhus”.
Det havde være en lang og træls sag. Men jeg havde sat mig særdeles godt ind i problemet og var sikker på en sejr. Havde også haft Statens fredningsnævn herovre til en åstedsforretning med ca. 10 mand. Alle tåber, der ingen relation havde til dagens virkelighed. Der er mange detaljer, som jeg ikke magter at gå ind i. De fleste ville have opgivet. Så min dagligdag blev i den grad ændret.
Jeg havde en pragtfuld alsidig skov på 65 ha på en sydvendt skråning – blandet nål/ løv – selvsået – plantage – lysninger med græsning og højmose – 2 km af Gjern Å
God alsidig jagt. En dejlig jagthytte. Intet større end at det kan håndteres med almindelig sund fornuft. I en afstand af 15 km fra vor privat. Ligger stort set som en firkant på 800 meter gange 800 meter. Fra hytten udsigt over et stykke Midtjylland af Guds Nåde.
Jeg var 60 år. Parat til at leve et godt otium med et hyppigt virke i skoven. Men for ikke at vore 3 børn skulle få problemer efter Allys og min bortgang, overlod vi dem skovens ejerskab over nogle år efter gældende regler. Det kunne ske uden penge.
Vi drev det stort set sammen til ”Lindal Skov” af praktiske grunde blev afhændet i
d.15. marts 2014 til 9,2 millioner kr., som fordeltes mellem de 3 børn. Ally og jeg havde en fuldstændig gældfri tilværelse og en fornuftig pension, der tillader os en god dagligdag.
Jeg vedblev at holde skovveje og slå græs her og der samt ved ”Lindalhus” i de næste 2-3 år. Ønskede kun mine udgifter til brændstof og nyt knivsæt til traktor hvert år dækket ind. Så voksede købers søn til kørekort, så han overtog.
Jeg kommer der stadig efter lyst og behov. Har det bedste forhold til de nye ejere.
41. Vore boliger.
Ved vor ankomst til Ans d.27.januar 1960 var vort nybyggeri ikke færdigt. Vi startede derfor i en lejlighed på Skolegade 8 (nu Teglgade). Den var kold og bl.a. olieovnsfyret. Der var 3 lejligheder og fælles toilet, som frøs, hvis der ikke stod en tændt flagermuslygte ved vandlåsen. Vandrørene frøs, så vi måtte hente vand hos købmanden på den anden side af gaden. Han var flink. Havde været kommis hos svigerfar i Gjern.
D.8.5.1960 flyttede vi ind i eget hus på Silkeborgvej, Søndermarksgade 19. I dag har vor tilbyggede lægeklinik fået nr. 19. Hovedhuset har nr.21.
I 1965 købte vi byggegrunden, der blev til Hjortevej 2 på ca. 2500 kvadratmeter for 8000 kr. Byggede hus i 1983 og vi flyttede ind d.21.januar 1984. Få år senere købtes nabogrunden på ca. 2500 kv-meter for 100.000 kr, som grundet pantebrevssalg endte på ca. 94.000 kr. Desuden solgte vi pyntegrønt fra den plantede nobiliskultur, som var der, da vi købte, for godt 60.000 kr. Ally og jeg klippede og bundtede alt selv i ca. 8-9 år.
Da Jarl og Rikke købte Hjortevej 2 af os i 2007, byggede vi bjælkehus på vor ny grund, som blev til Teglgade 56. Bjælkerne var douglastømmer. Vi flyttede ind d.15.november 2007.
Et hus bygget til et ægtepar uden børneværelser. Men vort ønskehus, som vi endnu i skrivende stund d. 10.oktober 2019 bebor med en daglig glæde.
42. Påskønnelser.
I 2006 var jeg 50-års jubilar som læge fra Aarhus Universitet.
I foråret 2006 ringede en mand fra Aarhus Universitet og oplyste, at man havde besluttet, at jeg skulle holde jubilæumstalen for jubilarerne (25-, 40- og 50-års
Jubilarer) fredagd.15. september, Bartholinbygningen, Universitetsparken.
Dertil svarede jeg: Mon ikke De har fået forkert nummer og hvem er De.
Svar: Jeg er Søren Mogensen, dekan for det medicinske fakultet i Aarhus og har ikke fået forkert nummer. Tværtom har jeg fået besked om, at jeg gerne skal returnere med et ja.
Jeg replicerer: ”Jeg er noget forundret over henvendelsen, da jeg ikke hverken har lavet videnskabeligt arbejde af betydning eller er forsker i selv lilleformat. Kun drevet sædvanlig almen praksis efter hospitalstjeneste.”
Men det gik op mig, at det var selveste chefen for det medicinske Fakultet.
Han svarede: ”Jeg har fulgt Dem lidt i dagligdagen. Har boet i Fårvang i deres praksisområde. I pressen set Deres indslag om Tange Sø, som De gerne må inkorporere i talen, hvis emne er: ”Tiden der var, og tiden der er”.
Jeg lod mig overtale og sagde: Ja tak.
I min bog, som jeg fik af dekanen med posten få dage efter, har jeg samlet dekanens takkebrev, samt mit manuskript og andet aktuelt fra dagen.
Her nævner jeg også, hvad jeg har fået af påskønnelser for mir arbejde med bevarelse af Tange Sø:
1996: Årets Pramdrager.
1998: Diplom som ”Havnens vogter” fra Ans Sejlklub i
anledning af klubbens 25-års jubilæum.
Der medfølger en bundprop til en vaskekumme
og ordene: gives for evnen til at holde på vandet.
2001: UNIDANMARKS INITIATIVPRIS for Tange Søs
bevarelse. Der medfulgte 5000 kr.
2005: Rotarys pris: Paul Harris Fellow med emblem og
ordenskæde. Overrakt ved 100-års fest for Rotary
Bjerringbro. Yderligere følger retten til at deltage i
Rotarys møder, hvis mulighed og lyst er til stede.
2015: Årets Pramdrager tildeles Foreningen til Bevarelse
af Tange Sø for ekstraordinær indsats.
2017: Ved generalforsamling d.15.3.2017 modtog jeg i
ikke genvalg. Fik i afskedsgave maleri af Tange Sø.