Minder fra julen 1950 hos fiskerfamilien Grethe og Anders Gorridsen, Vesterhavsgade 28 Af Inger Olander (f. Gorridsen), Ishøj
I eftersommeren 2019 var jeg inde i butikken IMERCO og så personalet travlt beskæftiget med at stille nisser og andre juleting frem. Det var i begyndelsen af september, og vi gik stadig i sandaler og shorts, så på mig virkede det ærlig talt helt surrealistisk.
Jeg elsker julen og har altid gjort det, men efterhånden bliver man lidt ked af, at den stemning, der hører december til, efterhånden er blevet så udvandet og langstrakt, at magien helt er forsvundet, når man endelig når frem til juleaften.
Tilbageblik
Det fik mine tanker til at vandre tilbage til en helt anden verden med nogle helt andre værdier. Ikke fordi verden var bedre dengang, men fordi jeg mener, at nogle helt afgørende værdier er gået tabt i vores nuværende forbrugersamfund. Noget udefinerligt, noget der ikke kan købes for penge.
Vi skriver 1950. Jeg var otte år gammel og boede sammen med mine forældre og tre brødre i en treværelses lejlighed i Vesterhavsgade 28. Jeg var nummer to i børneflokken, og vi sov alle sammen i soveværelset. Min far var det man kaldte missionsfisker, og familien tilhørte Indre Mission.
Der var godt og trygt.
Vores lejlighed Vesterhavsgade 28, Esbjerg. (markeret)
Jeg havde længe glædet mig til december måned, årets dejligste tid, og endelig blev det den 1. december. Flere ting havde allerede forøget spændingen. For det første havde missionær Madsen været på besøg
for at sælge julebøger. De voksne bestilte som regel I Julelampens Skær, og vi børn fik lov til at vælge en bog hver. Det kunne f.eks. være Julelys eller Julestjernen, alle udgivet af forlaget Lohse og fyldt med opbyggelige, gode historier om godt og ondt. Jeg glædede mig vanvittigt til at få bøgerne udleveret her i begyndelsen af december.
Min mor havde bundet en adventskrans, som nu hang i døråbningen mellem de to stuer. Derudover havde vi fået en julekalender, som vi havde samlet og stillet op på skabet. Den forestillede et skib og var selvfølgelig til deling, så vi måtte skiftes til at åbne en låge.
I nat havde julemanden været forbi for at lægge et stykke sødt i de sko, der var stillet frem i vindueskarmen. Han kom hver nat i hele december, men lagde kun noget i de søde børns sko, så det gjaldt om at opføre sig ordentligt. Jeg havde allerede stillet min op i går eftermiddags, da lygtemanden kom og tændte gasgadelygterne. Jeg kunne høre de andre sove endnu, så klokken kunne ikke være ret mange. Jeg listede forsigtigt ud af sengen, ind i den morgenstille stue og hen til vinduet, hvor
min sko stod. Jeg puttede det bolsje, jeg fandt, i munden og mærkede, hvordan dets sødme bredte sig i munden og gav en følelse af lykke helt ned i tåspidserne.
Forsigtigt skubbede jeg det brune rullegardin lidt op og så ud på den morgenstille gade og over på Café Danmark, der lyste svagt gult i gaslygtens skær.
Det var et syndigt sted med kortspil og spiritus, som kun kunne lede lige ned i fortabelsen. Det var farligt, men også spændende og tiltrækkende. Så vidt jeg forstod, var det bedst ikke at se derover, men det var selvfølgelig umuligt, da det var udsigten fra alle vinduerne i stuen. Jeg elskede at stå ved vinduet og se derover. Det skete, der var slåskampe udenfor, hvis nogen havde fået for meget at drikke. Så kom politiet for at genoprette gadens ro og orden. Det var syndigt og skræmmende, men også dejligt
at være vidne til, hvor fortabt man kunne blive, når man ikke holdt sig på den eneste rette vej, som førte direkte hen til Zions Kirke – og videre op til paradiset.
Men denne morgen var der fred og ingen fare, for selv Café Danmark var ikke vågnet endnu.
1954 Håkon, Edith, Karen Margrethe og Gerda Rentoft. Svend Erik, Inger og Anne Marie Gorritzen foran Vesterhavsgade 28, Esbjerg
Da vi boede seks mennesker i en lejlighed med tre værelser, var der ikke meget privatliv. Jeg nød følelsen af at være alene i stuen, mens jeg tænkte på alle de dejlige ting, der skulle ske i december. Det var sådan set ret forudsigeligt, for det var det samme, vi gjorde hvert år.
Det første, vi fik lov til, var at pynte stuerne op med kravlenisser, som vi børn havde klippet ud. De
blev gemt fra år til år, men hvert år fik vi et nyt ark. Kravlenisserne hang alle steder: På malerier, hylder, klaver og i gardiner. De var egentlig ikke særligt kønne,men jeg elskede dem.
Senere blev der lavet juledekorationer, men det skulle vente til den sidste uge inden jul.
Så var der butikkernes juleudstilling med mekaniske nisser og dyr. Det var fantastisk flot og det rene trylleri. Særlig var tredje søndag i advent spændende. Da blev Kongensgade lukket for kørende trafik, når hele Esbjerg gik søndagstur, og vi børn trykkede næserne flade mod butiksruderne.
Særlig sjove var slagterbutikkerne, der havde udklædt nogle af de slagtede grise og lavet forskellige tableauer. Det var sjovt at se grisene agere fodboldspillere, krogæster eller nisser.
Der var jo også det store juletræ på Torvet, hvor Frelsens Hærs Orkester stod og spillede julemusik hver søndag for at samle penge ind til de fattige. Man kunne putte penge i en stor sparebøsse, som var en
afmonteret mine.
Der var meget andet at glæde sig til, både i skolen og i søndagsskolen, men herhjemme var der også mange gøremål. Der var julebagningen. Kagedåserne skulle fyldes op, og vi børn fik lov til at være med og smage på de gode kager, inden de blev lagt i dåser, tapet til og stillet væk til julen. Det var kun de mislykkede småkager, vi måtte spise, men det gav ingen skår i glæden.
Der var klipning af julepynt. Hvis min far var hjemme, ville han læse op af H. C. Andersens eventyr. Far var meget begejstret for H.C.Andersen. Jeg syntes selv, de eventyr var lidt kedelige og foretrak Grimms og folkeeventyrene, hvor der var anderledes gang i den, og hvor budskabet var klart og enkelt. Jeg kunne endnu ikke tolke Andersens finurligheder, men det var hyggeligt alligevel.
Senere har jeg haft megen glæde af altid at kunne ryste et eventyr ud af ærmet, når der var behov for det.
Mens jeg stod der og så ud på gaden, hvor mælkemanden med sin hest kom raslende forbi i den endnu morgenstille gade, huskede jeg pludselig på, at noget af det herligste ville blive, når konfekten skulle
fremstilles. Så fik vi alle en klump konfektmasse, som vi måtte farve med frugtfarve.
Det var fantastisk. Jeg vidste selvfølgelig godt, at det stadig var svært at skaffe råvarer. Mange ting var rationerede endnu, og de voksne talte meget om det, så den ægte marcipan fik vi ikke lov at røre. Den
ordnede min mor, men det gjorde ikke noget. Vi fik noget, der blev kaldt uægte marcipan. Den var lavet af en tyk opbagning af margarine, mel og vand, som man æltede op med flormelis og lidt mandelessens.
Det var frygtelig sødt, men dejligt. Konfekten smagte bedst den første uge, hvorefter den blev temmelig hård, så det krævede en god fantasi at forbinde den med den ægte vare. Jeg stod der og mærkede forventningens glæde fylde hele min krop, men vidste godt vi skulle helt hen til den sidste uge
inden jul, før vi skulle i gang med det.
Julen betød også ekstra god mad. Der var meget, der skulle forberedes. Vi skulle tænke os godt om, for maden skulle holde sig frisk til og med alle juledagene. Køleskabet havde endnu ikke vundet indpas i
nummer 28, så meget skulle klares i sidste øjeblik. Der skulle laves leverpostej, medister, sylte osv. Der skulle også skaffes en gås, som skulle hænge nogle dage ude på muren ved køkkenvinduet. Det var også
her i december, ris, svesker og mandler kom i butikkerne.
Jeg vidste, de kom fra fjerne lande og blev sejlet til Danmark. De var undervejs i lang tid, så varerne var ikke særligt friske. Sidste år smagte sveskerne af tobak, fordi de to varer havde ligget ved siden af hinanden i lastrummet. Risene havde det heller ikke for godt. Jeg havde selv set i et ugeblad, hvordan de skulle koges op i en gryde, så ormene kunne flyde op og skummes væk med en ske.
Jeg var nu heller ikke begejstret for risengrød, men juleaften var der en mandelgave, hvis man var heldig, så det kunne godt få mig til at spise, i hvert fald indtil mandlen var fundet.
Nu slog stueuret halvtimeslag. Jeg listede stille hen og kiggede på det. Klokken var kun halv syv, så jeg havde stuen for mig selv. Min mor stod først op lidt i syv og gik i gang med at smøre madpakker og klargøre morgenmaden. Jeg listede lidt rundt i mørket, stillede mig under adventskransen og snuste velbehagelig duften af gran ind. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig, hvor dejligt og sjovt det ville blive, når vi skulle ud og købe juletræ.
Det skulle ikke købes for tidligt, for så tabte det nålene, inden julen var ovre. På den anden side skulle det købes i så god tid, at der var et rimeligt udvalg. Kom man først juleaftensdag, kunne juletræerne risikere at være udsolgt. Det kom nu nok ikke til at ske for os, for min far syntes, det var dejligt at købe juletræ med os børn, og vi gik altid ud dagen før lillejuleaften. Han forlangte, at alle børn var med, og træet skulle være så stort, at vi alle kunne hjælpe med at bære det hjem. Da vi var fem mennesker, som
skulle have så god afstand, at vi ikke trådte hinanden i hælene, blev træet temmelig langt. Den mindste gik altid forrest og holdt toppen. Vi andre var fordelt aldersmæssigt nedefter og sluttelig min far, der bar den nederste del af stammen.
Juletræssalg i rundkørslen (EBA)
Jeg smilte lidt ved tanken om sidste år, hvor mor hændervridende stod og tog imod os, da vi bar
træet ind i stuen. Det var så stort, at toppen lå en meter hen langs loftet. Min far sagde pyt og savede træet til, så topstjernen lige kunne nå loftet.
Jeg listede tilbage til vinduet og så, der blev tændt lys i nogle af vinduerne. Inde ved vores gode naboer, Jeppe og Stinne Hagde, blev der nu lys i stuen, og ovre på den anden side af gaden kunne jeg se, at
der blev lys hos min skole- og legekammerat Lis Lynge. Jeg forestillede mig, at alle børnene bag rullegardinerne skyndte sig hen til deres julekalender for at se, hvad der var bag lågen. Jeg tror nok, at vi var de eneste, der satte sko i vinduet, men er ikke sikker.
Hvad jeg er sikker på er, at ingen havde det mere hyggeligt, trygt og rart end os. Jeg smilede lidt ved tanken.
Juleaften
Jeg lukkede øjnene og mærkede den forventning og spænding, man vågnede op med på årets dejligste, men også længste dag: Selveste juleaften. Det første jeg og mine søskende gjorde, når vi vågnede, var
at skynde os ind i stuen. Dels for at åbne julekalenderen og se, hvad der var i skoen, men mest for at se juletræet, som vi vidste var blevet pyntet, efter vi var faldet i søvn. Det var mageløst og et lige stort mirakel hvert år.
Så blev der dækket morgenbord i stuen. Morgenmaden juleaftensdag var noget helt særligt. Til hverdag fik vi bare en hurtig kop kaffe med sukker og et stykke brød med marmelade. Vi kunne også få havregryn eller varm mælk med rugbrødstern. Der var ikke rigtig nogen, der tog sig af, hvad vi spiste, men denne morgen kom der smagsprøver af hjemmelavet leverpostej og rullepølse. Der var lidt hjemmelavet
medister, ost og marmelade. Der var friskbagt brød og smør, så man sad længe over maden og talte om, hvad der skulle ske i løbet af dagen.
Dagens program lå ret fast. Når morgenmaden var afsluttet, og vi var blevet belært om denne meget hellige dag, hvor Jesus blev født, ryddede vi af bordet, vaskede op og gjorde klar til at modtage de venner og bekendte, som kom forbi for at ønske glædelig jul. De voksne vil så få et glas Kijafa, som var den eneste form for vin, der blev købt ind.
Den blev kun serveret juleaftensdag, nytårsaftensdag og til barsel og lignende. Jeg vidste ikke, hvordan det smagte, for det var en voksenting. Vi børn fik kun en smule sodavand. Det var også nu, at alle kagedåserne og konfekten kom frem. Vi måtte dog ikke spise for meget af det, da det var til gæsterne. Vi vidste, vi nok skulle få lov i aften, efter vi havde fået gaver. Morgenposten og middagsposten skulle også
læses eller bare åbnes. Det var mest julekort, der kom ind ad brevsprækken på denne dag. Den sidste postombæring kom, mens vi var i kirke.
Zions kirke
Efter frokost spillede vi eller legede. Vi legede ganske stille, for de voksne skulle hvile sig. En meget yndet leg var »døde heste«, hvor man skulle ligge helt stille. Den, der klarede det længst, vandt. Det var en lidt kedelig leg, som de voksne havde lært os, men juleaftensdag kunne man så ligge og glæde sig til alt det, der skulle ske.
Når de voksne stod op efter middagshvilet, blev vi alle klædt om, og der kom kaffe og småkager på bordet. Det smagte dejligt, og vi måtte spise alle de pebernødder, vi ville. Vi spillede effen eller ueffen med dem. Der blev også stillet nødder, dadler og figner frem. Jeg brød mig ikke så meget om hverken figner eller dadler og syntes, at det mest eksotiske var appelsinerne, som man kun kunne få her ved juletid og kun i meget begrænset omfang. Vores gode købmand Tharben Jensen, som havde sin butik i Niels Juels Gade, sendte hvert år til jul en dejlig julepose med alle mulige julegodter og appelsiner, så der var en til os hver. Det vil sige, at vi fik seks appelsiner i posen, og det var næsten ikke til at vente med at smage dem, selv om appelsinen ofte var så sur, at vi måtte lave et lille hul og putte en eller to sukkerknalder i den og så sutte saften op. Det fik appelsinen til at vare længe.
Jeg lukkede øjnene og så for mit indre, hvordan det måtte se ud der, hvor disse sjældne frugter groede. Jeg så hvidt sand, palmer og mørke mennesker, der så glade ud. Det lignede det paradis, jeg havde hørt
om henne i søndagsskolen i Zions Kirke, hvor købmand Tharben Jensen også var søndagsskolelærer.
Selv gik jeg dog nede i krypten der hver søndag efter middagen hos nogle søde diakonisser, som fortalte bibelhistorier. Jeg syntes, mange af historierne var ret gode. Jeg kunne godt tænke mig at rejse ned for at se alt det fantastiske, der fandtes ude i den store verden, men jeg troede ikke rigtigt på, det ville komme til at ske. Jeg kendte i hvert fald ikke ret mange, der havde været i udlandet, men vidste at missionærerne blev sendt rundt i verden for at redde de stakler, der aldrig havde hørt om Jesus. Jeg havde lidt ondt af dem, men ikke meget da jeg troede, deres hverdag bød på mange flere spændende og farlige oplevelser end dem, jeg mødte i mit trygge hjem.
Jeg tænkte på at blive missionær, når jeg blev stor. Ikke fordi jeg var særlig from, men fordi det var den eneste måde, jeg kunne komme ud og opleve eventyret på – så vidt jeg kunne se.
Min moster Ingrid kom for at fejre julen med os, og det gjorde moster Ruth og hendes mand også.
Gåsen blev sat i ovnen og alt gjort så klart som muligt, inden vi gik hen til kirken. Det var noget, der hørte med og var også festligt, men jeg syntes nu nok, at der var lidt for megen snak fra prædikestolen. Vi kom ofte i kirken. Især gik vi til pastor Brask, som var en mand, man måtte have den dybeste respekt for.
Vi børn kunne høre på de voksne, at der krævedes en vis ærbødighed, når vi mødte ham. Han var en mand med tæt forbindelse til Gud. Jeg vidste, der var noget, der hed Treenigheden, hvor Gud var den øverste, men så kom Sønnen, Helligånden og pastor Brask. I hvilken rækkefølge de skulle stilles op, var jeg ikke helt klar over, men jeg var ikke i tvivl om, at pastoren hørte til i de øvre luftlag.
Henne i kirken var der sat juletræer op med tændte stearinlys, og det var dejligt at synge med på alle de kendte salmer, som vi efterhånden kunne udenad. Det var også hyggeligt at høre juleevangeliet, og uden for kirken mødte vi alle de andre fiskerfamilier og fik sagt glædelig jul, inden vi gik hjem gennem de stille gader.
Nu var alle forretninger lukkede og en højtidelig ro faldet over byens gader. Hjemme lå aftenposten på gulvet i entreen, og efter vi havde fået overtøjet af, mødtes vi i stuen. De voksne fik et glas kirsebærvin, og vi delte en citronvand, som kom fra noget, der hed Kosmos og var i en patentflaske.
Nu skulle der dækkes bord. Efter vi havde sunget bordvers, kom risengrøden på bordet. Det var utroligt spændende. Sidste år kunne man vinde en æske, hvori der lå en marcipanfigur. Jeg håbede, det blev mig,
der vandt i år, for selv om jeg ikke ville være så egoistisk, at de andre ikke måtte smage, ville jeg alligevel få det meste selv.
Så kom gåsen ind. Der var rødkål, asier, brune og hvide kartofler med dejlig brun sovs. Det var en fest, og vi sluttede igen med et bordvers, og alle sang med af fuld hals.
Endelig kom det øjeblik, hvor vi alle blev lukket ud i den mørke gang, mens min far tændte lysene på træet. Vi var utålmodige, men min mor fortalte en historie, indtil døren pludselig gik op, så vi kunne gå ind og se det pyntede træ med de blafrende stearinlys. At se det tændte juletræ havde vi ventet på hele december. Vi havde selvfølgelig set juletræet på Torvet med de elektriske pærer, men et rigtigt juletræ med pynt og levende lys blev først set den 24. december.
Vi tog hinanden i hænderne og gik rundt om træet, mens vi sang et par af julens salmer. Vi kunne dem udenad og havde derfor god tid til at skæve hen til pakkerne, der stod henne i et hjørne af stuen.
De fleste indeholdt nok noget, vi havde brug for så som en varm trøje, et par strømper eller vanter, som vi alligevel skulle have haft, men der var også altid et stykke legetøj, et spil eller en bog. I år håbede jeg på at få et dukkehus, selv om min far sagde, at man godt kunne være lidt mere beskeden.
Jeg fik altid lidt dårlig samvittighed, når jeg gik rundt om juletræet, fordi jeg godt vidste, jeg burde tænke på det fattige Jesusbarn, der var pakket ind i klude og ikke engang havde en rigtig seng, men jeg kunne ikke lade være med at drømme om at få nogle dejlige gaver.
Efter den anden salme tog far så den store bibel, der kun kom frem juleaften. Den var så tung, at jeg ikke selv kunne bære den. Han læste juleevangeliet, og så sang vi endnu en salme eller to.
Endelig var vi færdige, og nu skulle vi have gaver. Vi pakkede ud og beundrede hinandens ting, og så var der sodavand og kaffe. Derefter legede vi og tog et spil med de voksne, indtil vi glade og trætte kunne
gå til ro.
Mens jeg stod her helt stille og drømte, begyndte der at komme liv ude på gaden. Jeg kunne se beboere bevæge sig ud for at gå på havnen eller på arbejde andet steds.
Klokken nærmede sig syv, men jeg havde lidt tid endnu, selvom jeg kunne høre, at man begyndte at røre på sig inde i soveværelset. Jeg måtte hellere se at komme i tøjet, men trak alligevel tiden lidt.
Snart skulle jeg i skole, og måske havde lærer Marcussen tegnet en grangren med 24 utændte lys på tavlen med farvekridt. Så blev der tegnet en flamme på hver dag, så vi kunne se, hvordan vi nærmede os juleferien, som jo varede helt til Helligtrekonger.
Det var dejligt med juledagene. Ganske vist havde hverken restauranter eller biografer åben. Alt var lukket til 3. juledag, og i radioen spillede de kun klassisk musik.
Juledagene gik med besøg hos venner og familie, hvor vi spiste, fik sodavand og nisseøl. Ingen drak vin eller snaps til maden, men alle morede sig alligevel. Vi dansede om træet og legede sanglege som Ræven
rask over isen, General Napoleon, Jeg gik mig over sø og land osv., eller vi legede selskabslege. Det var morsomt, og både børn og voksne deltog.
Tredje juledag toppede det hele med søndagsskolens store julefest i missionshuset, som sluttede med, at alle børn fik en julepose med frugt og lidt slik.
Jeg sukkede dybt og vidste, at en bedre jul end hjemme hos os ikke fandtes. Derefter satte hverdagen langsomt ind. Snart kom nytårsaften, men den var efter min mening ikke nær så interessant.
Tilbage til 2019
Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder, og en stemme spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Jeg var tilbage i IMERCO i 2019. En venlig assistent spurgte, om jeg havde lyst til at købe en af de nisser, der var på tilbud i denne uge. Jeg rystede på hovedet og så ned på mine solbrune ben i sandalerne, mens jeg tænkte, om jeg mon var den eneste, der syntes, at juleforberedelserne efterhånden var kørt lidt af sporet. Jeg skyndte mig ud, købte en is og satte mig på en bænk for at nyde den lune eftersommer.
Skrevet af Inger Olander