En erindring om
mine første skoleår
om kun at være en pige.
og om børnesangen ”Vi har hos os en bitte Mett`” af Harald Bergstedt
Her i dette mærkelige år med Corona og restriktioner, som, med god grund, har fyldt meget i medierne, er et nyt omdrejningspunkt dukket op, nemlig debatten om kønsdiskriminering og Me too.
Kønsdiskriminering har eksisteret i århundreder, måske altid. Det er en kedelig kultur, som vi trænger til få ændret, og som, blandt andet, har noget at gøre med, hvordan vi har opdraget vores børn. Det er måske der, vi skal tage fat. Jeg kan se, hvordan min egen opvækst har været præget af nogle fastlagte normer for, hvordan man skulle være som pige og som dreng. Det har udløst mange frustrationer, og da vi lever i et patriarkalsk samfund, er det ikke så sært, at kvinderne har været de mest udsatte, men også mænd er blevet udsat for det, og fænomenet udøves af begge køn. Lad mig tage sangbog, som jeg af og til kigger i. Det er en bog, jeg holder meget af, og som man kan blive meget klog af at nærlæse, men det er også lærebog i, hvordan man fastholder et gammeldags kønsrollemønster.
I 1948 begynder jeg i børnehaveklassen på Vestre Skole i Islandsgade, samme år udkom børnesangsangbogen: ”De små synger”. Vores søde lærerinde, frøken Trøst, lærte os, de fleste af sangene, som vi hurtigt kunne udenad. Jeg elskede det og lod mig gerne forføre af både tekst og melodi.
”De små synger” dannede, helt i tidens ånd, grundlaget for den opdragelse, som skulle danne og forme den søde pige og den kække dreng, med de daværende, meget fastlagte, kønsrollemønstre og den, dengang, offentlige moral. Det var en anden verden, men også tryg, da ingen var i tvivl om rollefordelingen.
Jeg voksede op i Vesterhavsgade 28 hos Anders og Grethe Gorridsen og var nummer to ud af en søskendeflok på fire. Flokken blev forøget i 1954, hvor jeg som tolvårig endelig fik en søster. Min far var fiskeskipper og min mor var, som de fleste kvinder på den tid, hjemmegående. Hele familien på begge sider tilhørte Indre Missionen, så kirken fyldte meget i mit hjem, men det var også et hjem med megen latter, gode historier og oplevelser. Lad mig sige det med det samme, at jeg tænker tilbage på min barndom med glæde og taknemmelighed. Jeg var barn i den gode tid, men der var også benspænd, selvom det ikke var det der fyldte mest.
I 1948 startede jeg som sagt i skolen. Min mor fulgte mig den første dag, men resten af året klarede jeg det selv. Skoleåret startede første april, men året efter blev tidspunktet flyttet så skoleårets sluttidspunkt blev op til Sankt Hans, derfor jeg gik i børnehaveklassen et par ekstra måneder.
Det var en dejlig tid.
Klar til første skoledag.
Det var også det år jeg blev sendt til klaverundervisning, da det hørte med til almindelig god opdragelse.
Jeg gik de første tre år hos en sød dame i Finlandsgade. Hun hed Josephine Hoffmeyer, var ugift og næsten blind. Jeg er bange for, at jeg ikke gjorde livet nemmere for hende, da jeg for det meste mødte ganske uforberedt op, så hendes tålmodighed må have været hårdt prøvet. Desværre døde hun pludselig, i mit tredje skoleår. Jeg har siden beklemt tænkt, på, at jeg vist ikke har været nogen livsforlængende faktor. Jeg brød mig nemlig ikke om at gå til klaverspil. For det første kunne jeg forstå, at mine forældres drøm var, at jeg skulle sidde med rene negle og rød sløjfe i håret mens jeg spillede til salmesang, når der var møde med trosfællerne i hjemmet. – Min drøm var en anden. For det andet var vi så mange hjemme i den treværelses lejlighed, at det var meget anstrengende for de voksne at skulle høre på al den klimpren. Det betød, at der ikke rigtig var nogen, der pressede på med øveriet. Jeg tog det i hvert fald meget let.
Jeg blev også meldt ind i gymnastikforeningen Hermod, hvor min gymnastikdragt bestod af et par mørkeblå underbukser med lodden vrang, en hvid undertrøje og et par gymnastiksko, hvor sålerne vist mest var af pap, men jeg var stolt og syntes vi så godt ud, når vi på to rækker marcherede ind i salen.
Mange andre børn gik til dans, det gjorde vi ikke, da mine forældre var missionske. Dans kunne nemlig føre til hvad som helst. Hvad ”hvad som helst” var, fik vi ikke rigtig en forklaring på, men det var noget med synd, hvilket jeg også havde hørt om både i kirken og i søndagsskolen. Jeg kan huske, at jeg havde ondt af de børn, hvis uansvarlige forældre havde vist børnene den forkerte vej, mens jeg samtidig gik rundt med dårlig samvittighed, fordi jeg sådan ville ønske, det var mig, der gik til dans.
Men det var en god tid at vokse op i. Man havde overstået krigen, og selv om der stadig var varemangel og rationeringer, gik vi mod lysere tider.
Det var også en tid, hvor man kunne være barn uden at have en voksen hængende over sig hele tiden. Når bare vi mødte op til spisetiderne, var der ikke rigtig nogen, der spurgte til noget. De voksne var formodentlig, og fejlagtig, af den overbevisning, at vi forstod at opføre os ordentlig og derfor ikke bevægede os ind på forbudte områder.
Der var altid nogen at lege med, da de fleste børn blev passet i hjemmet af deres mødre. Det var også dejligt at blive inviteret til fødselsdag hos pigerne fra klassen. Så fik vi sodavand og kage, legede hele eftermiddagen. De medbragte fødselsgaver kunne være noget vi havde købt eller en pengegave. Taksten var, så vidt jeg husker 1 krone og 50 øre.
Og hvad legede vi så? Der var pigelege og drengelege. Pigerne spillede bold, legede sanglege, legede med dukker eller sjippede. Drengene legede røver og soldater, indianer og cowboys, fiskede, klatrede i træer osv. Drengenes lege var absolut de mest spændende. Det gik nemlig ret hurtigt op for mig, at der var store forskel på, om man var en dreng og en pige. Jeg havde selvfølgelig godt mærket forskellen før, men her i mit første skoleår, blev jeg langsomt bevidst om, at jeg kun var en pige, og det gjorde mig både splittet og gal. Splittet fordi jeg elskede mine forældre og gerne vil leve op til deres forventninger og gal, fordi jeg måtte undertrykke noget af mig selv.
I skolen sang vi, som nævnt, de dejlige sange, blandt andet blandt andet dem af Harald Bergstedt. En af dem hed: ”Vi har en bitte Met`”.
Søde Mette dækkede bord, hjalp sin mor med at bage, lagde sit tøj pænt sammen, var ren og svarede aldrig igen. En gang imellem blev Mette dog tvær og ville være noget helt andet end det, en pige skulle være. Hun rev dukkerne i stykker og svarede igen, men så fik hun en endefuld og blev igen den søde stilfærdige pige, så alle, inklusiv Mette fik det bedre. Vi sang også om Ole, der havde fået ny Autobil, som han racede rundt i. Han kørte så stærkt, at han mistede herredømmet og braste lige ind i søsterens dukkehus og smadrede både porcelæn og dukker, men drenge er jo drenge.
Til sammenligning kan jeg nævne at min bror det år fik en dampmaskine og et ingeniørsæt, mens jeg fik en dukke og et forklæde. Ak, ja. Det var en anden Verden.
Her står jeg med min legekammerat Lis Lynge og hendes lille kusine Grethe. Det er mig med forklædet. Vi gik altid i kjole.
Byen og verden var stor og dejlig at gå på opdagelse i. Pengene var små, så vi var ikke forvænte, og havde ikke så meget legetøj som børn i dag. Jeg sov for eksempel i soveværelset med mine forældre og brødre. En lille kommodeskuffe rummede hele mit privatliv. Vi havde ikke fjernsyn, mobiltelefoner, computer eller tablets. Men vi legede og drømte. Verden var ufattelig stor og der var endnu meget, der skulle opdages. Vi drømte om månemænd, men aldrig om, at det kunne være en mulighed at komme derop. Vi havde aldrig hørt om organtransplantation, eller reagensglasbørn. Vi vidste ikke, hvad en psykolog var. Når vi læste, måtte vi selv danne billederne inde i hovedet og forestille os, hvordan verden egentlig så ud. At komme til udlandet var næsten en uopnåelig drøm. Vi var på visse punkter både naive og uvidende, men vi havde store drømme.
De fleste børn kom i bad en gang om ugen og fik så skiftet undertøj. Mange havde toilet på gangen og måtte i mangel af badeværelse vaske sig ved køkkenvasken. Ikke alle børn havde en tandbørste, og nogle havde en til deling, så hygiejnen var ikke helt i top. Det var, særlig på landet, almindeligt at konfirmanden fik et nyt gebis i gave. Mange havde huller i tænderne, og tandretning var ikke almindelig, men i Esbjerg var der skoletandlæge, som man blev sendt hen til, når man kom i anden klasse. Man vaskede hverken sig selv eller beklædningen så ofte som i dag, men alligevel overlevede vi. Hos os, var der både badeværelse og toilet, men man gik ikke i bad hver dag. For at råde bod på den manglende personlige hygiejne, var der hver fjortende dag afsat en time, til at alle skolens elever kunne få et bad. Det foregik nede i kælderen, hvor der var brusere nok til alle klassens børn. Vi fik udleveret en håndfuld træuld og et lille stykke sæbe, som vi vaskede os med. Når vi var sæbet godt ind, og huden var helt rød af den kradse træuld, skyllede vi os godt af under den varme bruser og sluttede af under den kolde. Læreren holdt skarpt øje med, at ingen snød og sprang noget over.
Der var pigefag og drengefag. Pigefag var læsning, regning og håndarbejde, pigegymnastik, hvor boldspillet var rundbold. Drengefagene bestod af sløjd og regning, drengegymnastik og fodbold. Selvfølgelig skulle en pige gerne kunne lidt købmandsregning, men senere i forløbet ville der komme noget, der hed matematik og fysik, som pigens hjerne egentlig ikke var stor nok til at fatte. Jeg elskede dog skolen og de gode historier, vi fik fortalt. Som jeg husker det var de fleste af lærerne gode fortællere, som kunne gøre stoffet levende. Der var flest mandlige lærere. De kvindelige underviste hovedsagelig i håndarbejde, skolekøkken, gymnastik, og fremmedsprog. Jeg tror ikke, der i min tid var kvindelige fysiklærere eller matematiklærere på skolen, men det er længe siden, så måske husker jeg galt.
Allerede i 2. klasse fik pigerne to timers håndarbejde om ugen. Drengene fik selvfølgelig sløjd. De fag blev der undervist i, til man forlod skolen. Desværre viste det sig, at jeg ikke havde megen flair for strikning og broderi. Jeg syntes, det var kedeligt og misundte drengene, der fik lov til at svinge en hammer og håndtere en høvl. Jeg blev sjældent færdig med de stillede opgaver, og var desværre en af den slags elever, der altid kun fik strikket en grydelap, en sok osv. Vi havde hele min skoletid to timers håndarbejde om ugen, så vi kunne nå at få lært alt fra stopning, lapning, til broderi og tøjsyning. Jeg har i mit senere liv haft stor glæde af det fundament, der blev lagt i skolens håndarbejdstimer. Vi fik lært nogle teknikker, og jeg blev faktisk ret habil med en symaskine, så jeg allerede i en ret ung alder kunne sy mit eget tøj og på den måde spare penge. Drengene gik det på samme måde. Alle kunne betjene en hammer, en høvl, og skruetrækker, når de forlod skolen, så også de, var temmelig selvhjulpne. Jeg kunne bare godt have tænkt mig også selv at lære sløjd, men det var i min tid ikke noget for piger.
I min fritid blev jeg nu sendt til sykreds til fordel for ydre mission. Vi strikkede og syede til de fattige hedningebørn. Det var hyggeligt at mødes med de andre piger, og vi følte os nok også lidt gode, når vi sad der og kæmpede pinde og garn. Det er en grundlæggende god følelse at gøre noget for andre, men jeg ville nok hellere have været ude for at lege med drengene.
Her sidder jeg på gulvet yderst til højre sammen med sykredsen. I midten de to søde ledere
Sykreds og pigespejder og klaverspil var den slags piger blev sendt til. Mine brødre gik til fodbold, fiskede, gik til FDF, hvor man kunne lære at spille trompet og bygge huler af grene.
Her et billede taget i stuen i Vesterhavsgade. Det er en tidstypisk opstilling med min elskede mor, der sidder sammen med os børn. Idealet på en rigtig kvinde, afslappet med velfiserede og pæne børn omkring sig. Som jeg husker det, var virkeligheden for det meste lidt anderledes, men det var trygt og godt
Nu her 72 år efter udgivelsen af den ikoniske børnesangbog, hvis tekster beskriver et meget fastlagt kønsrollemønster, sidder jeg og ser tilbage på mit kvindeliv med de kampe, der har været og for så vidt stadig skal kæmpes. Jeg kan, som de fleste, råbe med i det løbske ”Me too” kor, men det vil jeg nu afholde mig fra. Kønsdiskriminering har altid og vil altid eksistere og selvfølgelig skal den bekæmpes så godt vi formår, men den endelige løsning tror jeg aldrig, vi finder så længe, der er mennesker på jorden. Den er skjult lige så godt som lærkereden i Harald Bergstedts vidunderlige sang ”Jeg ved en lærkerede”, som står på side 19 i ”De små synger”. Den er ikke til at finde.
For Ræven han vil bide
og drengen samle bær.
Men ingen skal få vide,
hvor lærkereden er.
Inger Olander (født Gorritzen)